Det mudrer rundt i hendes hjerne. Hun står i mudder til knæene, nej, lårene, nej, skuldrene.

Jeg spiser bogen langsomt, en bid af gangen, og tror aldrig jeg bliver færdig med at tygge mig igennem den. Men den forsvinder langsomt og dukker op igen, når jeg mindst venter det. "Jeg kan ikke huske, hvor jeg har det fra..."Jeg har læst, at..." "Det er ligesom..." "Hvorfor er det..."
   Sådan bliver det hele til mudder i hovedet, og jeg ved ikke, hvad jeg ved, og hvad jeg ikke ved. Mudder, der klasker rundt og ikke ved, hvor det kommer fra. Hvem har sagt hvad, og hvor står det? Mudder, siger jeg. Kviksand.

En knap. Knappen der slukker. Og det virker. Opfindelsen af knappen der slukker. Det er en befrielse, at det ikke længere bliver ved og ved.
   Der er bare stilhed, sommerfuglene, brise i saftige blade.
   Hun har glemt, hvor hun kom fra. Men det ved hun ikke. Slentrer ned ad den brændende hvide sti
   der fører hende op til et slot.
   Knipser med sine fingre, og det flyder ud med støv. Spiraler der drejer rundt om sig selv.
   Hun prøvede at fange det, mens det fløj forbi, men det fløj forbi.
   Tik tak tak tik tik tak tik, uret danser sin egen vej, derhen hvor det vil.
   Slår trommesolo på en sten, der er hård. Som stød igennem senerne og musklerne.

Hun tager sine briller på/af. Hinkende fra sten til sten på tåspidserne leder hun
   efter det, der gjorde ondt. Det stød igennem hende, får hende til at glemme, hvor hun skulle hen.

Der er noget, der er forkert. Helt anderledes. Utrygheden overbeviser hende om, at der er sket noget. Alle hendes prinsessedrømme og tanker er frosset, og hun er trådt ud af det.
   Fornemmelser for følelser. Fornemmelser for rigtigt og forkert.
   Og der er igen noget, der ikke er musik. Rytmen er forkert.
   Rokker underligt frem og tilbage for at passe skriften ind i en umulig rytme.
   Der intet mønster følger.

Hun putter sig ned i sin jakke med skuldrene øverst. Som et isbjerg der titter op.
   Vipper frem og tilbage i sin sø.
   "Det var du længe om! Jeg har ventet en halv time!" Frejas øjne ser op i himlen. Et kort øjeblik vender øjet sig med pupillen opad og falder så på plads igen med et skvulp.
   "Jeg er ved siden af mig selv i dag. Undskyld." Jeg ser på blomsterne og tænker, at de er hvide som bleget vat. "Her". Jeg rækker dem frem, men vil på en eller anden måde ikke rigtig være ved det. Vil ikke rigtig give dem fra mig.
   Øjnene spejler sig i vattet. "Er de til mig? Ej, det skulle du..." Lyden forsvinder langsomt, men jeg gør sætningen færdig i mit hoved. Da ikke have gjort. Omfavnelsen er kejtet og unødvendig.
   Stivnet som en istap, læner hun sig tilbage fra det knus, der ikke skulle have været.
   "Hvad er det?" Hun ser underligt mistænksom ud. Hendes finger peger lige op i mit ansigt. Alt for få centimeter fra min mund. Jeg får lyst til at bide i den. "Hvad fanden er det der?", spørger hun igen. Nu mere bestemt og væmmende.
   Jeg aner ikke, hvad hun taler om. Jeg kløer mig bag øret. Og stivner selv. Min hånd farer i panik væk fra mit øre.
   "Lad mig lige se". Hun er igen bestemt, men jeg stritter imod. Jeg ved ikke engang, hvad det er selv.
   "Prøv nu lige at la' vær!" Hun fægter med sine lidt for tykke arme. Hendes hænder møder mine og piler op og ned af hinanden, før jeg får fat om hendes håndled. "Stop SÅ!"

Øjnene er knebet sammen. "Du er forandret. Jeg kender dig ikke mere."
   Jeg har aldrig tænkt på hende som snerpet, men jeg kan se det nu. Hvordan de altid har kaldt hende "Snerpe-Freja", "Snerpen", uden at jeg har forstået hvorfor. Hendes jakke er den samme farve som blomsterne. "Her. Tag dine skide blomster."

Kraniet knirker.
   Uret river et minut af.