"F for dig!"

Amirs skingre stemme giver genlyd i skolegården og overdøver børnelatter og piskende sjippetove mod asfalten. Hans ben bliver langsomt længere og brystkassen pumpes op.
   Pigerne forsvinder bag hjørnet, og han følger efter, så de andre ser på ham. Ligeglad med, om de kunne høre det eller ej, for de andre lorteunger har forstået, at noget er i gærde. Mærker, at deres nysgerrige øjne brænder ham i ryggen og holder øje med den voksende overkrop, men han ænser ingenting. Holder den halvflade fodbold godt fast under armen. Det er hans.

"F FOR DIG!" gentager han. "JEG FLÆKKER DIG!" Drøblen ryger næsten op på tungen. Sparker hårdt med snuden af sin mudrede kondisko, så det knaser gennem sandkassebrædderne. Tåen dunker, og de andre kigger. Kæberne hænger dem om halsen, og en spøgende stilhed har lagt sig rundt om ham. Fra den anden side af muren lyder politisirener i det fjerne. Sejt holder han hårdt fast i bolden. Reagerer kun med et hurtigt nik, da Marzouq løber efter på sine halvt så lange ben og følger forpustet efter.
   "Må jeg holde bolden, mens du går gennem gården?"
   Marzouq fatter overhovedet ingenting. "Nej, for helvede". Amir sætter hastigt det ene ben foran det andet og nyder det sidste sekunds opmærksomhed fra lorteungerne, inden han drejer om hjørnet. Holder stædigt fast i bolden. Surt og sejt. Brystet er lige ved at eksplodere, benene er to meter lange, og hvis han råbte nu, ville drøblen flyve ud af munden, ramme klatrevæggen og blive siddende. Den hurtigste i klassen.

Amir sætter sig ned på en bænk op mod muren, tager hætten af, holder fast i fodbolden. Hjertet hamrer afsted, det går hurtigere, end hvad de har lært at tælle til. Mærker hvordan hjertet banker sin vej gennem ribbenene, vildt hurtigt. Dråber af salt vand pibler ned fra hårgrænsen og kilder øjenbrynene. Luften forsvinder langsomt fra brystet, han holder vejret, retter ryggen og misser med øjnene. Det svier i øjnene. Sej og også lidt forpustet lader han vinden overdøve alt, og det er dejligt. Holder fast. Mærker langsomt benene finde den rigtige længde og hullerne vokse. Øjnene lukker næsten i, og solen smelter kroppen, mens bolden glider ned ved siden af ham. Og vejrtrækningen bliver tung, før han forsvinder.

Det er iskoldt på kinderne, og mest på øjenlågene. Noget har vækket Amir. Han finder sig sovende på bænken, han har pludselig pisse ondt i nakken og kommer tøvende tilbage til virkeligheden. Der er vand overalt. I nærheden lyder en glad hvisken. Flere fnis. Og et sæt går pludselig gennem hans krop, alle nerverne virker straks, og de kæmpe store muskler vokser. Han ville kunne råbe så højt, at hele skolen kan høre det. Ligeglad med vandet, bare sej og vred. Behøver ikke at kigge hen ad bænken for at mærke det på låret. Eller ikke længere mærke det. Fodbolden er væk. Og det er Amirs fodbold.

Klokken ringer skolegården op, og legepladsen tømmes, men ikke for Amir, for han skal noget andet. Leder efter den hvide bold i en grå gård og ignorer gårdvagtens ordrer om at gå ind. Han skal noget, finde det stjålne, og han tjekker bag en skraldespand, mens idrætslærerens hårde greb strammer sig om den tynde børnearm. Hånden holder fast helt ind til musklen, og det kommer til at gøre ondt, når læreren snart slipper, når han ikke længere er lige så sur som nu. Og Amir bliver hevet ind i omklædningsrummet, hvor lorteungerne er i gang med at tage tøjet af. De råber, og Amir vrænger sig ud af grebet, sætter sig med ansigtet ind mod væggen og ømmer sig på armen. Men han er ikke ked af det, det er han aldrig. Bare pisse vred. Kigger og kigger og kigger ind i væggen, ikke på lorteungerne. Og forresten skifter pigerne tøj, og han skal ikke se på. Det siger hans far.

De andre klæder om og løber skrigende ind i salen, det larmer og deres små lortefødder tramper på trægulvet, så Amir ikke kan tænke, han kan ikke svare på alle spørgsmålene, der vælter ud af lortelærerens mund.
   "Hvor er dit idrætstøj, Amir? Har du glemt det? Bliver jeg virkelig nødt til at skrive hjem til din mor igen? Eller er hun i Pakistan? Har du din fars nye telefonnummer? Vi bliver nødt til at fortælle ham om det, når du ikke har tøjet med, det forstår du vel nok, for du kan jo ikke bare sådan have gymnastik i dine joggingbukser, Amir, så bliver det altså svært for dig at komme ordentligt ud i øvelserne, kan du forstå det? Her i Danmark har vi altså gymnastiktøjet med hjemmefra."
   Amir lukker øjnene og hører bare lydene fra et sprog, han ikke kan lide, pisse ligeglad med gymnastik og kaffeånde, der nærmest bedøver ham. Klamt.
   "Der er en, der har taget min fodbold" siger Amir, uden at åbne øjnene: "og du stinker". Idrætslæreren tier. Amir hører leddene knirke, når læreren rejser sig. Bagefter fløjten. Trægulvet i salen forstummer, og Amir åbner øjnene. Lytter til stilheden. De holder endelig kæft derinde, alle sammen, bortset fra læreren. Amir rejser sig og kigger sig omkring. Finder Marzouqs pose, fisker et æble op, tager en bid og lægger resten tilbage. Det er okay, de er fætre. De beskytter hinanden, det fortæller de til de andre, og det er derfor, at ingen tør røre dem. Og Amir husker, at hans mor engang var hjemme, de spillede med Amirs bold nede i gården og spiste dadler. Hun var glad den dag, og de kunne begge to høre fuglene fra den anden side af muren, ingen biler, bare fugle, og så alle de andre børn i gården. Og far var der ikke. Marzouq kom ned, han fik en af Amirs dadler, spillede bold med dem, og de var glade alle tre. Mor var glad. Han mærker læberne trække sig sammen og kan ikke slippe det lille smil fra mundvigen, ikke før han tænker på det næste. Da far kom. Det gik helt i stå i gården, skridt for skridt fulgte Amir far med øjnene, fra den ene ende til den anden, og mærkede mors undrende blik på bolden, hun ville jo spille, men hun så ikke far, der kom snigende i de grå klipklapsandaler. Marzouq forsvandt hurtigere end lynet, og Amir ønskede, at han kunne forsvinde med, men ville først sige noget til mor, ville sige, at hun skulle løbe, så hurtigt hun kunne, hun skulle klatre op i træet, eller i det mindste bare rette på tørklædet, så far ikke kunne se de små totter af hår falde så smukt ned på kinderne. Amir elskede at hørtotterne faldt ned fra tørklædet, når mor spillede bold, og ingen vidste det. Men mor nåede hverken at få bolden med eller gemme hårtotterne væk. Øjeblikket efter blev hun trukket gennem gården, slap i kroppen, med et vådt blik i øjnene. Hendes arme lignede spaghettistænger i fars faste greb, og al farven forsvandt væk fra hendes bløde kinder, mens far dampede af raseri. Han ville hjælpe mor, Amir kunne bide far i armen, eller slå ham hårdt i maven. Men far var sur. Og Amir blev i gården, til han ikke længere kunne høre mor hulke i lejligheden oppe på femte. Så gik han ind til Marzouq.

De klatrer i ribberne inde i salen, og Amir kan høre en knasen i de gamle brædder, indtil fløjten lyder, og en masse tunge bump får bygningen til at runge. Med fløjtelyden knaser brædderne igen, og lorteungerne kravler om kap. Igen og igen og igen.
   Omklædningsrummet er omringet af høje, hvide skabe, hele vejen rundt langs rummets vægge. Nogle af dem har lås på. Lærerne sover sikkert derinde, når børnene er hjemme hos deres fædre om aftenen, men ikke nu, ikke midt på dagen. Og så tør Amir godt at kigge. Den første låge er låst, men ved siden af er der åbent, og mørket rammer ham. Holder fast i en hylde, som han kan nå op til, og skubber sig med benene op i skabet. Føler sig frem med finderspidserne, undersøger hyldens mørke ende. Der kommer kun lys ind nede ved fødderne, der hvor skabslågen står på klem. Han har fundet noget. Mærker efter. Det føles som riskorn i små poser, og der er mange. De gør rigtig nas at få i øjnene, hvis en dreng kaster med dem. Og de kan ikke dribles. Amir hopper ned og kigger ind i næste skab. Bingo! Kroppen gisner af forventning. Et skab med alle mulige bolde i store, røde net. Stikbolde, håndbolde, plastikbolde, volleybolde: Helt proppet med alle de bolde, som Amir er pisse ligeglad med. Han fandt kun næsten den rigtige slags bold. Skuldrene synker sammen med øjnelågene. Fodbolden mangler stadig.

Inde ved siden af lyder fløjten og de tunge bump fra børnebenene. Amir lister hen til døråbningen og kigger ind i salen. Står et usynligt sted, kan kun lige kan se ind med sit ene øje, og de andre er så små. Pisse små. Også læreren, han er næsten den mindste af alle. Og så kan han godt lide at brøle, selvom han bare kan bruge fløjten i stedet, og begge dele får børnene til at fryse til is og hoppe ned. Så bliver de helt stille, og selvom Amir står der og er usynlig i døren, peger en af lorteungerne på ham og spørger, hvorfor han ikke er med til gymnastik. Læreren kalder, men Amir bliver stående. Fløjten lyder sammen med et højt råb igen, og han kan ikke lade være med at grine. Dum lærer. Som om fløjten virker. Men idrætslæreren bliver vred og forvandles hurtigt til et uhyre.
   "AMIR, KOM SÅ HEROVER LIGE NU!". Lorteungerne står frosset til trægulvet og kigger på Amir, selvom han er usynlig med det ene øje gemt bag døren. Marzouq kan ikke lade være med at grine. Amir kigger på ham og griner tilbage, mens aben brøler. "NU GIDER JEG IKKE AT SIGE DET FLERE GANGE AMIR, DU SKAL VÆRE MED TIL GYMNASTIK, OM DU SÅ HAR FUNDET DIN FODBOLD ELLER EJ, DET ER JEG FLØJTENDE LIGEGLAD MED, OG DU HAR BARE AT LADE VÆRE MED AT ØDELÆGGE UNDERVISNINGEN FOR ALLE DE ANDRE, ER DU MED!" Stemmen knækker til sidst. Han er hæs. Og Amir er ikke med på noget som helst, lader sin mund være lukket og holder øjenkontakt med Marzouq. Kommer til at fnise igen. Lærerens tunge fødder dundrer hen over gulvet, og Amir når på et splitsekund, med de hurtigste ben i klassen, at vende sig, løbe til omklædningsrummet og videre til skolegården, gribes af en ustyrlig trang til at stikke af, det har han ikke prøvet før, har kun tænkt på det hundrede gange, men nu gør han det.
   "AMIR!" lyder det bag ham, og ordene hænger ligesom fast i luften, han bliver ved med at høre dem, mens han løber ud af gården og mærker trafikken og mylderet fra fortovskanten, inden han fortsætter over vejen i en zigzag mellem biler, der hastigt bremser op og dytter. "Er du da rigtig klog, knægt!" lyder det fra et nedrullet vindue, men Amir når kun at redde sig selv uden om endnu en ballade, før han suser videre hen ad fortovet med kursen hjem. Det eneste, der mangler under armen, er hans fodbold. Det er det eneste.

Han når bygningen og forstår det næste problem. Nøglen ligger i skoletasken, som stadig hænger over stoleryggen i klasseværelset, mens Amir i samme øjeblik står her og mangler den. Kan ikke komme ind i opgangen. Hvis han havde fået den iPhone 4, som hans far havde lovet ham, kunne han sikkert få fat i en af fætrene. De ville nok hjælpe ham væk, hvis han ringede, og garanteret hvis han byttede for noget slik. Så kunne de også hjælpe med at finde fodbolden. Hvis Marzouq også havde en iPhone, kunne de bare ringe sammen, og så ville Marzouq løbe efter, og de kunne låse sig ind i Amirs opgang, stikke fingrene i postkassesprækkerne og bytte rundt på alle brevene, sådan, som de altid gør, når de ikke gider at være på fritidshjem. Men Amir glæder sig stadig til den iPhone. De køber den, når de skal til London og bo på femstjernet hotel og spise is og prøve det store pariserhjul og sende postkort til mor i Pakistan. Det har far lovet Amir, dengang han var ked af det, fordi han savnede mor, lige efter, at far havde skældt ud med bæltet. Længe siden. Han lovede i hvert fald det med isen, og det var Amir sikker på. Og det er sejt, at Amir tør at flyve til London, synes lortungerne, og at han tør at gå alene rundt i byen og købe sin iPhone med fars penge. For det tør han. Og hans far har råd, siger han. Sagde han.
   Amir har ikke grædt siden, ikke hvis han vil have en iPhone 4, men det er ikke et problem, han er ikke som de andre drenge, de tuder tit. Amir er pisse sej. Med fodbolden. Og pludselig lyder en rumklang fra fødder i opgangen, og før overkroppen kommer til syne bag glasdøren, genkender Amir sin fars klipklapsandaler, der langsomt sjosker ned ad den sidste trappesats, og Amir kan ikke nå at kaste sin krop ind i busken, før også fars hoved med de trætte øjne oven på den krummede ryg kommer til syne bag glasdøren. De får øjenkontakt.

Der er helt stille omkring dem, da hoveddøren åbnes, og de står lidt der og forsøger at læse hinandens kropssprog. "Hvad laver du her, søn?" Den krumryggede mand ser granskende på Amir, som retter ryggen og møder de gamle øjne. Tør ikke at svare. Og far venter. Han skal sige noget smart nu, nogle ord som han slet ikke kender, men siger ingen ting. "Amir, hvorfor svarer du ikke, min søn, hvorfor er du ikke i skole?". Hvis Amir kendte et svar, der ikke udløste flade lussinger, havde han sagt det højt med det samme. Men man skal passe sin skole, Amir ved det og har lært det af far. De ved det efterhånden lige godt, så godt ved Amir det, og nu står far bare og venter. Hans øjne fortæller intet. Og til sidst mumler Amir: "Jeg kan ikke finde min bold". Far tager Amir hårdt i armen og hiver ham med ind i opgangen. "AMIR! Hvorfor har du smidt fodbolden væk? Jeg har ikke mange penge. Så nu har du ikke en fodbold, søn!". Amir kan mærke fars lange negle i armen, og lader sig trække op af trappen, op til femte sal. En tung damp af sved og gammel cigaretrøg hænger i luften og foregriber det, der venter. Stank. En ringende telefon lyder fra den anden side af døren, far puffer den op, og holder hårdt fast i Amir, indtil han skubber ham ned i den fjederløse lædersofa, afleverer en lussing på hans kolde kind og løfter røret. Lussingen synger så højt, at Amir ikke kan høre fars stemme. Stille lidt. Og far taler dansk til telefonen. "Ja, Amir er her. Han kan ikke finde sin fodbold, siger han". Lang pause. Og Amir bliver nervøs. "Gymnastik idag? Nej, Amir er hos mig. Han er lige kommet hjem. Han.." far tier. "Okay. Okay, jeg skal snakke med ham. Ja, ja... okay. Fodbold? Nej, jeg ved det ikke. Farvel". Lægger røret og bliver stående ved telefonen. Han bevæger sig ikke, og bliver nærmest til en kæmpestor statue midt i stuen. Hvis man rører ved den, springer den i luften, og Amir holder vejret. Pludselig griber far fjernbetjeningen lynhurtigt og kaster den med fuld kraft mod Amir, som lige netop når at parere, så fjernbetjeningen splintrer mod linoleumsgulvet, og far råber højt: "AMIR, HVAD DU TÆNKER PÅ!? DU SKAL IKKE LØBE VÆK, DU SKAL IKKE STIKKE AF, AMIR, DU GÅR I SKOLE!" Far råber, går ubehageligt langsomt hen mod sofaen, et lille skridt ad gangen. Hvis det bare kunne gå lidt hurtigere, blive helt overstået, så Amir kunne lede efter sin fodbold. "AMIR!" Far kommer langsomt nærmere. "Hvorfor har jeg ikke en klog søn!? HVORFOR SIGER DU IKKE DEN SANDHED, AMIR!" Meget højt, det larmer i ørerne. Og nu er far helt henne ved sofaen, tager begge Amirs ører, holder fast og trækker hårdt i dem. Amir tør ikke at svare, han ved, det er bedst at lade være. Alt er hans skyld, det ved han. Følger med så hurtigt, han kan, hen til væggen, far holder stadig i ørerne og lægger Amirs hoved i vindueskarmen. "DU ER KUN EN BABY! DU ER EN DÅRLIG SØN! OG EN DÅRLIG MUSLIM! OG JEG IKKE VIL HAVE DIG!". Ordene bliver hængende i luften sammen med sveden og med røgen, som aldrig slipper ud. Amir er sikker på, at de kan høre råbene helt ovre på skolen. Hvis han nu bare havde den iPhone 4.

Og langsomt tager far bæltet af sine bukser bag Amir med hovedet liggende i vindueskarmen. Tænker på mor. Og på Marzouq, der griner i gymnastiksalen. Og på fodbolden, som Amir havde under armen, inden han faldt i søvn på bænken. Og på lorteungerne, som gør alt hvad lortelæreren siger, på skabene i omklædningsrummet, på den iPhone 4, som far har lovet, hvis han ikke græder, og så igen på mor, som griner med fodbolden mellem hænderne, og med løse hårlokker hængende ned over de smukke, glade kinder. Amir tænker på det hele, inden bæltet pisker ham så hårdt bagi, at hovedet næsten rammer det støvede vindue foran ham. Hurtigt følger andet slag, og far råber, endnu højere end før: "SÅ KAN DU MÅSKE FORSTÅ, AMIR! AT DU IKKE SKAL OPFØRE DIG SOM EN LILLE BABY!" Amir bliver stående foroverbøjet med hovedet i vindueskarmen. Og mens far gør klar til tredje slag, opdager Amir, at Marzouq løber tværs gennem gården med skoletasken på ryggen. Marzouq står hurtigt i sin egen ende, og Amir holder øje med ham gennem det støvede glas. Tredje slag, og det brænder på ballerne. Amir mærker tårerne presse, men han græder ikke, for det gør han aldrig. Og forresten hjælper det ikke, siger far, som er sur nu, og det er bæltet også. Det er Amirs egen skyld. Og når fjerde slag pisker balderne helt følelsesløse, sammen med fars høje lyd i ørerne, får Amir øje på noget velkendt i Marzouqs hænder. Rund, hvid og slidt. Amir bliver næsten glad i et sekund, selvom hele kroppen bobler og svier og brænder af smerte. Bortset fra balderne, som er væk, helt følelsesløst forsvundet i en varme, der regerer hele kroppen, og han mærker tårerne komme endnu tættere på øjenkrogen, blinker dem hurtigt væk med øjnene fast rettet på bolden nede i gården, Amir vil forsvinde sammen med Marzouq, og uden far vil han høre mors milde latter, se hendes mørke hår hænger ned langs kinderne og være pænt. Og Marzouq giver bolden så højt et spark opad, at den forsvinder ud af baggården. Næsten.