Jeg gik hjem i gennem parken. Det havde regnet for nyligt, der var vådt og der lugtede jordslået inde under træerne. Jeg fandt et træ, jeg tænkte, jeg kunne finde frem til igen, og gemte kniven der. Gravede den ikke rigtigt ned, lagde den bare under nogle våde blade. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg tænkte på, jeg gemte den bare. Jeg registrerede ikke andre mennesker, gik bare som i en døs uden at vide, hvor jeg skulle gå hen. Jeg vidste kun, at jeg ingenting vidste, jeg kunne ikke overskue konsekvenserne af det, der var sket.
Jeg gik over til min gamle skole, satte mig i rygeskuret og tændte en smøg. Da der var gået et stykke tid ,og jeg nervøst havde kæderøget 4-5 cigaretter, vendte jeg næsen hjemad. Usikker på hvad der ville ske, gik jeg og overvejede, hvad jeg skulle sige til mor. Hun var i forvejen så ulykkelig. Men det blev ikke aktuelt, for da jeg trådte ind i opgangen, blev jeg taget i føregreb og smidt op ad væggen, i bedste Miami Vice stil.
-Hvor er kniven henne? Råbte han, imens han visiterede mig.
-Hvor er den?
-Jeg har ham. Råbte han op i gennem opgangen, og jeg kunne høre en mand komme løbende ned ad trapperne. Jeg fik fremstammet at kniven var i parken, og at jeg nok skulle vise dem, hvor den var.
Vi forlod opgangen og min mor, som stod oppe ved døren fuldstændigt i vildrede. Politiet havde lige ringet på hendes dør, spurgt efter mig, og to sekunder efter, var de væk igen. Hun måtte selv rette henvendelse på stationen efterfølgende, for at få at vide, hvad der var sket. Tilbage i parken kunne jeg selvfølgelig ikke finde den åndsvage kniv igen. Alle træerne lignede hinanden på en prik, og mørket ville snart sænke sig over os. Jorden var fuld af våde blade og betjentene blev mere og mere utålmodige, hvilket ikke hjalp spor. Det føltes som om, der gik evigheder. Jeg blev mere og mere febrilsk, men endelig fandt jeg den.
Det var en foldekniv, af den slags hvor bladet låser, når den slås helt ud. Og man skal trykke låsen ned bagerst på ryggen af grebet for at åbne den igen. Skæftet var sort og havde fingergreb og stop, så man ikke risikerede at skære sine egne fingre, hvis bladet ramte knogle, eller andet hårdt materiale idet man stak.
Jeg havde nøje udvalgt den. I flere måneder var den min eneste følgesvend. I løbet af sommeren havde den gamle taget mig med en tur på kræmmermarked, og da han havde fundet sig et øltelt, gav han mig penge at snolde for. Som det ofte er med forældre og dårlig samvittighed, gav han mig rigeligt med mønt - han håbede vel at han kunne få lov og stå og drikke i fred. Og det kunne han sagtens. Jeg havde ingen ambitioner om at søge hjælp hos ham. Med pengene i min lille hånd, styrede jeg direkte over til de army boder, der altid var rigeligt af på kræmmermarkeder op igennem 80'erne og 90'erne, og de havde heldigvis ikke noget problem med at sælge et potentielt mordvåben til en 14-årig. Jeg fik endda lov til at tage et par forsøgs-stik ud i luften før jeg besluttede mig, og da jeg fik den rigtige kniv i hånden, var jeg ikke i tvivl.
Jeg betalte den flinke mand for kniven og gik tilbage til ølteltet, hvor jeg fandt den gamle i nærheden af baren, og spurgte ham efter flere penge at snolde for. Hvis jeg havde sagt jeg ville hjem, skulle han sikkert lige have haft sig en øl mere - den melodi kendte jeg kun alt for godt. Men ved tanken om, hvor mange penge jeg kunne nå at bruge, når de første jeg havde fået, allerede var væk, kunne han godt drikke ud. Han spurgte ikke, hvad jeg havde brugt pengene på, selv om det var et anstændigt beløb, jeg havde spenderet ,og jeg intet havde at vise.
Dengang lærte jeg også, at hvad der står i avisen ikke nødvendigvis, behøver at passe. Det behøver blot at være passende, fra redaktørens synspunkt. Efter jeg var blevet tilbageholdt og kørt væk af politiet, stod mor som sagt alene tilbage på opgangen. Hun gik ind og ringede til politistationen og fik at vide, hvad det drejede sig om, og hun var selvfølgelig rystet over at høre, at hendes dreng havde stukket en anden dreng med kniv.
I løbet af kort tid dukkede de første journalister op på vores adresse, ringede på døren og spurgte mor om et interview. En forespørgsel min mor høfligt afviste. Det afholdt dog ingen af aviserne fra at trykke en stort interview med hende, der omhandlede hendes bekymringer for min fremtid. Jeg kunne altså som barn læse en konkret historie i en avis, med den viden at det var det pure opspind fra ende til anden. Historien var selvfølgelig blevet dramatiseret, intet kunne være mere misvisende end de tegninger aviserne bragte. De skildrede en dreng, der kom springende med kniven hævet højt over hovedet imod et intetanende offer.
Mine illusioner om aviser og journalistik bristede altså i en ret ung alder. De nævenyttige snushaner fra tegneserierne jeg ellers elskede at læse, Tin Tin og Mickey Mouse, der som journalister altid sørgede for at sandheden kom frem, der altid stak en kæp i hjulet på de onde, var i bedste fald et levn fra fortiden og formentlig blot en romantisk drøm.
Det siger vel også lidt om mine forældres tilstand og især den magt, jeg havde over min mor, at jeg fik lov til at gå alene tilbage til skolen til en offer/gerningsmands-samtale på inspektørens kontor. Jeg havde ganske vist insisteret på at gå alene, men hvilke forældre ved deres sansers fulde fem, lader et barn gøre den slags alene. Tilbage til skærsilden med alle dens ondskabsfulde djævle og dæmoner. Jeg havde følelsen af, at alle var imod mig lige fra eleverne til klasselæreren og inspektøren. De ganske få der følte bare en lille smule sympati for mig, havde jeg selv sørget for at skubbe væk.
Som for eksempel historielærerinden der ellers var sød og rar, og som stadigvæk forsøgte at nå ind til mig. En dag kom ind i klassen med tårer i øjnene. Skolen flagede på halvt, fordi et medlem af lærerstaben og en kollega til min lærerinde havde hængt sig selv i sit hjem, fortalte hun klassen med grådkvalt stemme. Min eneste kommentar var "Fedt! Så er der en lærer mindre." Det gjorde udslaget, fra den dag havde jeg heller ikke hverken historie eller samfundsfag længere. Bortset fra en enkelt ukuelig fysik og kemi lærer, der i alle sine timer forsøgte sig med entusiasme og humor og insisterende inddrog mig i undervisningen, havde jeg med succes skubbet alle væk.
Nu var jeg altså på vej derover igen, alene gik jeg tilbage langs parken, hvor jeg kun få uger før havde gemt kniven. Det var endnu en af de grå og våde dage i det nærmest endeløse danske efterår. Bladene fra buske og træer dækkede fortovet, og man kunne lugte parkens våde græs og jord. Jeg gik med tankerne på det møde, jeg var på vej til. Forestillede mig hvad der ville ske, hvad de ville sige. I alle andres øjne var det mig, der nu var gerningsmanden og ham, der havde tyranniseret mig så grusomt, var nu et stakkels offer.
Men følelsen af at være et offer var stadig den mest fremtrædende følelse i mig, en følelse af at det var mig imod resten af verden. Måske havde jeg i virkeligheden brug for den følelse, måske var det den, der drev mig frem og bød verden trods.
Stadig med tankerne på det forestående møde rundede jeg det sidste hjørne og kunne se hovedindgangen til skolen. Der fik jeg øje på velkomstkomiteen, der kun ventede på at tage imod mig. Desværre fik de også øje på mig, og der lød et brøl. "Der er han," råbte de. "Efter ham." Jeg måtte tage benene på nakken. Hele alfa-flokken dog uden deres elskede leder, som sikkert sad med vandkæmmet hår sammen med sine forældre oppe på rektors kontor, var klar til at tage godt imod mig. Jeg løb alt hvad remmer og tøj kunne holde, jeg så mig ikke tilbage, før jeg igen var langt inde i parken og opdagede, at de ikke længere var efter mig.
Måske var det bare et skin angreb, måske var de bange for, at jeg stadig havde en kniv. Det fandt jeg aldrig ud af, og jeg kom aldrig op til samtalen for at tale min sag. Jeg var alt for bange, til at gå tilbage til skolen igen, måske var det deres plan. Jeg flakkede lidt rundt på gader og stræder, inden jeg gik hjem med uforrettet sag.