GHETTOLAND

Julie skrår ind over pladsen.

Det er lys dag, så uroen er dæmpet. Desuden har hun spottet, at der er andre blåøjede som hende. De sidder på cafestolene, tilsyneladende ganske afslappede. Andre bevæger sig i og omkring biblioteket, som har skudt sig ind i en underetage i rækken af ensartet betonbyggeri. Der er også misbrugerne, som i fællesskab på bænkene deler flasker og liv, og en hjemløs med sin hund sælger Hus Forbi.

Mon ikke en hjælpende hånd vil række ud, hvis der skulle ske noget? Hun har faktisk aldrig følt sig chikaneret, men har hørt om andre, ja og aviserne lyser det i neon, så normalt tager hun ingen chancer. Derfor undgår hun de områder af byen, hvor de er flest.

I klynger hænger de ud, horden af indvandrerdrenge i alle størrelser, mørke i blikkene og med hættetrøjer trukket godt op over hovedet. Tiskende, hviskende, duknakkede og bredstående.
   Deres små brødre løber forvildede omkring i en slags leg og med antennerne ude. Hun har hørt, at de fra små oplæres i gadens junglelov, og at det hele lugter langt væk af lyssky forretninger og vold i luften, hvis man kommer for tæt på.
   Hvorfor står de der, tænker hun, hvorfor går de ikke i skole, har et arbejde? Dybest set ved hun ikke, om de har gang i både i det ene og andet, det er jo langt ud på eftermiddagen, men står de der ikke altid? Står der i udkanten af Pladsen omkranset af ghettoens trøstesløse mure? Det er det, hun hører.

Julie har stort set aldrig været her før, går altid en omvej for at komme over til veninden, der bor i området. Heldigvis bor hun selv i den anden ende af byen, langt udenfor ghettoland.
   Opflasket med, at hun skal holde sig på afstand.

Solen finder sprækker i ghettoen og kaster et døsigt lys ind over den asfalterede boldbane, hvor flere spiller basketbold.
   På en lille legeplads gynger mørklødede piger, imens deres tørklædeklædte mødre skubber dem eller taler med andre mødre. Overrasket hører hun nogen af dem tale dansk. Endda formfuldendt.

Så smid dog det tørklæde, tænker hun næsten højt, da hun af øjenkrogen får øje på en lille gruppe drenge tæt ved, og i det samme kaster en af dem et stort stykke slikpapir på jorden.

Det må du ikke, det der, det skal i skraldespanden. Hun kunne have bidt sig selv i tungen.
   Der er ikke nogen skraldespand, siger han og kigger på hende med sine store, brune barneøjne, imens han med snerten af skam bider sig i underlæben.

Hun rækker hånden frem.

-Giv mig det, så smider jeg det i en på vejen.
   Nej, jeg skal nok selv gøre det. Han kigger troskyldig op på hende.
   Der er en lige derover, siger hans kammerat og peger. Han er spinkel og køn, nok omkring de tolv, når hun at tænke, inden hun pludselig tror, hun mærker øjne i nakken og haster videre.

Tak for hjælpen.

Hun vender sig halvt om, dukker sig i sit alarmberedskab.
   Hun ser ham stå ved skraldespanden og dumpe affaldet i. Smiler han?
   Hun smiler, vinker og skynder sig videre.

Underlig glad på en måde.