Vores øjne mødtes og stålsatte blikke låstes, intensiteten og følelsen af noget der kun tog et øjeblik, men føltes som evigheder er næsten ubeskrivelig. Sekunderne hvor hans blik gled fra et triumferende og rutineret overtag, til erkendelsen af, at noget var helt galt, at noget ikke var som det skulle, som det plejede, som alle de andre gange, alle de andre dage hvor han tævede mig, ydmygede mig og hånede mig.

Til stor fornøjelse og glæde for alle sadisterne, alle kujonerne og alle medløberne, for dem der ville være ligesom ham, og alle dem der bare var glade for at det ikke gik ud over dem. Noget havde ændret sig, mit blik mødte hans, med en ny fundet beslutsomhed, jeg havde ventet længe på det rigtige øjeblik, på at øjeblikket og scenariet var så fordelagtigt som overhovedet muligt.

I måneder havde jeg været klar, knuget den i lommen, overvejet at bruge den mange gange, været lige ved, ved flere lejligheder, men ventet, for det meste var jeg omringet, og situationen derfor uoverskuelig. Han var den eneste der altid startede, der altid kom forfra, uden frygt, og fuld af foragt. Derfor skulle det være ham, og ikke en af de usle små kujoner der altid kom bagfra og altid i flok. Derfor var det alt afgørende, at omgivelserne var optimale. Jeg fik kun den ene chance, og hvis den glippede, hvis han fik fat i den, eller hvis han selv havde en, så havde han højst sandsynligt slået mig ihjel.

Hans had var ægte nok, og jeg var dagligt igennem de sidste seks måneder blevet gjort til genstand for hans vrede og hans raseri. Om flokkens massehysteri voksede ud af hans ego, eller om hans ego voksede ud af flokmentalitetens enorme appetit for forløsning og vold, ved jeg ikke, men luften var altid tyk, af forventning. Som om alle var en del at et ritual, en flok der messende, afventede det næste udbrud.

Det var efter en dansktime chancen opstod, jeg var blevet bortvist fra undervisningen af vores lærer, og på samme gang, lige overfor vores, lå hans klasselokale. Enten havde de fritime, eller også var de blevet smidt ud ligesom jeg selv var. Uden for døren mødte jeg i hvert fald alfagruppen med ham i spidsen. Drillerierne begyndte som altid. Jeg prøvede at undgå dem, umuligt, selvfølgelig, klokken ringede, dørende fra klasseværelserne gik op og lærerne forsvandt ned ad gangen, med kursen imod lærerværelset. Ingen voksne tilbage, drillerierne vedblev og tiltog i styrke, indtil jeg var så provokeret at jeg sparkede ham.

Præcist hvad han ventede på, han tog imod sparket med et ondskabsfuldt grin. Hvad laver du?! Han skubbede mig, og jeg halvt fløj, halvt stavrede baglæns ind igennem døren til min egen klasse. Der var stadig elever ved alle bordene. Hurtigt var han efter mig, skubbede mig videre baglæns igennem klasse lokalet, bagved mig var tavlen og bag ham samlede resten af alfagruppen sig i døren, der fungerede som en flaskehals. Jeg havde ryggen imod muren, og der var et par meter til de nærmeste medløbere, det var nu! Jeg fiskede den op af baglommen, hvor den havde ligget, hvor den hele tiden havde været klar. Nu var jeg også klar, han svingede sin højre imod mig, jeg er venstrehåndet og venstrebenet, jeg dukkede mig for slaget og trådte ud på siden. Idet han drejede hovedet for at orienterer sig mødtes vores blikke, den var gået ind i ryggen, to gange!

Angsten og forbløffelsen stod skrevet i hans øjne nu, varmen må have bredt sig i kroppen på ham, for han sank sammen. Hans venner var henne ved os, hjalp ham op, og fik ham ud bugseret ud af klassen. Mig lod de være! Først i sikker afstand tilbage ved døren, fik den ene fremstammet at han ville slå mig ihjel. Stadig med kniven i hånden og galskaben lysende ud af mig råbte jeg at jeg var klar nu! Jeg gik derfra, løb ikke, gik bare, han ad gangen, ned ad trapperne og ud i det fri.