Karin min datter var taget til Færøerne som vikar på Klaksvig Sygehus. Hun skrev til mig; Kom og besøg mig, dette må du op og se! Dagen kom, da jeg i Tirstrup lufthavn, kunne gå ombord i det lille fly til København. Vi fik serveret en kop kaffe og et par småkager i den halve time det tog inden vi landede i Kastrup lufthavn. Det viste sig at flyet var forsinket 3 timer på grund af tæt tåge. Endelig langt om længe,blev vi kaldt ud til flyet.
   Karin ventede på mig i lufthavnen på Færøerne. Havde hun ikke hentet mig var jeg aldrig nået frem til Klaksvig. Vi skiftevis kørte i bus eller sejlede, omgivet af den smukke natur. Det var utroligt at se hvordan tågen pludselig kom væltende ned fra fjeldet og begravede bussen i tæt tåge, for lidt efter at køre ud i den klare luft.
   Det var dejligt,at køre rundt deroppe. De grønne fjelde og dybe dale, hvor husene ligger i alle farver og ligner legoklodser
   . Vandet der ligger helt blikstille og himlen oven over det hele. At der var så smukt deroppe, med alle farverne, det havde jeg ikke drømt om. Vi når Klaksvig og får bagagen læsset af på Karins værelse. Jeg fik hilst på kollegaerne og så tog vi ned på en restaurant for at få noget at spise.

Jeg gik over til Karin i middags pausen,vi spiste i kantinen. Store fiskeboller i karry.
   Vi besøgte Pouline og Erik på Kolsoy, færingerne var meget gæstfrie, de ville gerne vise os hvordan de bor deroppe.
   Det var et koldt, gråt og regnfuldt vejr. Vi sejlede fra Klaksvig til Kolsoy. Det tog en halv time, vejen op til huset, var meget stejl. Vi sad og fik kaffe i køkkenet. Klokken12 kom Erik og hans fætter hjem til middagsmad. Vi fik fiskeboller med fåretalg og pølser. Farfaren som bor hos dem, spiste ude i deres store spisekammer, imens vi andre sad i køkkenet. Erik fortalte om sin morfar,der var gået ud en aften og aldrig vendte tilbage. Naturen er barsk, med dybe kløfter. Han er højst sandsynlig faldet ned fra fjeldet og ud over en skrænt. Man skal ikke træde mange skridt ved
   siden af, før man ender på havets bund. Vejret kan være så barsk, at båden ikke kan lægge til, så er de fuldstændig afskåret fra omverdenen. Dem der bor der, er alle i familie med hinanden, Erik og hans fætter ligner hinanden, som to dråber vand. De arbejder med at vedligeholde vejene her på Kolsoy. Da vi om aftenen stod og ventede på båden til Klaksvig, så vi rygfinnen af en haj. På bådbroen stod der drenge og fiskede, de kunne næsten ikke nå at kaste snøren ud, før der var bid. Det var sild som skulle bruges til madding til større fisk.

På den første tur tog vi til den nordligste bygd Vidareidi. Der var tåget den dag, men jeg fik alligevel et godt indtryk af den smukke og barske natur. Store flade klippepartier og flere vandfald, især et der strømmede ned mod havet, ned over en slags brede trappetrin. At stå der på klipperne ved havet i tågen, var som at stå ved verdens ende. Ved et hus så vi et bundt døde Lunder, jeg ville så gerne have set dem i levende live. De er så søde og sjove at se på disse fugle der ligner papegøjer. Der var dage heroppe hvor der var så tåget og indelukket, at jeg følte mig spærret inde. Så fik jeg lyst til at skubbe fjeldene væk og komme herfra.

Vi tog til Suduroy i fire dage,vi havde hørt,at der skulle være godt vejr dernede. Der er langt fra Klaksvig til Suduroy. Transporten var dyr deroppe, vi skulle først til Thorshavn og så med en stor Damper til Suduroy.
   Vi kom til bygden Øravik hvor der lå et vandrehjem, der var også en restaurant og et hotel. Vi fik lov til at slå vores medbragte telt op. Vi kunne så benytte vandrehjemmets faciliteter om dagen. Vi fik teltet slået op, bagefter gik vi over på vandrehjemmet hvor vi lavede kaffe. Klokken 23 om aftenen lå vi med hovederne ud af teltet og det var stadig lyst.

Om morgen, efter at have fået morgenmad, begynder vi at gå ud af landevejen sydpå. Vi skulle til et fuglefjeld, der lå i nærheden af Sumba, den sydligste bygd på Suduroy. Vi begyndte at tage den på tommelfingeren, færingerne var flinke til at tage os med i deres biler. Den sidste vi kørte med, satte os af ved fuglefjeldet.
   Da vi begyndte at gå op i fjeldene var der en stor hvid fugl der begyndte at overfalde os. Den fløj lavt hen over hovederne på os. Karin tog sin rygsæk af og slog ud efter den, til sidst holdt den op. Vi fortsatte op i fjeldet, langt om længe når vi fuglefjeldet. Det var helt utroligt smukt. At se fjeldene med alle fuglene, klipperne og det blå grønne vand, dybt dybt nede, den blå himmel. Alle de farver og solen der varmer det kan ikke beskrives, det skal ses og høres. Jeg lagde mig på maven og kravler nærmere afgrunden, for rigtig at nyde synet af fuglene der fløj rundt dybt nede. Lyden af tusinde fuglestemmer, lød op til os.

Efter denne oplevelse, begyndte vi at gå ned af fjeldet. Vi fortsætter ud af vejen mod Sumba. Bussen kom kørende og vi tog med den resten af vejen. Sumba er en lille kedelig bygd. Det eneste vi oplevede der var at folk var utrolig nysgerrige. De hang i vinduerne og kiggede efter os, ikke så sært . Der er nok ikke mange turister,der lægger vejen forbi. Vi satte os ind i bussen og kørte hjemad. Da vi kom tilbage,var der i mellemtiden ankommet en stor familie, børn, forældre samt bedsteforældre. Der var slet ikke plads til os, de kiggede ondt efter os.
   Så vi tilbragte resten af den dag ude i teltet. Vi havde ikke fået teltet slået ordentlig op, der var knap 5o cm fra gulv til loft, vi orkede ikke at gøre noget ved det.

Vi vågnede op til atter en dejlig dag, denne gang gik vi den modsatte vej. Vi skal til en Bygd der hedder Vågur. Igen var færingerne flinke til at tage os med op,så vi nåede hurtigt vores mål. Det var en smuk by. Vi gik gennem byen og nyder tilværelsen. Vi begyndte vores tur op i fjeldene,vi nåede igen op til et fantastisk flot udsigts punkt. Vi nyder det og oplever det hele, med alle sanser vel vidende at det vi oplever nu, aldrig kommer igen. Efter en halsbrækkende tur ned af fjeldet,var vi igen i Vågur.
   Der var en bagerforretning der havde åben, vi forsynede os med kager vi spiste på vejen. Der var en ualmindelig smuk kirke og der var en lille kirkegård ned til fjorden. De gør ikke meget ud af deres kirkegårde, græs og ukrudt vokser vildt.
   Vi tog bussen tilbage til Øravik, vandrehjemmet var stadig besat af denne stor familie. Vi kantede os igennem for at lave en kop kaffe. Vi følte os ikke særlig velkomme, så vi fortrak ud i teltet. Senere gik vi ind på restauranten og spiste aftensmad. Det var en rar fornemmelse at blive vartet op og sidde ved et pænt bord, med dug på.
   Vi fik helleflynder, de kan blive lige så stor som en bil. Så lagde vi os igen uden for teltet, efter endnu en dejlig dag

Vågnede op i teltet næste morgen til en kold og diset dag. Vi besluttede at tage en tur til Hvalbe. Vi gik lidt rundt i forretningerne, vi tog videre til Sandvik og gik op i fjeldene til den skønneste udsigt til Atlanten. Der var det dejligste solskins vejr deroppe. Vejret skiftede utrolig meget deroppe. Det er derfor man aldrig må ,gå op i fjeldene,uden en varm trøje. Vi tog på tommelfingeren til Frodba og gik op i fjeldene derfra. Igen en pragtfuld udsigt.
   Derfra kunne man se de to små øer Lille og store Dimun. Det begyndte at blive mørkt. Vi begyndte turen nedad.
   Da vi nåede ned til vejen var der helt mørkt. Vi blev som så mange gange før kørt hjem.

Så blev det mandag, vi vågnede op til regnvejr. Vi løb over til vandrehjemmet fik kaffe og brusebad.
   Stor familien var rejst, så vi havde det hele for os selv. Vi fik teltet pakket sammen og gjorde os klar til hjemturen.
   Vi tog bussen i øsende regnvejr til Frodba, hvor vi gik ombord på damperen, med kurs mod Thorshavn. Med en lettere pung og en masse gode oplevelser. Nu er det gode vejr på retur, jeg havde bare været heldig de 14 dage jeg havde været heroppe.