"De sultne hunder kommer."
   Rummet gav genklang af hans hvisken. Dergan Selestran sad på sin trone i den grå sal og talte til ingen. Hans mesters kranium hvilede i hans hule hånd. Det gav ham et svagt ekko af tryghed hver gang han strøg sin hånd over dets skalp. De små revner og den ru overflade kærtegnede hans håndflade. Det var en behagelig følelse.

Mester Konfuciul var blevet en væsentlig bedre lytter. Før lyttede han aldrig - hans kødfulde mund løb og løb og spyttede grimme ord ud. Nu var han den eneste der lyttede, den eneste der forstod.

"De kommer for deres kødben," hvislede Dergan fortroligt til kraniet.

Han stirrede op og så ud i rummet som for første gang. Høje hvælvinger indrammede sig om salens skrog og væggene var toppet af balkoner i begge sider. Et stort vindue kastede morgengryets grå lys ind.
   Dergan huskede rummets pragt fra en svunden tid. Store røde tæpper på gulvet, bannere i purpur og en konstant summen af diskussioner imellem lærlinge og mestre.

Nu var der tomt.

En uransagelig frygt greb ham. Han følte sig pludselig meget udsat i det store rum. De kunne komme når som helst.

"De kommer, de kommer, de kommer," udbrød han og rejste sig fra tronen.

Hans fod stødte på en goblet og spildte dets indhold ned af trappetrinene. Han væltede næsten over sin egen kåbe da han sprang ud på gulvet. Stirrende tilbage på tronen så han den vin han havde skænkede sig selv fra dagen før sive ned fra trinene.

Det lignede blod.

Han trak sin kåbe om sig og vandrede hen til vinduet. Dug havde samlet sig om glasset. Han åndede på glasset og tørrede en cirkel i vinduet med sit lange, sorte ærme. Et vindue i et vindue.

"Et vindue i et vindue," mumlede han.

Han grinede over sin egen vittighed. Et forcerede grin. Det var ærgeligt han ikke havde nogen at dele den med.

Han spejdede ud i det udendørs fra sit tårns vindue. Slotsgården lå dernede med et tykt tæppe af tåge over sig. Han kunne se gitterporten og den store vindebro der ledte over den dybe kløft. Han kunne næsten høre for sig havvandet bruse under broen. På den anden side lå fastlandet, indhyllet i morgenens dis, som en sky nøgen kvinde i en tynd kåbe.

Der var små lys i tågen. De strakte sig hele vejen ovre fra fastlandet af, en lang ildslange der strakte sig over vindebroen, under gitterporten og helt op til slotsgården.

Fakler.

En stor lettelse skyllede over ham. Hans plan havde virket.

Et pust igennem rummet ramte ham i ryggen som et åndedræt. Et tegn på utålmodighed.

Den store dobbeltdør blev sparket op. Dergan klukkede og strøg sin hånd over sin mesters kranium igen.

"Jeg sagde jo de kom."

En stor mand trampede ind i salen, klædt i en stålgrå rustning og en stor, sort pelskappe. Hans hår og skæg var peber og salt og stod ud i vilde børster om hans kraftige ansigt. I hænderne holdt han et draget sværd der glimtede med en sleben glans. Han var tæt efterfulgt af andre mænd. Han pegede på Dergan.

"Der er han! Jeg tænkte nok at han gemte sig heroppe."

Dergan mærkede en frygtelig kulde. Som isvand der løb ned af ryggen. Den bredte sig ud i rummet og gjorde mændenes åndedræt til synligt damp.

"Jeres observations evner er noterede," sagde Dergan ganske stille til gulvet.

Han stirrede op på mændene. De gloede tilbage på ham med opspilede øjne. Latteren steg op igennem hans hals. Han lo. Lige i ansigtet på dem. Grinede af deres dumhed og hans overlegne intellekt. Sådan nogle fæhoveder!

"Er det den sidste troldmager?"

"Er der flere af din slags, mager? Hvor er de henne?"

"Jeg troede de alle var døde . . ."

Deres ord flød ud i ét. En summen af spørgsmål, fluer der søgte at bryde hans koncentration. Men Dergan lod sig ikke distrahere. Han mumlede sin mesters navn og ventede. Han strøg hånden over kraniet.

Han ville fortsætte hvor de andre havde fejlet.

"Hvor er de?" spurgte den store, skæggede mand.

"Hvem?" spurgte Dergan uskyldigt tilbage.

"Du ved udemærket hvem! De børn du tog!" skreg manden.

Hans ansigt var rødglødende og sammentrukket i vrede.

"Nå ja, dem."

Dergan slæntrede tilbage til sin trone og satte sig mageligt i den. Han smilede til sine gæster.

"De er blevet brugt op. De var ellers udemærket materiale. Jeg skylder dem alt for at købe mig tid."

Mændende trådte længere ind i rummet. Tøvende. Deres rustningsklædte leder stirrede vantro på Dergan.

"Din sindssvage--"

Manden spruttede så meget af raseri at han ikke kunne forme ord. Han droppede al snak og hæftede sit våben over hovedet til hug.

"JEG SLÅR DIG IHJEL!"

Mandens brøl var imponerende. Han tonsede fremad mod Dergan. Dergan strakte sin højre hånd frem og hviskede et trolddomsord.

"Erkaal."

Manden standsede brat op. Sværdet faldt klirrende på gulvet.

Dergan lukkede sin hånd i en stram knytnæve. Han mærkede et usynligt organ pumpe imellem hans fingre.

Manden greb om sit bryst. Et blåt lys brændte i en cirkel om hans hjerte.

De andre drog deres våben. De nåede aldrig langt.

Væggene blødte med sort stads. Det klæbrige materiale flød med glødende klumper af blåt lys, fantom organer i et væsen der aldrig burde havde eksisteret. Mændenes kampråb ændrede sig til desperate skrig. Dergan håbede de kunne købe ham nok tid. Men han var usikker. Væsnet havde aldrig været så sultent som nu.

Tjære arme skød op fra gulvet og greb om mændenes ben. Væggene drev med ansigter der formede sig ud af det sorte stads. Tomme, hule ansigter. Rummet var iskoldt med dets tilstedeværelse. Dergans tænder klaprede.

Han rejste sig og trådte hen til den rustningsklædte mand, stadigt med sin højre hånd hævet og knyttede i forbandelsen. Han ignorede dødsskrigene fra de andre mænd imens han knælede foran manden der nu lå og vred sig på gulvet i smerte.

Dergan fremskaffede det forberedte pergament rulle og foldede den ud på gulvet ved siden af manden. Han drog en kniv og skar et snit i mandens håndled. Mandens blod flød hastigt på gulvet omkring ham.
   Han havde forberedt dette ritual over flere år. Det havde kostede mere end et par menneskeliv at perfektionere det. Nu var det tid til at teste teorien.

En omvendt eksorcisme.