Hun havde levet som om fremtiden var noget man havde.
Men man ejer ingenting af tiden, tiden er noget, der kommer, hvis den kommer.

Alting kan ske, ikke kun i en sygeseng, men først her blev det tegnet i sten og ikke sand, hvordan livet er. Det gør hende ikke ulykkelig, snarere tværtimod, det letter også noget, som et stykke underlæggende musik, der sætter fri, sætter fri til bare at være og give slip. Slippe kroppens panser. Det føles nemt at være i, fordi hun ikke kan være i andet. Fremtidsplanlægningen, tankerne om, hvad nu hvis, og hvad med barnet..., der stopper det så, fordi det giver ingen mening, spark i maven, skub ud i mørket, nuets lys trækker hende tilbage...

Et stort træ styrtede til jorden i en storm på den vej hun gik i livet. Brat og uventet, en hel almindelig hverdag, en efterårsdag, stødte hun ind det, faldt så lang hun var og alt det hun skulle, var på vej til tordnede sig ugjort op.

Først en hel almindelig influenza. Troede hun. I årevis havde hun haft angst for sygdom. Hun havde også angst for så meget andet, en tro følgesvend, måske siden barndommen.
Hun husker, hvordan hun en gang som barn sad og så Brødrene Løvehjerte, hvordan den film siden blev hendes modstykke til dødsangsten. Tænkte på, hvordan hun hele tiden måtte holde lyse billeder og tanker op mod det sorte mudder indeni, hun var så bange for at træde i.

Nu sad hun der i hospitalssengen med sin diagnose. Leukæmi. Otte kemobehandlinger, derefter to års efterbehandling...billeder der blev revet itu, billeder der ikke længere kunne klare presset for alt det, der lå nedenunder. Nøgen sad hun der og var forbavsende rolig. Nu var det så sådan det var, her sad hun foran noget, hun ikke anede, hvor ville føre hende hen, nu havde hun kun dagen at gøre godt med. Var der en befrielse i det?

Hun læser i bogen "Alt det lys vi ikke ser":

Alt det lys vi ikke ser. I bogen er klokken et om natten, pludselig ser Werner en masse lys...

En mand leder efter en sten, der kan give evigt liv. Hovedpersonen, den blinde pige, har den. Hun skulle passe på den for sin far, da krigen brød ud. Siden forsvandt faren, blev fængslet og pigen opbevarede den i det hus, hun boede i med sin skøre onkel . Fortællingen om stenen var også, at den medbragte et væld af ulykker. Var det grunden til at mange ting blev ulykkelige? Da pigen slap stenen begyndte verden at vende, hun blev reddet, onkelen befriet og så fremdeles.

Ham der brugte sit liv på at lede efter den for at få evigt liv fandt den aldrig. Undervejs druknede han i sit begær og stræben. Pigen gav slip og reddede sit liv. Er det det den handler om? Give slip ,slippe kontrollen, bare være...?

Den forældreløse Werner, der ender med at blive en nikkedukke i en rædselsvækkende krig, fordi han kunne noget med en radio og dermed slap for kulminerne, han var lykkelig, men lukkede ned for alting i forhold til hvad den krig handlede om. Søsteren prøvede at advare ham, få ham til at tænke sig om, men hvad skulle han egentlig gøre? Det blev hans skæbne og han måtte lukke ned for den indre stemme, indtil sidst, hvor det faktisk er ham, der redder den blinde pige ud af den belejrede by. Er det sådan livet også er? Man kan ikke tilrettelægge det selv?

Hun lægger bogen fra sig, da sygeplejersken kommer forbi. Blodprøver. Blodprøver hele tiden, skrive sit navn i blod. Spørger om hun vil have kaffe? Om hun vil. Heldigvis er trangen til kaffe intakt. Kaffe har altid båret en slags lykkestund med sig.

Midt i alting dukker billedet af Jesus op. Han ved godt, hvad hun gennemgår, han sad selv der i Getsema Have og ventede på bødlerne, anråbte sin far...tvivlens kamp, og pludselig bragede lyset ned over ham og os, fordi opstandelsen i Guds store fortælling blændede alt og alle...

Slip taget i dit liv, hvisker stemmen til hende, erkend din afhængighed af Gud, og hun mærker, hvordan alting falder til ro, hvordan grebet i halsen slappes, lettelse skyller ind over hende som en flod af rent vand, en let summen fra fod til isse, bare være.

Hun tænker på fortællingen om den fortabte søn, der vender hjem. Sønnen, der får sin arv og går ud i verden og ødsler den bort, hvorefter han til sidst ender i en svinesti. Han begynder at skamme sig, men beslutter sig alligevel for at rejse hjem og bede sin far om tilgivelse, fordi han ikke føler han hører til der i svinestien.

Hjemme står faderen i døren og spejder efter sin søn. Så snart han får øje på ham åbner han sin favn, løber ham i møde og glædes, ikke over sønnens anger, men over hans hjemkomst. Han sætter en guldring på hans finger og iklæder ham en fin dragt. Velkommen hjem min dreng, smiler han.

Faderen må være Gud, hjemmet vores oprindelige tilstand, svinestien verden og sønnens ønske om at vende hjem opvækkelsens brøl...sådan må det være, tænker hun og føler sig denne morgen i et med den fortabte søn, mens en indre glæde rækker ud efter hende, hun kan bare give slip. Slip slip slip.

Duften af mad ramme næseborene.
Hun kan godt lide den, hospitalsmaden. Endnu. Bare vent, siger flere, men hvad skal hun vente sig? Udover sit nu?
Fokuseret på ikke at tabe sig, guffer hun den i sig.
Det er det, hun kan gøre. Overleve ad den vej. Blandt andet.

Tankerne strejfer samtalen med sønnen den dag hun fik diagnosen. Hvordan han stod med ryggen til og tegnede på en tavle.

- Nu ved de hvad jeg fejler. Han vender sig om, kigger, måske lettet? Nu kan mor endelig blive rask og komme hjem!
- Det er kræft. Den ti-årige, der synker i knæ, skjuler sit ansigt, skjuler sig, græder...

Lad ham få tid, det er sådan han er, han skal have tid...

Hvad tænker du? Ingen svar. - Må jeg gætte på det? Han nikker.
- Nu tænker du, at mor dør? Gråden tager til og han hikster bekræftende.

Han vil ingenting, bare sidde der, vred og ked på verden, men til sidst lykkes det hende at lokke ham op i sengen. Så sidder han der ved siden af, næsten bange for den hvide hospitalsbluse, for sin mor? Mor som ikke kan love ham noget, men kun fortælle, at derude på gangen står der et hav af sygeplejersker og læger, der vil gøre alt for at hans mor bliver rask igen.
-Vi voksne tager os af det.
Man kan høre lyden af skuldre, der sænker sig. Han skal ikke redde mor, det er der nogle andre der gør, han kan godt være barn lidt endnu.

Jeg er også barn, tænker hun. Barn af forældre, barn af Vorherre.

Kameler kan ikke gå gennem et nåleøje, de har for meget bagage, kun et barn kan...

Opstandelse... Selve ordet lyser. Opstandelse!! Sådan er hver en dag, er det ikke sådan man skal leve for at være i nærværet, mærke den der tilstedeværelse, hvor alt andet holder op med at eksistere, fordi der kun er nu? Være så fuld af liv, at tyven ikke kan stjæle af alt det lys, der brager inde i en, stikke af med det og efterlade en sæk af bekymringer?


Hun kom hjem efter første kemo, tapper og ved godt mod. Koncentrerede sig om at få sig rørt, spise, sine talrige besøg på ambulatoriet og om at være der for sønnen, når han kom hjem fra skole, bare være og kysse hver en stund med ham, det var det vigtigste. Tænke at det her, lige det her, kan aldrig tages fra barnet, det vil lagres i ham som en diamant, denne stund, mens de spiller Uno, læser, laver matematik. Alt det her. En diamant han kan nulre i sine hænder. Varme sig ved.

I dagene går hun rundt ude i verden med sin hue på, en fremmed fugl i gaderne som ikke har forandret sig, men det har hun. Har hun ikke? Hun går tidligt om morgenen, så hun kan handle lidt, inden der kommer for mange mennesker. Immunforsvaret er nedbrudt, det som er meningen med hele behandlingen, slå det ned, slå det ned, slå det ned, så sygdommen kan komme ud af blodet... Livet handler pludselig om at undgå infektioner og om tal. Blodtal. Så snart de stiger igen, er hun igang med næste behandling. Slå det ned.

Hun putter lidt i sin kurv. Hvad har hun lyst til? Ikke så meget, det meste minder om hospitalets lugt, der forfølger hende som en langvarig kvalme. De fik ret. Madleden stod og ventede på hende. Men hun skal. Skal spise. Alt det forbudte, det fede, ligegyldigt hvad. Hun skal spise. Hønsesalat. Laks, smør, svælge sig i det. Hun skal.
Kan man se det på hende? Hun har måneansigt. Medicinen. Hun er ved at kvæles i medicin. Forebyggende antibiotika, store piller skylles ned. Eventuelle bivirkninger er fuldstændig udenfor hendes sfære, det er ligegyldigt. Hvad er alternativet?

Senere samme dag får hun besøg af en veninde, der glad proklamerer, at nu er der kun fem år og 165 dage tilbage til hun kan gå på efterløn!
Hun siger ingenting, men indeni ler hun næsten. Hvordan kan veninden sidde og sige den slags? Og så ovenikøbet til en, der har fået konstateret en livstruende sygdom? Det er jo vanvid. Har hun ingen skam i livet? Men hun føler ingen vrede eller noget der ligner. Tværtimod. Nærmere en fornemmelse af kærlighed. Sikken en tillid hun også må vække, at veninden vil sidde og sige den slags til hende.

Mørket raser, spærrer hende inde i et fængsel på livstid. Der er kun en vej ud, svaret på den næste prøve, så den næste igen, og den næste.

Sønnen kommer hjem med sol, bryder igennem muren, får hende til at le. Taknemmeligheden bruser på trods af alting. På trods af, at alting under hende skrider. Dirrer, ryster, ingen sikkerhed noget sted, ingen garantier, ingenting, ingen. Bare være. Være. Fange lyset i sprækkerne.