Han havde holdt øje med pigen gennem længere tid, når hun gik hjem fra skole. Bortset fra hun ikke gik men dansede, med den lyserøde rygsæk, hoppende op og ned. Han vidste hvad pigen hed hvor hun boede, hvem hendes far var, at hun var 6 år og enebarn. Kort efter var den lyshårede Mette forsvundet bag en hæk.
   Han blev siddende ved vinduet og tænkte, han vidste at pigen og hendes forældre boede i den store hvide villa, for enden af vejen. Han så sig omkring i det usle kælderværelse, han havde lejet hos den gamle dame som hverken kunne høre eller se, hvilket var en fordel for ham. Han ville være så anonym som overhovedet muligt. For hende var han Peter Hansen og arbejdsløs skibskok, han havde så tit fortalt om lange arbejdsdage, på varmen, Asien og Sydamerika. Han fortalte så levende, at man skulle tro det var løgn. Hvad det også var når sandheden skulle frem, han var røget ind og ud af fængsler, lige siden han var en stor dreng. Hans eneste ønske nu som halvtredsårig, var at begå sin sidste forbrydelse og derefter slå sig ned i Thailand og leve der, resten af livet. Han fortabte sig i drømme om solbeskinnede strande, smukke glade mennesker. Hvordan kunne man være andet end glad, i så smukt et land. Han stillede sig foran spejlet, han var jo stadig en flot mand,kunne stadig nå at leve det søde liv, langt væk fra Danmark.

Men først skulle der lægges planer, denne gang skulle det lykkes. Når mørket faldt på, luskede han omkring det hvide palæ for enden af vejen, så efter hvilke vinduer der var lys i. Holdt øje med, hvor den lille piges værelse lå, hvor forældrenes soveværelse var, deres rytme i løbet af et døgn.
   Denne gang ville han gøre det alene, ikke blande andre ind i det. Denne gang skulle det lykkes, han ville ikke kunne klare, endnu en lang mørk vinter i Danmark.
   Dagen efter kørte Peter Hansen ud i sin kolonihave i Marienlyst Haveforening, den havde han købt for nylig. Så han kendte ikke et menneske derude, han sad og stirrede ud på regnen, imens han knappede en øl op. Folk var for længst flyttet hjem i deres lune lejligheder. Haven havde han købt af en speciel grund, her skulle han og pigen bo. Nu var det så bare hvornår kidnapningen skulle finde sted, han havde fyldt huset op, med et stort lager af madvarer.
   Indtil nu nøjedes han stadigvæk med, at betragte pigen når hun kom dansende forbi.
   Sommetider fulgtes hun med sin mor, andre gange med sine klassekammerater, men for det meste alene. Der havde været flere billeder og artikler i avisen, om hendes far der havde gjort lynkarriere, indenfor IT -Branchen Den smule han ville få i løsesum var pebernødder, i forhold til de mange millioner faren ejede, hvorfor skulle få have så meget og så mange alt for lidt, det var sgu da smadder uretfærdigt.

Han havde købt en brugt varevogn gennem - Den gule avis - Den blev placeret på gaden, var meget neutral ikke en bil man lagde mærke til, han kørte nogle ture i bilen, så folk vænnede sig til synet. Det var nu engang hans mening, at folk ikke så det der foregik, lige for næsen af dem. Han sørgede også for at pigen lagde mærke til ham og bilen, han ville hende jo intet ondt, hun var bare midlet, til at nå hans mål.
   Endelig kom dagen som han så længe havde planlagt. Pigen kom denne dag alene, hoppende og dansende imod bilen. Han træder ud på fortovet, hej Mette sagde han, vil du med ud at køre en tur?
   Nej svarer hun frejdigt! Jeg må ikke gå med fremmede mænd!
   Jeg er ikke fremmed sagde han, jeg ved du hedder Mette, Jeg hedder Peter og bilen her er min, du ser mig jo hver dag! Mette ser tvivlrådig på ham,
   Jeg skal først spørge mor.
   Vi kan køre hen til din mor, lokker han.
   OK, så gør vi det. Han løfter hende ind i bilen, kigger sig omkring, der er ikke et menneske at se, på den stille villavej med de høje hække, han sætter sig ved rattet. Han kunne stadig nå at fortryde, men han kører hen til hjørnet og drejer til højre.
   Peter holder indenfor ved parkeringspladsen i haveforeningen, sidder stille og rolig og betragter
   den lille pige. Jeg vil have min mor! Klynker hun.
   Din mor kommer her og henter dig, svarede han, vil du se mit hus? Spørger han.
   Ja det ville hun gerne. Han hjælper hende ud af bilen og tager hende ved hånden. Han kigger sig omkring, der er helt øde, ikke et menneske at se. Inde i huset lukker han op for varmen, trækker gardinerne for tænder et svagt lys, som han ved ikke kan ses udefra.
   Vil du have en is? Spørger han, hun nikker ivrigt! Han finder legetøj frem til hende.
   Hvor meget er du mon værd tænker han,mindst 2 millioner! Efter at have spist isen, pakker hun gaver op, hviner af fryd, over dukker og bamser, han har købt til hende.
   Hun bliver søvnig, sidder og nikker med hovedet.
   Jeg vil have min mor - Jeg vil have min mor - siger hun grædende.
   Ja ja siger han beroligende - Det får du også - Han tænder for fjernsynet.
   Her skal du se Mette, se alle dyrene! Han vender sig om, hun er faldet i søvn, han lægger en dyne over hende, og placerer dukker og bamser omkring hende.
   Imens pigen sov rolig og tryg i kolonihavehuset, satte Peter sig ind i bilen, kørte igennem byen og lagde et brev i postkassen, det første brev indtil videre. Hvor han forlangte løsesum og samtidig beroligede forældrene om, at deres datter havde det godt.
   På vej tilbage til haveforeningen, tænkte han på, at det svage led var, hvis de fandt en sammenhæng,
   mellem det lille tarvelige kælderværelse og hans forsvinden. Det var så afgjort et stort problem, som kunne fælde ham.

Imens Mette sover trygt går hendes far og mor ,hvileløse rundt, i det store hvide hus.
   Angsten for hvad der kunne være sket Mette, lå som en tung dyne over dem. Da de ringede til politiet, ville de først slet ikke komme, i stedet stillede de en masse spørgsmål .Hvad med Mettes bedsteforældre, legekammerater, skolekammerater og naboer. Først her til aften, var de mødt talstærkt op med hunde. Palæet som naboerne kaldte huset, var oplyst fra kælder til kvist.
   Politiet var begyndt at gå fra dør til dør i villa kvarteret, for at snakke med naboerne.
   De kom til den gamle dames dør, i det lille hus, hvor Peter havde lejet sig ind.
   Hun var svær at tale med, hun sagde hele tiden - Hvad siger De?
   Næh hun havde ingenting hørt og ingenting set, nej hun vidste ikke hvem Mette var.
   Men der var tit nogen der ringede på hendes dør, når hun så med møje og besvær havde rejst sig, fra den stol hun havde siddet i, og tøffede hen til døren, ja så var der ikke en sjæl udenfor.
   Det burde politiet virkelig gøre noget ved. Betjenten skjulte et smil, sagde tak og gik videre til næste dør.

I løbet af natten går Jette op på Mettes værelse, hun tager den store gule bamse, den Mette altid har med i seng, hun knuger bamsen ind til sig, sorgen overvælder hende, kære Gud lad mig få min Mette hjem. Hun græder som hun aldrig før har grædt. Senere går hun igen ned til Anders.
   Natten gik pinefuld langsomt, som tiden gik svandt håbet om at finde Mette, hun var som forsvundet fra jordens overflade.
   Da morgenen kom fortsatte politiet med eftersøgningen. Det første gennembrud kom med posten, brevet fra kidnapperen. Jette følte lettelsen strømme igennem sig, hun og Anders var parat til at betale hvad som helst, for at få Mette hjem.
   Ude i kolonihavehuset vågnede Mette, og så sig fortumlet omkring, hun kaldte på sin mor -
   men ingen kom. Hun kravlede ud af sengen, hun skulle tisse men hvor var toilettet. Bag den første dør hun åbnede, lå manden og sov næste dør var toilettet, hun satte sig ned og tissede.
   Bagefter gik hun ind til manden og ruskede i ham - Jeg er sulten -
   Han vågnede så sig forvirret omkring, strøg hånden gennem håret.
   Er du allerede vågen! Så skal vi have noget morgenmad sagde Peter .Mette måtte selv vælge,
   hvad hun ville spise - Det blev boller og kakaomælk -
   Peter sad og betragtede hende, hun spiste pænt men havde et overskæg af kakaomælk, som han fjernede med en serviet.

Så kom spørgsmålet -Hvornår kommer min mor-?
   Hun kommer når hun har været på arbejde, svarede Peter, han sørgede for at Mette ikke kedede sig,
   de lavede pandekager, fjernsynet kørte hele tiden med dvd film. Han ville ikke høre nyhederne, der var simpelthen for mange spor, der førte til ham nu var han jo ikke den skarpeste kniv i skuffen,
   det vidste han jo udmærket.
   Men da mørket sænkede sig over haveforeningen og Mette langt om længe var faldet i søvn.
   Skulle han have sendt et brev mere om løsesum og udveksling af Mette og de 2 millioner kr.
   Som han mente var passende, der var jo ingen grund til at være grådig.
   Denne gang kørte han til Randers og sendte brevet, det var det sidste brev han sendte.
   Nu ville han kontakte Mettes forældre over mobil telefon. En sidste kontakt
   og så ville det hele falde på plads og Mette kunne komme hjem til sin far og mor.
   Hjemme i kolonihavehuset lå Mette stadig og sov med tommelfingeren i munden.
   Han var blevet glad for pigen, ville helt sikkert komme til at savne hende.

Politiet var stadigvæk på bar bund, brevet kidnapperen havde sendt, var lige nu ved at blive undersøgt for finger aftryk og dna spor. Politiet gik stadigvæk fra dør til dør, men ingen havde set noget men en dreng på 14 år, nævnte noget om en mand han havde set, gå ind og ud hos den gamle dame, at han måske boede der. Politiet spidsede ører dette var noget nyt, ham havde ingen nævnt før.
   Endnu engang ringede de på døren hos den gamle dame. Det varede noget tid inden fru Jensen
   som den gamle dame hed, åbnede døren.
   -Hvad er der nu spurgte hun irriteret-, Kan man ikke engang få sin middagslur-
   Undskyld Frue-Men de skulle have en mandlig lejer-
   -Ja det var vel ikke forbudt-Hun skulle ikke nyde noget af at have skattevæsenet rendende-
   Rundt i hendes hus-De småpenge hun fik for det, kom vel ingen ved -Det var vel naboerne der havde sladret-
   Fru Jensen kunne vi få navnet på deres lejer?
   Peter Hansen hedder han,- Hun fortalte hvordan han havde sejlet, på de store have.

Den ene betjent spurgte om de måtte se hans værelse, Fru Jensen åbnede døren på klem
   så de lige kunne presse sig igennem.
   -Det er nede i kælderen-,
   Betjentene tog deres skydevåben frem og listede ned af trappen de bankede på døren, men
   ingen svarede, de åbnede døren som ikke var låst - Er her nogen? Råbte de!- Men ingen svarede.
   De så sig omkring i det lavloftede rum, der stod en seng med rodet sengetøj,et klædeskab hvor døren stod åben, en stol og en gammel kommode de kiggede i skufferne men de var tomme, skabet var også tomt, der var intet bevis på at der overhovedet havde boet en mand der.
   De gik ovenpå -Nej han er ikke hjemme- sagde de til Fru Jensen. Imens den ene betjent
   forhørte den gamle dame, ringede en anden efter forstærkning.
   Flere betjente ankom, naboerne samlede sig og fulgte ivrigt med, i al denne aktivitet.
   Pludselig var Fru Jensen blevet en interessant person, hvilket hun godt kunne undvære.

Ude i kolonihavehuset ,blev det sværere og sværere for Peter Hansen, at overbevise Mette
   om at hendes mor snart kom. Nu manglede han kun en telefon besked fra sin mobil.
   Da Mette var faldet i søvn, forlod han igen haveforeningen, han kørte denne gang ned på havnen.
   Peter ringede til det hvide Palæ, forlangte at komme til at tale med Mettes far.
   -Du skal stå ved Agnete og Havmanden, ved fortovskanten i Park alle" kl.22 i morgen aften, med en taske,
   med 2 millioner kr. Så får du Mette, jeg får tasken-
   Ser jeg politi i nærheden, bliver der ingen handel! HUSK DET- Så slukkede Peter for mobilen.
   Han tog sim kortet ud, smed både telefon og sim kortet i havnen. Han kørte tilbage til
   kolonihavehuset, Hvor Mette for sidste gang lå og sov trygt.
   Han lå på sengen og fantaserede , om alt det der snart var indenfor rækkevidde. Langt om længe faldt han i søvn. Den sidste dag i havehuset gik langsomt. Mette var irritabel, hun græd af længsel efter sin mor.
   Klokken 22" skal du være sammen med din mor igen! Sagde han. Hvilket gjorde at hun hele tiden spurgte -Hvad er klokken- Det irriterede Peter Hansen, hvis nerver efterhånden hang i laser.
   Han stillede vækkeuret foran Mette- Når den ene viser står på 10, og den anden står på 12,
   så er du sammen med din mor igen-
   Hvilket gjorde at Mette hele tiden så på uret.
   Klokken 21, gjorde Peter Hansen klar til at de kunne forlade huset, og køre ind mod Århus centrum. Han vækkede Mette, som var blevet så træt i øjnene, af at stirre på vækkeuret.-
   At hun var faldet i søvn. Nu skal vi mødes med mor! Sagde han til hende.
   Den lille pige strålede af glæde og snakkede i et væk, om alt det hun skulle fortælle sin mor!

Peter hørte efterhånden slet ikke efter, han havde en knude af angst i maven, det skal lykkes
   mumlede han. -Hvad med dig- spurgte Mette- Skal du nu bo her alene-
   Det skal du ikke tænke på, jeg er jo voksen!! svarede han.
   De gik ud af huset og kørte i sneglefart ind mod Århus. At der var politi på gaden, var han
   overbevidst om, men nærme sig ham nu hvor han havde Mette, det ville de ikke turde.
   Da han nærmede sig Springvandet, så han en mand stå med en taske.
   Han bremsede bilen åbnede bildøren -tog imod tasken- Samtidig lod han Mette hoppe ud af bilen,
   Hvor hun blev grebet af et par stærke arme!

Så trådte Peter sømmet i bund og fræsende afsted af små ensrettede gader. Han efterlod bilen
   et tilfældigt sted, kom pengene i en rygsæk og fortsatte til fods, indtil han fandt en u låst
   hovedindgang. Han så sig omkring, inden han smuttede indenfor. Han satte sig i en mørk krog
   i trappeopgangen, ventede på at hjertet skulle holde op med at galopere afsted.
   Lidt efter lidt faldt han til ro, han ville tage tilbage til kolonihaven, når det blev lyst.
   Det var det mest sikre i øjeblikket.
   Politiet eftersøgte kidnapperen overalt, men han var som sunket i jorden, opklaringen på forbrydelsen
   lod vente på sig og politiet følte de nærmest stod, med en sag, der ville forblive uopklaret.
   Imens boede Peter i havehuset og levede længe af de madvarer, han havde købt ind, i så rigelige mængder.
   Han havde besluttet sig for, at tage med -De grå busser- til Flensborg, derfra videre ned
   igennem Tyskland til Hamborg- Da Peter satte sig ind i bussen, tænkte han -nu starter mit nye liv på
   første klasse-,
   Da Peter nåede Hamborg, gik han ombord på flyet til Thailand, Med nyt navn og nyt udseende!-
   Flyet lettede mod varmere himmelstrøg og kidnapperen smilede stort og sendte et bredt grin til stewardessen, der smilende kredsede omkring ham og vartede ham op.