Undren åbner rummet hvor det plejer at lukke sig
Det gode spørgsmål i kernemidten af din undren
giver veje og mulighedskunst der fordrer etik og hjælpekunst
og inspirerer til kys.
Undren sagde du var et sexet felt for dig.
Jeg havde fået lært mig at beslutsomhed og at vide hvad man ville
vise af målrettethed overfor en babe som dig, førte til kys og mere.
Men det var den åbne undren der åbnede rummet hvor det plejer
at lukke sig
der gav mig adgang til den sjældne varme sitren
fra dine læbers gave og invitation.
Stille men også dynamisk er den slags eros'es (selvkendetegnende) zen der ikke rigtig er munkeagtig
men alligevel lidt.
"Lidt kort tid" har som tidsmålingsbegreb (desværre er det blevet værre som jeg nærmer mig voksenverden regler) desværre mere ret end "Vil du lægge dig tæt ind til mig" har en rettighed, "lidt" er en kort form af at have lidt på depressionens og sexaffærernes mini-golgatavej, dels af meditationsvejens
bevidste invitation af lidelse, dels af lidelsesvejens åbnende undren for læring og livfuldhed
og begejstring.
Men døden kommer til den levende, det er nogle gange som om naturens evige
overlegenhed hvad angår at gøre alt til rette tid, og i sin timede orden, bliver jaloux
på dit overskudsagtige zenhåndværk, og derfor sender dødsengle efter dig, som om du gik rundt
med et ar i panden som en anden Harry Potter.
De flyver forbi dig som om de alle var Star Wars Jedis, disse dine kvindelige kolleger,
de har deres perfektionisme og ingen sejrsskammel i dag, selv ikke til dig, kære hane,
accepterer at der står en mand på toppen uden han skal dele pladsen med en kvinde.
Du er plejer og sårplejer og opbygger og genopbygger af erhverv, en rangertype
uden de rigtige emblemer, og de kære lavtflyvende og til tider for dig lidt for vildflyvende Jedi piger vil gerne dele og låne lidt energi og få gratis inspiration - de glemmer bare at smide trusserne for dig som relationsuddybende betaling, hvad du ret ofte frustreres af.
Lidt har en rettighed, lidelse er en forlængelse af det at være blandt små folk, små folk vil gerne være store men forbeholder sig som dine Jedi pige kolleger retten til at fortryde et ja, og retten til at lave det om til et tjahh, eller et måske, og for dig som overlever fra to krigsudsendelser og fire depressioner og en søns død, er der ikke noget tjahh, der holder når man skal have realisme ind hvad kærlighedens mark men også slagmarken altid har trivedes bedst med. Du ser dine Jedi veninder være mindre Jedis og mister evnen til at stole på dem, når alt er tilladt og man kan trække sig eller levere for halv kraft.
De stille træfninger, sniperens eller finskyttens jæger/samlerepoke-tankegang bliver så mere tilfredsstillende på en ligeså sexuel og intim måde. Psykopatiens rygter følger dig så til dørs, mens Jedierne spiser citronmåne og er enig om at kaffen burde være mere tynd fra din hånd--- og så er du for alvor uden lyst til at samle dine stærke tænder om deres tangatrussers stropper og trække dem af og gå på eventyr...og uden lyst til at lade forsørger rollen fylde alt for de fortjener sgu ikke dine penge...og i stedet for dette er du helt tilfreds med bare at køre langs havet ved kysten her oppe i det vise, filosofiske nordland, alene med din hund og et bur, der er gjort pinligt rent, og forsynet med mad, kradsebræt og et pariserhjul, for at finde en dyrehandel i morgen, når hunden er luftet, og fylde dette bagsædets bur med en dværghamster, og senere måske tage buret ind, hvis konen ikke protesterer over pariserhjulet kører hele natten i bryggerset når din rottefamilieven går bananas i sit eget private run på tid og evighedscyklussens ret under solen.