Atjuuii, sagde min næse og mund samstemmende, da jeg sad i bussen. Jeg gjorde mig med det samme parat til det næste nys. I hele min næses historie er det sjældent den har nyst færre eller flere end to gange. Jeg tænkte, at det kunne være en måde at starte en bog på, og følte med ét begyndelsen af Kunderas Udødeligheden i hele min krop. Et nys bliver til. Et menneske bliver til. En bog bliver (måske) til.
   Atjuuii, sagde det igen og jeg tørrede diskret min våde hånd af på ryggen af sædet foran mig.

Jeg er pisse ligeglad med om det jeg skriver er kunst eller ej, når jeg skriver. Det er enerverende at tænke på. Ganske vist er jeg overhovedet ikke i tvivl om, at begrebet kan og skal kunne indkredses objektivt, for at det giver nogen mening. Hvad fanden skal vi ellers med kunsten? Men det må komme bagefter. Ordene må strømme eller nænsomt bevæge sig ned på papiret. Er det overhovedet muligt at forholde sig objektivt til sine egne ord? Selvfølgelig er det ikke det. Til gengæld er det bidende nødvendigt.

Atjuuii, er en besynderlig måde at indlede en bog på. Hvad skal den handle om? Skal der overhovedet være noget indhold i den?
   Kan man lave en bog, der kun er form?

*

Hun spurgte ham, hvad han hed. Han skrev det ned på et stykke linjeret papir. De flossede bogstaver skræmte hende væk.

*

JumaKruse (skrevet på maskine så ingen bliver forarget)

*

Selvom jeg bruger jeg-fortæller er det selvfølgelig ikke mig
   (sikke noget sludder...)

*

Lad pinen begynde:

Atjuuii, sagde min næse og mund samstemmende. Jeg ventede det næste nys og gjorde mig parat til det næste. I hele min næses historie er det sjældent den har nyst færre eller flere end to gange. Atjuuii, sagde min næse igen og jeg rejste mig for at gå over til håndvasken med mine våde hænder.
   Atjuuii, sagde det igen og jeg bed mig forskrækket i tungen.