Det store ur inde i stuen havde lige slået sine midnats slag, da et skrig og et højt brag vækkede mig. 'Havde jeg drømt det?' tænkte jeg og satte mig op i min seng. Jeg så mig omkring i mit halvmørke soveværelse. Lidt af gadelygtens lys trænger ind gennem de små sprækker i mellem gardinerne der var blevet trukket halvhjertet for vinduerne. Var der andre lyde i natten? Fodtrin, små banken eller nogle der råbte om hjælp? Hvis der var, hvad kunne jeg så gøre? Bare tanken om at... Det svimlende for mig og jeg var glad for, at jeg sad i min seng. Jeg greb kampagtigt fat i min dyne og det føltes som om, at jeg sad i en lille båd der havde højt søgang. Mine øjenlåg sank i og jeg lænede mig tilbage. Den ubehagelige smag jeg havde i munden gled ned gennem halsen på mig, da jeg langsomt og omhyggeligt sank det. Lidt efter lidt stod sengen stille og jeg slog dynen til side, i det jeg slynget mine ben ud over kanten på sengen. Der gik en kuldegysen igennem mig i det mine bare fødder ramte det kolde trægulv. Jeg sad sådan lidt og nød faktisk kulden der forplantede op igennem benene på mig. Var der andre lyde? Lyde der betyder, at nogle var i fare? Nej, de eneste lyde der var, kom ned fra gaden af, når en bil eller en bus kørte forbi.
   Efter et stykke tid rejste jeg mig op på skælvende ben og gik ud på badeværelset. Jeg tændte lyset og stoppede op foran spejlet, men så ikke med det første ind i det. I stedet tænder jeg for det kolde vandet i vasken med rystende hænder og former dem som en lille skål, hvorefter jeg fylder dem med vand og plasker det i hovedet. Derefter tager jeg fat i håndklædet der hænger til højere for vasken på en krog og tørrer mig i ansigtet med det. I det jeg rettede mig op faldt det stykke stof jeg havde hængt foran spejlet ned og jeg så mig selv i et glimt i spejlet. Noget jeg til daglig forsøgte, at undgå. Et lydløst gisp kom til syne i mit spejlbillede og med en krop der rystede som en espeløv, prøver jeg, at få stoffet til, at hænge rigtigt igen over spejlet. Det lykkes ikke og jeg så det hele. Det jeg så, var de brune øjne som nu havde mistet sin glød. Der var ikke længer nogen glæde eller livs gnist i dem. Ubevist gled mit blik over til min venstre side af ansigtet. Min hånd fandt automatisk op til det velkendte ar der løb fra mit øre og ned til min mund i en næsten ubrudt linje. I det jeg rørte ved det, kom minderne til live igen, fra den gang.

Flashback:
   Manden over for mig, var en ren skønhed. Et menneske mand der havde arvet en engels skønhed. Han havde klare blå øjne og hans mørke hår var let krøllet. Hans høje og veltrænet slanke krop, tog næsten vejret fra mig hver gang jeg så ham. Desværre var denne gudeskønne mand, til sit eget køn, men derfor kunne man da godt drømme? Sukkede jeg lidt for mig selv. Dr. Hartmann sad i sin private lænestol, med det ene ben krydset over det andet og med en blok på det øverste lår, samt en kuglepen han kækt havde sat bag sit højre øre, så han let kunne få fat på den, når han skulle bruge den. Jeg sad i den behagelig sofa lige over for ham, med de to store lysegrønne pyntepuder man sad så godt op af eller lå på, hvis man hellere vil ligge lidt ned.
   - "Hvad har du så på hjertet i dag?"
   Det var mig der havde taget initiativet, efter at vi bare havde siddet lidt i tavshed. Dr. Hartmann sad og betragtede mig. Hans sad som en skuespiller, med en usynlig maske der holdte hans tanker og følelser væk fra hans kønne ansigtstræk. Der til skal ikke siges, at hans ansigt var stift, samt virkelig iskold og udtryksløs. Nej slet ikke. Han var bare professionel og yndet ikke, at skilte med sine egne personlige følelser.
   - "Her er det mig der stiller spørgsmålet og dig der har svaret."
   - "Så stil dit spørgsmål Dr."
   - "Han gentog mit spørgsmål."
   - "Hvad har du så på hjertet i dag?"
   Et lille smil lurede i min højre mundvige, men det nået ikke helt op til mit øre.
   - "Min kære Dr. Jeg er bange."
   - "For hvad da?"
   - "For, at blive overset."
   - "Hvordan det?"
   - "Jeg føler mig overset nogle gange. Det er som om min familie og venner kun husker mig når de har brug for min hjælp".
   - "Hvordan har du det med det?"
   - "Nogle gange for jeg den tanke, at jeg er usynlig og for, at overbevise mig selv om, at jeg ikke er det, har jeg tit spekulere på om jeg skulle prøve, at stille mig ud på kørebanen, foran en bil for, at se om den vil standse eller ej".
   - "Har du prøvet det?"
   - "Nej Hr. Doktor, hør dog efter. Jeg har tit spekuleret over om jeg skulle prøve, men har aldrig gjort det. Det er som om en usynlig hånd tager fat i mig og holder mig tilbage."
   - "Undskyld! Og hvad mener du med en usynlighånd?"
   - "Som om noget eller nogen holder mig tilbage."
   - "Hvad mener du?"
   - "Som jeg sagde, at det føles som om, at der er en der tager et godt tag i min jakke ved nakken og holder mig tilbage."

Mit flashback suser 2 uger frem.
   Han står bag baren og skænker noget op i to glas. 'Tør jeg mon sige, at jeg ikke drikker?' tænker jeg, men når ikke, at sige noget, inden han kommer hen og rækker mig det ene glas. Jeg løfter automatisk min højre hånd for, at tage i mod, men tøver i min bevægelse i det jeg ser lyset spejle sig i glasset. Han ser undrende på mig.
   - "Er der noget i vejen?"
   Jeg sukker og har stadig ikke taget i mod glasset, som han endnu galant holder frem imod mig.
   - "Jeg tør ikke..."
   - "Hvorfor ikke? Væsken et ganske harmløs."
   - "Nej det er ikke det. Det er..."
   Mit hjerte hamrede vild i brystet på og jeg følte mig godt og grundig latterlig.
   - "Hvad er det så?"
   - "Glasset!"
   - "Glasset! Jeg forstår ikke rigtig?"
   - "Ja glasset. Jeg tør ikke, at... Suk. Det glas ser gammel, skrøbelig og meget værdifuldt ud."
   - "Åh herre gud, ikke andet."
   Der var latter, at spore i hans stemme og han kunne da heller ikke holde et smil tilbage. Jeg blev sur.
   - "Ja grin De kun Mr. Storm. Men jeg føler mig som en elefant i en porcelæns butik. Jeg er ikke elegant, fin og en skrøbelig lille nipsgenstand som visse andre kvinder De har mødt."
   - "Du er dejlig som du er".
   Hans stemme lød som fløjels silke, men den svøbte sig ikke omkring mig. Hans ord, pralet af på det beskyttelse skjold jeg i flere år havde forsøgt, at bygge op om mig. Nok opsøgte jeg mennesker for, at blive set, men det med berøring fra andre og specielt mænd, var mig lidt fjendtlige stemt. Ikke, at der var sket noget eller, at jeg var til kvinder. Jeg vil bare være mig selv, blandt andre.
   - "Du vil altså ikke have det?"
   Jeg rystede langsomt på hoved og førte begge mine hænder lidt men ikke særlig diskret om bag min ryg. Han fangede min bevægelse. Der gled noget over hans ansigt og før jeg kunne nå at tolke det smed han indholdet af mit glas i hoved på mig. Jeg hørte et klir og det gik op for mig, at han havde smadret det gamle glas og nu... I mens jeg forsøgte, at tørrede væsken ud af mine øjne, mærkede jeg noget spids mod min venstre kind. Et enkelt skrig undslap min mund og så blev alt sort.
   Derefter ville jeg ikke huske noget. For tiden efter hospitalet og alle de ubehagelige spørgsmål fra politiet havde jeg for længst forsøgt, at lægge bag mig. Men fra tid til anden stak det alligevel sit ubehagelige, tre hoved moster frem, lige som nu.
   Jeg kom ud af min trancelignende tilstand, hvorefter jeg bakker skrigende ind i brusekabinen og bryder hulkende sammen på gulvet. Hvor længe jeg sad der, ved jeg ikke, men det gav et sæt i mig, da der både blev banket og ringet på min hoveddør. Jeg kunne ikke røre mig og hvad der forgik ude på den anden siden af min hoveddør ragede mig bogstaveligtalt en papand. De bankede lyde der kom der ude fra, blev som et ekko af mit hjerteslag. Nu igennem min lammet tilstand kunne jeg høre en råbe noget. Det gik først rigtig op for mig, at det var en mand og at han kaldte på mig, da han stod bøjede ned over mig.
   - "Er du okay?"
   Hans stemme kom langvejs fra og trængte ikke rigtig ind hos mig. Han rakte en hånd ud i mod mig og i det den lagde sig på min højre skulder, begyndte jeg at skrig. I en hvis fart fik han trukket sin hånd til sig. Hvor længe jeg sad sådan og skreg, ved jeg ikke men han måtte været gået og været kommet tilbage igen. Imellem tiden var jeg holdt op med at skrige og sad nu bare og holdte om mig selv. Jeg var begyndt at ryste igen, men denne gang skyldtes det ikke af angst men af kulde. Den krøb fra mine fødder og baller op igennem kroppen på mig og klarede lidt efter lidt mine tanker. For nu kunne jeg høre en ældre kvindestemme klart og tydeligt. Ikke lige som mandestemmen, der lød som om han stod i den ene ende af en tunnel og jeg i den anden ende og prøvede, at kommuniker med mig. Den ældre kvinde snakkede beroligende til mig og jeg glippede langsomt med mine øjne.
   Den ældre kvinde havde sat sig på hug foran mig. Hun gentog mandens ord fra før.
   - "Er du okay?"
   Jeg rystede langsomt på min hoved og så med et sløret blik ned af mig selv.
   - "Her er et tæppe."
   Mandens stemme gav et sådan sæt i mig, at jeg rykkede hoved bagud og lige ind i væggen. Det gjorde ondt men godt og kvalt det skrig der ellers var på vej over mine læber. Jeg kom nemlig til, at bide mig selv hårdt i underlæben, så smagen af det metalliske blod, fandt vej til mine smagsløg på tungen.