- eller: en halvstuderet røvers ulidelige betragtninger om tilværelsen.
- eller: glæden ved at brokke sig.

Vreden, gudinde, besyng, der greb den muldfødte fynbo, vreden, den fæle, som voldte hans medmennesker tusinde kvaler, sendte behjertede sjæle af talrige kammerater til Hades og lod ham selv blive slængt som æde for hurtige hunde
(Frit efter Homers Illiade)
Ja, nu hvor foråret har meldt sin ankomst i gamle Dannevang, og den selvretfærdige svælgen i vinterdepressionens sjælelige tusmørke trues af morgengryets fuglesang, er det vist på tide at jeg lukker op for godteposen. Der er så megen indestængt galde og selvmedlidenhed der skal luftes, før sjælen atter vil bruse lykkeligt om kap med de nyudsprungne bøgeblade.
Ingen gider høre på brok. Det er en uomtvistelig kendsgerning. Det gider jeg heller ikke selv. Men jeg elsker at brokke mig. Glæden ved at brokke sig er glæden ved at give luft for alle de ting, der irriterer én - velvidende at de fleste problemer er selvforskyldte. Men det er lige meget, når man brokker sig, for så giver man bare luft for det hele uden at bekymre sig om kvalernes afhjælpning. Virkeligheden er irrelevant, når man brokker sig, man kan i fulde drag nyde den rensende effekt det har at skrige sin utilfredshed ud i luften. Det er selvfølgelig bedst, hvis nogen gider høre på det, men hvis man har en smule selverkendelse kan man også opnå det samme ved at brokke sig højlydt til en dør, en mur, en brødrister eller til nogle stakkels læsere af en fællesmail, som de på ingen måde har bedt om.
Så - til værket!
Jeg kan ikke fordrage, at jeg lever i et land, hvor november breder sig over fem måneder. Jeg er træt af, at alting er så dyrt. Jeg hader, når rugbrød mugner før sidste salgsdato. Jeg afskyr dårlig samvittighed, det er formentlig den mest overflødige menneskelige egenskab - i tæt konkurrence med moralske tømmermænd. Jeg kan hverken lide morgen-tv eller lunken kaffe. Flabede telefonstemmer på offentlige kontorer giver mig kløe i aftrækkerfingeren, ligesom jeg får lyst til at slå vildt omkring mig, når griske folkepensionister vælter over hinanden og sviner de stakkels bagerjomfruer til i grove førkrigsvendinger, når der ikke er flere af de annoncerede dagmartærter til 10 kr. i Føtex's bageri. Jeg kan ikke fordrage ikke at kunne falde i søvn, og jeg hader når der ikke er flere rene sokker. Jeg er heller ikke helt vild med at mangle at aflevere to opgaver til mit hovedfag, og jeg kan decideret ikke lide udsigten til at skulle arbejde knaldhårdt for at få et brugbart resultat ud af dette forårssemester.
Men først og fremmest hader jeg, at jeg ikke har nogen penge.
Og lad nu være med at sige, at jeg da bare kan finde et arbejde! Tak, det ved jeg godt. Jeg har også været der - jeg tror, jeg har plukket flere kirsebær, kuperet flere grisehaler, pløjet mere gylle ned, sanket flere sten, pudset flere ruder og tømt flere hygiejnebindsposer end de fleste på min alder. Og lige nu vil jeg altså bare gerne have lov til at brokke mig over uretfærdigheden i, at der ikke flyver stegte duer ind ad vinduet, okay?
Lad mig således kort opsummere mine pekuniære omstændigheder: det går kort sagt værre end aldrig før, men det er jo ikke noget nyt. Jeg er omtrent så solvent som en hviderusser, der har investeret i statsobligationer, og mine sidste likvide midler har jeg netop under kraftig klirren fyldt i en tisgul nettopose. Hvis jeg skal have mere SU, kommer det til at kræve alle mine overtalelsesevner, en god portion held, eventuelt en smule dokumentfalsk og under alle omstændigheder en gedigen omgang inkompetence hos de ansvarlige myndigheder. Med et forestående ophold i Moskva og en begrundet forventning om også at skulle spise og betale husleje fremover, ser det ærligt talt ikke for godt ud. Jeg har netop været en tur i mit lokale pengeinstitut (skuffen i mit natbord) for at hæve mine valutareserver og sidder i skrivende stund med 54 zloty og 87 groszy foran mig. Udover denne ikke ubetydelige sum polsk valuta, har jeg også bundet et mindre beløb i ungarske forint. Præcis hvor meget ved jeg ikke, for den trillede ind under sengen. Der er dog næppe tale om noget formidabelt beløb. Og med denne udsigt til den snarlige sultedød, eventuelt forsødet med et midlertidigt ophold i gældsfængsel, vil jeg til enhver tid forbeholde mig ret til at beklage mig i skingre toner.
Kan I mærke det?
Åh, hvor det lettede. Nu kan jeg fortsætte min daglige dont med fnuglet hjerte og et underfundigt smil i panden. Nu er jeg sluppet af med den byld af brok, der har vokset sig stor og fed i løbet af vinteren - nu er jeg klar til at tage imod svaler, hornfisk, rododendron, læseferie, nye kartofler og alle de andre bebudere af forår og sommer. Der er derfor begrundet håb om, at min næste mail vil være helt fri for brok, så det kan I jo se frem til, selvom glade mennesker skriver dårlige breve.
Skulle I, kære eventuelle læsere, sidde tilbage med en følelse af, at jeg er et utaknemmeligt røvhul, så tager I ikke helt fejl. Det indrømmer jeg gerne. Jeg er villig til at indrømme alt, hvis jeg til gengæld slipper for at høre på jeres brok.
Men det er jo ikke sikkert, at jeg helt kan undgå det, og jeg ved godt, at jeg i så fald selv er ude om det. Men jeg kan klare det. Som et gammelt samisk ordsprog siger:

Man skal ikke starte en lavine, hvis man ikke har en meget pålidelig og driftsikker snescooter, der kan køre mindst 80 km/t, og man skal selvfølgelig også have tanket op og frem for alt ikke glemme sine handsker - det er koldt derude!

Gu' er det så...

Skulle dit sind også være blevet formørket af den danske vinters evige regn og rusk, ønsker jeg dig af et ærligt hjerte et snarligt stævnemøde med forårssolens lunende fingre.

Spange

PS: Husk nu at komme helligdagen i hu! Vi fejrer i denne uge to notoriske massemorderes fødselsdage. Tirsdag (20. april) er Hitlers fødselsdag, og det er vi nogle stykker der plejer at markere ved at cykle en tur i Mindelunden med en madkurv under armen - ikke noget særligt, bare en kande kaffe og en bøtte jødekager. Hvis du skulle have lyst til at være med, så bare kontakt PET, de ved hvor og hvornår vi mødes. Torsdag (22. april) vil Lenins fødselsdag blive erindret i forbindelse med den ugentlige torsdagsbar på Østeuropainstituttet. Vi vil hygge os over en kold pilsner, mens vi genopfrisker de mange muntre anekdoter om Revolutionens Fader og hans progressive reformer - deriblandt hans mesterlige orkestrering af hungersnøden i Ukraine og det sydlige Rusland, som lærte de døende bønder, at kommunismen var det eneste lys i en ond samtid.
Jeg håber, vi ses!