Hold da kæft, hvor har jeg set mange ting de sidste dage! Jeg ser bare ting hele tiden. Hvis man tænker over det, står det klart, at øjnene, synssansen, er klart den vigtigste sans; det er i hvert fald den, der må udsættes for mest i løbet af en dag, et liv. Man ser bare hele tiden. På gaden, på TV, ja, selv når man sover, ser man ting for sig. Og hvad har jeg så set? Alt og intet. Jeg har set voksne mænd rive deres eget hoved af for at undgå at skulle svare på ubehagelige spørgsmål, jeg har set Tommy Kenter kneppe en lagkage, jeg har set min røv begynde, jeg har set Tony Soprano modtage et telefonopkald fra min eks-kæreste, og så sent som i dag har jeg set verden gennem en blodig kameralinse. Når krigsfotografer taler om deres tilstedeværelse midt i kriges centrum, taler de indimellem om, at der ”næsten var blod på linsen”. I dag var der faktisk blod på linsen. Det begyndte med en enkelt dråbe, så to, så tre, og til sidst tværede fotografen det hele ud over indersiden af min TV-skærm i et mislykket forsøg på at få et bedre billede hjem i min stue. Eller mislykket, det er jo et åbent spørgsmål, for pointen gik tydeligt hjem.
Vi så.
Gennem udtværet blod.
Nice.
Og hold da Maul, hvor var det bare reality-TV, der gjorde en forskel. Det må da blive et scoop, et billede, en sekvens, der vil lagre sig i verdens bevidsthed som den napalmudsmykkede pige fra Vietnam, som de styrtende tvillingetårne, som Ceausescu og konen, der greb en røvfuld bly med brystkassen, eller Faxe’s 1-0 mål i ’92? Jeg ved ikke med jer, men jeg tør i hvert fald ikke sove i nat, for hvis jeg lukker mine øjne, vil det være forgæves. Jeg længes efter den tid, hvor jeg kun så uskyldige paddehatteskyer oplyse himlen over Brobyværk.
Jeg tror, de faldt ovre ved Hillerslev-krydset.
Kan man tale om noget så fortærsket som tabt uskyld?
Nej.
For jeg er splittet. Mellem min rædsel, den påtvungne indlevelse i lemlæstelsen, som afbryder min søndag, når jeg sidder og håber på, at OB vil vinde igen. Og mellem den nysgerrighed og blodtørst, som jeg også rummer, når jeg ser panserkollonner hamre gennem ørkener og forstæder.
Jeg vil se.
Jeg vil se blod.
Jeg vil se blod og flotte mål.
Som når man møder den rigtige pige på det forkerte tidspunkt. Hun er smuk, sød, sjov og dejlig. Og man er smigret over, at hun viser interesse i én. Fascineret af fascinationen, forelsket i den andens forelskelse. Og alligevel skriger dæmonerne fra den dybeste sorte afkrog; dernede hvor trangen til at destruere gemmer sig for projektørlyset og det vandkæmmede spejlbillede.
Og jeg burde være tilfreds med dagens høst. Men nu sidder jeg med en underlig følelse. Dagen har ikke været rigtig god. Blodet på linsen har forstyrret et eller andet, men jeg tror, jeg ville have kunnet tackle det, hvis bare OB havde vundet.