Jeg vidste ikke rigtigt hvor jeg var. Pludselig fandt jeg bare mig selv foran hvidmalede franske døre, med to lodrette rækker af små facetslebne firkantede ruder. Jeg trådte forsigtigt indenfor, uden nogen anelse om hvor jeg befandt mig, hvad der lå bag mig, eller hvad der lå foran, igennem dørene, men jeg følte mig tryg og i hvert fald nysgerrig nok til at fortsætte. Dørene førte ind til en meget stor, rektangulær sal. seks gange tyve meter, måske større og der var højt til loftet. Det var et flot lokale, gulvet var lagt i massive lyse planker, store og brede. Det var rustikt at se på, som havde det dannet grundlag for lokalets anvendelse i evigheder og var blevet betrådt af tusindvis af støvler og stiletter. På alle væggene var der meter høje paneler, hvidmalede ligesom de franske døre og op over panelerne, var væggene finpudsede i en varm sandet farve. Der var hvide stukke og et hvidt loft med profiler der dannede udsøgte mønstre og tre store rosetter sad ned igennem det lange lokale. Fra rosetterne han der store prisme lysekroner og strålede om kap med hinanden. Men lyset i rummet kom ikke fra lysekronerne, det virkede som om rummet lyste op af sig selv. Et varmt og magisk lys, forekom det mig.

jeg var kun trådt et par skridt ind på de brede planker, da det gik op for mig, at der ikke længere var noget bag mig, kun et kulsort mørke, der æggede til at bevæge sig fremad. De hvide døre, jeg var trådt i gennem lukkede og der var kun mørke bag dem. Jeg så på gulvet at jeg ingen skygge kastede, bevægede mig til den ene side af den nærmeste prisme lysekrone, men der var stadig ingen skygge at se. Langsomt trådte jeg sidelæns mod højre, indtil jeg befandt sig på den anden side af lysekronen...stadig ingen skygge. Det varme lys var overalt.

Imens jeg stod der og drejede omkring mig selv og løftede mine arme op og ned i forundring over min manglende skygge, gik det op for mig at jeg blev iagttaget. Et par klare isblå øjne, så lyse at de strålede om kap, med det magiske lys i salen, betragtede mig fra den anden ende af lokalet. Jeg havde lige orienteret mig for et øjeblik siden, da jeg trådte ind i rummet og havde ingen set.

I endevæggen, i det fjerne hjørne var der et par franske døre, magen til dem jeg just havde entreret. Jeg kunne sværge på de ikke var der lige før. De klare isblå øjne så stadig lige på mig, det var øjne der kunne være både to og tusind år gamle. De oplyste ansigtet på en lille pudsig skabning, der stod placeret foran dørene der førte ud ad salen. Foran ham stod en høj hvid græsk søjle, det var en bogstøtte hvorpå der lå en stor og tilsyneladende meget gammel støvet bog, der mest af alt lignede noget fra et eventyr.

Han lignede en troldmand, ligesom Merlin, Dumbledore eller Gandalf. Bare meget lille. Hans lange hår og skæg var hvidt og han bar en lang kappe eller kåbe, der gik ned til gulvet, det forekom mig at han stod på en høj smal kasse, inden under klæderne, så lille var han. Som jeg nærmede mig kunne jeg høre at han stod og mumlede. Jeg kiggede rundt i salen, stadig ingen skygger, hverken foran eller bag, den pudsige skabning med de klare blå øjne. Øjne der stadig var fikserede på mig. først da jeg var blevet draget helt tæt, og stod foran ham, fjernede han sine øjne fra mig og så ned i bogen. Hans mumlen blev højere og hans små hænder begyndte at bladre sirligt i den store gamle bog. Indtil han udbrød en aha lyd med sin fine lille stemme. Siderne i bogen var fulde af gamle tekster og billeder, alt sammen gjort i middelalderlig stil.

Hans små krogede fingre pegede på et billede i bogen, mit blik fulgte dem og fik øje på et billede af en blå hjerteformet sten, omkranset af gotiske krummelurer. Han lod sin hånd svæve over billedet og ganske kort efter begyndte det at lyse. Så stod der op fra bogens sider, lysstråler så blændende at jeg måtte vende blikket bort, stadig ingen skygger og se, alt var badet i klart hvidt lys. Da det kraftige lys fortog sig, vendte jeg igen blikket imod ham. Han rakte den lille blå hjertesten til mig og i det jeg tog imod den gjorde han en gestus og bød mig at fortsætte igennem dørene bag ham.

Dørene førte ud i en gang der bevægede sig en fem seks meter til højre, inden den drejede halvfems grader til venstre. Gangen mindede om et victoriansk drivhus, gulvet var belagt med fliser. Væggene bestod af granit kampesten op til brøsningshøjde. Derfra og op var der kun glas der buede sig indover gangen. Man kunne næsten ikke kigge ud ad ruderne, alle steder var der grønne buske og træer der skærmede for udsynet. Det var som et omvendt drivhus, alt det grønne var udenfor. Nogen steder var glasset gået itu og vildnisset voksede ind igennem hullerne og spredte sig udover indersiden af den drivhus-lignende gang. På fliserne lå, både kviste, blade og grannåle, der duftede af både blomster og skov. Som i det store rum var lyset meget specielt, her var en lidt mere dæmpet belysning, men selv om man hist og her kunne skimte igennem det grønne der omgav gangen, og ud i det blå, der mest af alt mindede om en flot sommerdag, var der heller ikke i gangen, nogle skygger at se nogen steder.

Lige efter gangen drejede mod venstre, var der en buet åbning ind til et rum. Jeg stak hovedet ind i det lille rum. Det var også rektangulært, med den samme victorianske stil. Fra døren var der måske to meter til den modsatte side og det lille rum strakte sig tre-fire meter til venstre langs gangen. I rummet stod der noget der først mindede mig om en slidt gammel kommode, sådan en som man ville finde i en blomster butik, jeg tænkte ikke videre over det, jeg forlod igen det lille rum og bevægede mig ned ad gangen. Men noget stoppede mig, en usynlig kraft, noget bød mig at vende om og gå ind i det lille rum igen. Jeg kiggede igen indenfor, stadig bare den gamle slidte kommode, der var intet af interesse derinde, alligevel blev jeg nærmest ført helt hen foran kommoden, min krop gik, selv om mit hoved ikke havde sagt gå.
Først da jeg var helt henne foran kommoden og vendte mig imod den, gik det op for mig at det var et alter. På alteret stod en syvarmet lysestage og brændte med syv lys og oliven kviste lå spredt, på alteret og på gulvet i det lille rum.

Lyset blev pludseligt blændende og det begyndte at runge meget kraftigt for mine øre, som om alting omkring mig pludseligt svingede i dybe ultrasoniske vibrationer. Så kraftige at jeg kunne mærke det i alle mine organer samtidigt, vibrationerne drænede mig og jeg kunne mærke energien forlade min krop, jeg var tvunget i knæ. Det var som om jeg ikke længere kunne modstå selve jordens tyngdekraft, som om alle livets og verdens byrder lå på mig med fornyet kraft. Det sortnede for mine øjne, jeg troede jeg skulle besvime, så intens var følelsen der tvang mig og holdt mig nede. Jeg modstod presset og lyset fra energien i et øjeblik der føltes som evigheder, som et fastholdt og forlænget øjeblik i et Manga univers.

Jeg blev presset længere og længere mod gulvet, bukkede ryggen og bøjede nakken så jeg kun kunne se ned. Jeg fik øje på den lille blå hjerteformede sten jeg stadig havde i venstre hånd. Jeg havde ikke skænket den en tanke før nu, ikke rigtigt kigget på den før nu. Nu kunne jeg ikke se andre steder hen, lige så fængende var den, som de isblå øjne, der så nøje havde studeret mig i det store rum. Den var ru og kantet. Jeg var kun sekunder fra at besvime. Trykket i det lille rum, kan bedst beskrives som rungene ringe af lydbølger, der monotont væltede ned over mig og pressede mig mod jorden, hårdere og hårdere. Stenen føltes lidt som en slibesten i mine fingre, med mine sidste kræfter strakte jeg armen og rakte den frem imod det blændende lys fra alteret.

Med et begyndte klare krystaller at vokse ud af den lille blå hjertesten. Lag efter lag fremtonede og krystallerne voksede sig større og større, lige der i hånden på mig. De tunge lavfrekvente lyde måtte langsomt men sikkert vige for krystallen, der på en eller anden måde absorberede den energi der var ved at tilintetgøre mig. Langsomt blev trykket løftet af mine skuldre og transformeret, til en helt utrolig fred og ro, jeg aldrig før i mit liv havde oplevet. I takt med at krystallerne der omsluttede stenen voksede og blev større, voksede også freden og roen i det lille rum oplyst af krystalhvidt lys, og i det lille rum i mig. Jeg følte mig så let som en fjer, selv om jeg blev på mine knæ svævede jeg op i mit legeme som var en byrde løftet fra min sjæl. En indre konflikt var løst og jeg havde vundet, vundet over smertekroppen der fastholdt mig i krampagtig elendighed, for dér havde den lært at trives.

Jeg satte mig op i sengen. Det var ikke en almindelig drøm, følelsen og minderne var stadig lige så stærke, i vores lille soveværelse, som de var i det victorianske rum med alteret, lysene og oliven kvistene.

"Hvad er der skat?" spurgte hun søvndrukkent. "Jeg vandt." sagde jeg, med et kæmpe smil. "Jeg kæmpede mod mit eget konforme kliche ramte røvhul af et ego, og jeg vandt. Jeg vandt!" "Det er godt skat, prøv nu og sov."