Og da kom tiden
Da jeg måtte på den lange rejse
Som alle mennesker må drage på
Mørkt var det
Koldt, stille og alene i tusmørket
Uden sol og måne
Men da så jeg i det fjerne
Et lys, et glimt og varme bortom evigheden
Og da gik jeg mod det
En gård var det
Av stærk træ bygget, fast på jorden
Jeg så det var mennesker der
Jeg kigget indom døren
Og så det var gilde og fest og sang ved langbordet
Hvem er det som her bor
Velkommen vandrer fra mørket
Her hører du hjemme, her skal dit lys brænde
I al evighed så lenge slægten består
Og jeg så det var mor
Hun smilte og lo og jeg havde savnet hende
Endelig mødtes vi igen
Der var gamlemand
Patriark og helten fra i fjor
Og da gråd jeg glædens tårer
Mormor var der også
Stod nu lysende klar for mig
Og årene som var gået var glemt
Langs bordet sad utal frænder
De jeg havde hørt om og de jeg ikke havde
Det var de hvis gren var knækket
Ansikter som på en gang
Var både kendte og fremmede
Her var vi alle inviteret til gilde
Mange generationer skal komme og gå
Og til fryd skal vi alle ved bordet
Ser på de som nu går i lyset
Og da frydes vi
Over flammen som aldrig skal slukkes
Hverken i lyset eller i mørket
En stol var gjort klar til mig
Men jeg bød min slægt vente
Til den tid hvor jeg skal gå med glæde til gårds