Mens han stod og ventede på grønt lys, trak han sin pakke cigaretter op fra brystlommen. Han stak det fremmedartede mundstykke af pap i munden og tændte. Fordi han stirrede på den røde pakkes bombastiske ornamentering med snørklede gyldne bogstaver, opdagede han først sent, at lyset havde skiftet. Småløbende krydsede han vejen for at nå over i tide, smed den halvt røgne smøg fra sig og gik ind på stationen og købte en billet. Ned ad rulletrappen og ud på den venstre perron, hvor toget kom i det samme. Noget der forekom som en million mennesker maste sig ind, og han fandt sig selv klemt op ad en skoleklasse på én side, en mørklødet kvinde på den anden, et tydeligt misfornøjet ældre ægtepar på den tredje og døren på den sidste. Luften blev hurtigt tyk af menneskelige uddunstninger, og varmen blev uudholdelig. Skolebørnene lod sig ikke påvirke, de lo og pjattede og larmede, som børn vel gør overalt. Det ældre ægtepar led i tavshed; deres øjne virkede som stod de på standby. Kvinden med det ravnesorte hår og de ikke længere helt unge, men stadig smukke ansigtstræk, havde derimod en intens, nærmest hvidglødende udstråling, som han ikke kunne lade være med at lægge mærke til. Hun må have mærket hans blik, for et kort øjeblik løftede hun hovedet og gengældte det i en flygtig øjenkontakt, men hun skyndte sig straks at kigge ned i gulvet igen. Selvom det hele var gået så hurtigt, havde han nået at opfatte en sær stemning i hendes sortbrune øjne. De havde rummet en kløft så dyb, at han uvilkårligt havde snappet efter vejret ved synet, samtidig med at de på overfladen havde haft et reflekterende genskin, der kunne minde om den blanke angst, man kan se i øjnene på forskrækkede børn og sårede dyr. Hvad disse øjne måtte have set, siden de kunne besidde et så på én gang overfladisk og bundløst blik, kunne han ikke gætte, og han kunne ikke beslutte sig for, om han havde lyst til at vide det, eller om han for alt i verden hellere ville være fri.
   Lige så pludseligt som altid vældede sollyset ind ad vinduerne, da toget kørte ud fra tunnelen og ud på broen over floden. I dette midlertidige afbræk i det evige mørke virkede de grønklædte bakker, der fra begge bredder rejste sig op mod byen, så uendeligt smukke, og han følte også denne gang trangen til at række en halvtreds meter lang arm ud gennem ruden for at røre ved floden og træerne, før det ville være for sent.
   Efter et kort stop ved stationen, hvor skoleklassen steg af, kørte toget atter ned i det underjordiske mørke. Der var nu mere plads i toget, og da det ældre ægtepar havde sat sig ned, var der stadig et ledigt sæde tilbage. Med en håndbevægelse tilbød han den sorthårede pladsen, men hun ignorerede hans gestus; kiggede end ikke op. Så han satte sig selv på sædet, hvorfra han frit kunne betragte hendes ryg og bøjede nakke. Hendes hår lagde sig i lange krøller ned ad den grå trenchcoat, hun bar, selvom det kun var i midten af september, og solens stråler endnu havde varme. Ægteparrets øjne afslørede stadig ikke synderligt tegn på liv, selvom irritationen over at måtte stå op nu var væk. De lignede det, de var: rutinerede passagerer, der kun bekymrede sig om at nå frem, for hvem selve turen blot var en parentes, der omklamrede afrejsen og ankomsten. Deres ansigter kom ud af fokus, og de gled ind i kulissens øvrige udflydende mængde af myldretidspassagerer. Kun den mystisk interessante kvinde blev ved at stå skarpt for ham, som hun stod der i sin skrigende isolation og stædigt nægtede at kigge op fra gulvet.
   Ved næste station myldrede det igen ind med mennesker. Han rejste sig for en gammel tandløs kone med påfaldende velplejet overskæg og stillede sig bag kvinden med det sorte hår, der nu var klemt helt op mod væggen. De fleste ville nok have stået med ryggen mod væggen, men hun stod med ansigtet vendt bort fra sine medpassagerer og lignede en, der var blevet sat i skammekrogen. Han fik vendt sig med siden til hende, så han stadig kunne holde øje med hende. Ingen af de andre passagerer lod til at undre sig over hende. For dem var hun vel blot endnu en særling i dette Udgårds brogede gadebillede af dværge, krigsinvalider og skæggede damer. Han kunne ikke sige hvorfor, men han var sikker på, at hun ikke var tosset. Det var ikke vanvid, der havde skinnet i hendes øjne, for han havde set vanvid før, og dette havde været anderledes. Og bag overfladen dette på samme tid skræmmende og fascinerende, uendelige mørke dyb.
   På den næste station steg der utroligt nok endnu flere mennesker ombord, så det nu faktisk var umuligt at røre sig. Folk skændtes ikke, men tog det heller ikke med godt humør. De tog det bare. Og stod med udtryksløse ansigter klemt op og ned af hinanden. Det var ubehageligt for en kold skandinav sådan at have en fremmed mands ånde i nakken og låret mast mod en alt for ung piges bagdel. Da togets døre klippede menneskemassen over i to, og det sprængfyldte tog igen satte sig i bevægelse, løftede kvinden i trenchcoaten pludselig hovedet og fik sig vendt om mod ham. Han drejede uvilkårligt hovedet mod hende, da han ud af øjenkrogen registrerede denne bevægelse. Nu kiggede hun ikke længere ned i jorden; hun stirrede ham lige direkte i øjnene, og han slog blikket ned ved denne akavede øjenkontakt med en vildfremmed, men da han kunne se, at hun stadig betragtede ham, løftede han atter blikket og mødte hendes. Hvilket blik! Som to kulsorte malstrømme sugede hendes øjne al saft og kraft ud af ham. Det føltes som om al væske i hans krop løb til øjnene og forsøgte at sprænge sig ud den vej, så stærk var denne dyriske magnetisme, kvindens natsorte blik besad. Hendes øjne var mørkere end noget mørke, dybere end noget dyb. Hun fastholdt hans blik alt for længe, men sagde intet. Han samlede styrke til at flytte blikket og hæftede sig i stedet ved nogle små svedperler på hendes overlæbe. Med et begyndte hendes læber nu at bevæge sig i en næppe hørbar hvisken, og han kiggede hende igen i øjnene for at se, om det var til ham, hun talte, men pludselig var hendes blik nu kun overflade, selvom øjnene stadig var rettet direkte mod hans. Hun stirrede direkte igennem ham, fokuserede på alt og intet på samme tid.
   Så tav hun, stak en hånd inden for frakken, lukkede øjnene, og i det samme vældede et hvidt lys ud af hende og fyldte på et øjeblik hele vognen, hele tunnelen, hele verden.