Da jeg startede i første klasse havde jeg allerede et forskruet forhold til voksne, min mor havde jeg, meget tidligt lært at manipulerer. jeg vidste at der ingen straf var, ingen konsekvenser, uanset hvad jeg foretog mig blev hun aldrig sur, bare ked af det. Og min far som aldrig var hjemme, og da slet ikke i ædru tilstand, anede intet om hvad der foregik. Så da jeg i første klasse så min lærer an, vurderede jeg hurtigt, at det var en overkommelig kamp. Lige fra starten af første klasse, var jeg sammen med en eller to andre elever klassens klovn.
Jeg brugte en masse energi på at forstyrre undervisningen og ligesom derhjemme, havde jeg altid ild i røven. Jeg mødte selvfølgelig en modstand, som jeg ikke før havde mødt og derfor ikke anede hvordan jeg skulle tackle. Men jeg var enormt stædig og ihærdig, i min søgen efter negativ opmærksomhed, og endte med at drive min stakkels lærer til vandvid. I det hele taget mistede han lidt efter lidt grebet om klassen og fra første til tredje klasse fik vi mindre og mindre undervisning. Læreren havde opdaget, at det var meget nemmere at læse historier for os, end det var at undervise os. Det fik os nemlig til at sidde stille i klassen og lytte. Og fordi mor også tit læste historier for mig, forbandt jeg det med noget rart. Jeg kan huske min fascination, da vi hørte eventyrerne om "Ringenes Herre" og "Hobitten" jeg kan huske "Norma" bøgerne, "Frække Frida" "Emil fra Lønneberg" og "Pippi Langstrømpe."
"Brødrene løvehjerte" og "Ronja røverdatter" var også i blandt de helt store eventyr. Og selv om jeg for en gangs skyld sad stille når der blev læst op, var der fest og fyrværkeri i min fantasi. Jeg afspillede billeder i mit hoved der overgik enhver films kulisse, jeg var med Bilbo ude og finde ringen og med Frode ude og afleverer den igen. Jeg var med når alle de andre hovedpersoner oplevede spændende eventyr, som for eksempel at hjælpe Bastian og Atreyu, med at redde Fantasien fra ingentingen, i "Den Uendelige Historie." Eventyr jeg ikke så nogen som helst grund til at stoppe bare fordi der var matematik den følgende time.
Men når den eventyrlige verden ikke længere blev afspillet i mit hoved, når det var forventet at vi blev ved med at sidde stille, selv om der lige pludseligt blev spurgt hvad to plus to var, oppefra tavlen. Så begyndte jeg at finde på mine egne spændende eventyr, og det var ikke spor svært at besætte rollerne. Læren var det store uhyre og de andre elever enten med eller modspillere i mit storslåede eventyrlige univers.
Jeg forstyrrede undervisningen så ofte at der dannede sig et kedeligt mønster. Et mønster der betød at jeg i sidste ende også fik ballade for ting jeg ikke havde gjort, noget der stødte ind i min retfærdighedssans som et afsporet tog. Jeg kunne godt til nøds acceptere en eftersidning og en skideballe når jeg havde lavet ballade. Men jeg forstod slet ikke hvorfor de altid troede det var mig der var synderen. Jeg kunne ikke se det mønster der havde tegnet sig. Formentlig begyndte andre elever også og spille på at skylden altid landede på mig, for ingen stod frem når jeg fik problemer på grund af deres narrestreger. Det gjorde mig meget frustreret når jeg ikke kunne rode mig ud af noget jeg ikke havde gjort og jeg blev for det meste så hidsig at tårrene trillede ned ad kinderne og jeg slog og sparkede alt og alle der kom mig for nær, også dem der bare ville hjælpe.
En dag spændt jeg ben, for en anden dreng ved et uheld. Jeg skulle sparke til en bold og idet jeg tog benet tilbage for at sparke, kom den anden dreng, der ikke var med til fodbold, løbende bag mig og snublede over mit ben. Min dansklærer som havde gårdvagten kom løbende til, rev mig i armen og råbte at nu havde han snart fået nok af den evige ballade med mig. Jeg prøvede, allerede ophidset og forklarer mig men for døve øre. Han ruskede mig, sikkert af frustration for derefter at satte mig på en bænk. Jeg satte af i samme øjeblik mine fødder mærkede fast grund, og fordi jeg satte af fra en bænk lykkedes det lille mig, at sparke min stakkels dansklærer lige i ansigtet. Han blev selvfølgelig rasende, jeg var fuldstændig hysterisk, arme og ben var ude af kontrol. Han måtte sætte sig på mig, der på bænken indtil jeg faldt til ro... Nej min første klasselærer havde det ikke let.
Efter den episode blev jeg sendt til skolepsykologen, en ældre herre der hed Terkelsen. Han var altid ulasteligt klædt i et brunt jakkesæt med en rød klud i brystlommen, hans tynde sorte hår redte han omhyggelig hen over hovedet, i retning af de områder, hvor der ikke længere var så meget af det sorte hår tilbage. Han fortalte altid eleverne anekdoter om sit usynlige loppe eller myrecirkus, måske var det metaforer for noget dybere. I hvert fald gik det altid os børn hen over hovedet når Terkelsen underholdt med at tale om sine usynlige tissemyrere.
Efter et par samtaler på Terkelsens kontor, blev mine forældre kaldt til samtale for gud ved hvilken gang, i løbet af min korte skoletid. Denne gang fik de af vide at deres dreng var hyperaktiv og derfor ikke kunne sidde stille særligt længe ad gangen. Noget som måske bare skulle undskylde deres egen manglende kompetence, til at håndterer en aktiv og fantasifuld dreng på 7 år. For jeg fik aldrig noget medicin for det. Og har egentlig heller ikke svært ved at modtage undervisning, det skal bare være interessant og interaktivt. I dag var jeg med stor sandsynlighed blevet fyldt med Retalin.
Folkeskolen er, efter min mening, ikke egnet til røre gøre børnene, de falder i gennem og ender ofte nederst i systemet, i de dårligst betalte jobs. Det kunne måske også forsvares engang, dengang industrialiseringen var på sit højeste. Dengang der var rigeligt brug for hænder i vores del af verden. Man har da hørt folk udtale at, "der jo også skal være nogle til at tage skraldet og grave grøfterne," og bevares, det skal der da. Det forholder sig bare sådan, efter min mening, at dem der klarer sig godt i gennem systemets spidsrod jo netop er dem der er bedst egnede til at tage i mod ordre, dem der er mest konforme. Og røre gøre børnene, der i virkeligheden ofte er de mest kreative. Men alligevel er det dem der ender i de u inspirerende jobs.
Vores første klasselærer holdt kun i tre år, i fjerde klasse fik vi en vikar, han var anderledes kontant og havde han haft ambitioner om at blive på posten som vores klasselærer kunne det være gået anderledes, for han forstod at sætte sig i respekt, men det havde han ikke, så hans løsning på et rødhåret røre gøre barn i hans klasse var ganske simpelt hen udvisning. Jeg var på gangen, på rektors kontor eller i støttecenteret dagligt i fjerde klasse. En af gangene blev jeg bortvist fra undervisning i seks uger. Jeg må indrømme at jeg ikke kan erindre min forseelse, men hvad løser man ved at bortvise et barn fra undervisningen og fra fællesskabet i seks uger? På gangen og på rektors kontor lærte man ikke noget, men i støttecenteret var der en lærer tilstede til at overvåge de ud smidte børn, hvilket betød at jeg faktisk fik mere undervisning der, end nede i klassen. Jeg lærte at læse og skrive i støttecentret, jeg lærte alle tabellerne. Jo jeg krævede opmærksomhed og jeg krævede engagement af mine mentorer, men er det forkert? Er det ikke netop de voksenes job at møde børnene der hvor de er? Og er potentialet i et krævende barn ikke proportionelt større?
Det mener jeg at meget taler for.
Men i skolen satses der kun på dem, der blindt acceptere hvad der dikteres. Fordi de er så meget nemmere at manipulere, så meget nemmere at sælge ideen om en gældsslave som en fri mand til.
Fordi de aldrig har prøvet at løbe ud og lege på den anden side af hegnet, ved de ikke engang at de ikke er frie. Og de ryster på hovedet af dem der kommer tilbage fra den anden side og fortæller at der er noget galt, at tingene ikke stemmer overens med det vi har fået af vide. Fordi de med deres begrænsede kognitive skemaer og deres modellerede opfattelse af sammenhæng, ikke er i stand til opfatte andre verdensbilleder, end dem der er blevet installeret i deres hjerner. Og de kigger derefter efter én, der kan fortælle dem hvad de skal gøre, for får følger flokken, det ved både hyrder og ulve.