Hendes hjerte var alt for stor for hendes lille hjerne. Hun var født b¨de naiv og kærlig, men også meget nysgerrig, for hver morgen havde hun glemt det meste fra i går, og på sådan vis kunne hun opleve kærligheden til livet på ny igen og igen. Det var svært at sige hvor gammel hun var, for hun var ikke et rigtigt menneske. Hun var nemlig et troldebarn på blot fire år. Hun var netop kommet i puberteten for et par måneder siden, og som alle arter og væsener fra hele verden og alle verdner, så var det hele så spændende i den alder.
   Hun havde sine små flettede sandaler på, som hun var så glad for, selvom de viste hendes sorte negle. Hun bar en brun lædernederdel, der var åben i siden, bundet om hende med en snor med hullede muslinger. Om sine små runde pubertetsbryster havde hun et rødligt stykke læder, flettet sammen i fronten, så man kunne skimte hendes bryster mellem den stramme lædersnor. Toppen var så kort at man kunne se hendes lille navle. Hun var jo en uartig pige, og hun vidste hvad troldedrengene ville have. Hendes halskæde var det vigtigste hun ejede, den var lavet af de juveler skaderne samlede i alle skinnende farver. Vinterkulden gjorde ikke noget i den lette påklædning, trolde er ikke reptiler, de er ganske vist varmblodet pattedyr, men de er mere varmblodet end noget andet væsen, så kulde er kun godt for dem.
   Hun så nu noget akavet ud, i hvert fald set fra menneskeøjne. Hendes næse var bred og flad, hendes læber var tynde røde streger og hendes kinder var runde som babybørns. Men det var alligevel svært at sige at hun ikke så sød ud. Hun havde store nysgerrige øjne, så man næsten fik lyst til at kysse dem, hvis det var social acceptabelt. Hendes smil var ægte og kært, men alligevel ude på ballade. Og ørerne strittede under det uglede brunrøde hår.
   Det var nytårsaften, men det vidste hun ikke. Hun havde taget sin sandaler i hænderne og var kravlet op i et træ. Derfra hoppede hun ned i sneen og løb omkring træet, tilbage til sine egne fodspor på den anden, hvorefter hun kravlede op igen og forsigtigt videre til et andet træ ved siden af. Sådan lignede det at en usynlig elver løb i ring dernede. Da hun sad oppe i træet og morede sig over tanken, så hun det første nytårsskrald i himlen. Hun var nær faldet ned, da det pludseligt blev lyst som dag. Alle mærkelige farver farede gennem himlen som enorme ildfluer, eller måske drager, men den slags hørte kun til i fortidens eventyr, det var hun gammel nok til at vide. Da der lød endnu et brag overvandt hun sin frygt og hoppede ned fra træet og drog på opdagelse.
   Hun gik med lystige skridt og hovedet holdt højt for at følge de mærkelige lysglimt. Månen spejlede sig i hendes øjne, og hun forsøgte selv at spejle sig i månen. Hun gik længe med bare tær i sneen, hoppede lidt, og kastede snebolde mod træerne, så sneen dryssede ned i hovedet fra trækroerne. Da hun nåede vejen, hvor hun ikke måtte være, tog hun sandalerne på og gik mod menneskenes by, der hvor lyset kom fra. Hun havde aldrig mødt et menneske, kun hørt om dem, og hun vidste jo godt, at man ikke skulle tro på alt man hørte fra de gamle historier.
   Da hun nærmede sig kunne hun se de firkantede stenhytter, der lyste op fra vinduerne ligesom himlen lyste op fra de mange lysende brag. Menneskene larmede meget, og der var mange af dem på gaderne. De råbte og de gav brag fra sig. Troldepigen stillede sig midt i det hele og kiggede op på himlen og de mange lys. Der var farver, som lysende vrede bisværme. Der var lysglimt, som lyn på himlen. Og der var flotte mønstre, som når fuglene flyver bort i flok. Det hele lyste op i hendes store øjne.
   En dreng gik over til hende og spurgte: "Hvorfor står du her og smiler for dig selv?" Hans smil var næsten ligeså sødt som hendes, og han var pæn som ingen troldedreng kunne være, tænkte hun.
   "Det er flot."
   "Ja det er det. Du må fryse, du har jo næsten ikke noget tøj på. Vil du med ind? Vi har fest oppe i min lejlighed, alle er velkommen."
   "Det vil jeg gerne. Hvad hedder du?" spurgte hun og så op på ham, for han var selvfølgelig meget højere end hende.
   "Jeg hedder Mark. Hvad hedder du?"
   "Jeg hedder Lærke, som fuglen der synger pip pip pip på markerne."
   Mark lo. "Ja, det må man nok sige, så kender vi næsten hinanden allerede. Kom nu med ind, du dør af kulde herude. Vi kan altid gå ud igen se fyrværkeriet igen."
   Mark rystede af kulde, mens Lærke blot smilte op mod himlen. Endnu et brag lød og gult glimmer spredte sig ud over himlen som om selveste stjernerne var blevet skudt ned. "Hvad er det?" spurgte hun nysgerrigt.
   "Det ved jeg ikke. Det er ikke vores. Vi har skudt alt vores af. Du er en sjov en. Kom med ind, så giver jeg en øl, eller en cider, hvis du vil, det har vi også."
   "Jeg vil gerne have en cider, men jeg kan bedst lide mjød fra biernes honning," sagde hun og rullede hånden på sin mave. Hun vidste ikke hvad øl var, men de lavede cider fra æblerne i skoven, så det kendte hun godt.
   "Du er en rigtig vikingepige. Kom med," sagde han og begyndte at gå og så sig tilbage over skulderen efter hende.
   Hun skyndte sig efter med sine små skridt i sneen. "Vil du tage min hånd?" spurgte hun og så på ham.
   "Jo så gerne lille dame," sagde han og tog hendes hånd i et fast greb. Hans hånd var lille for en drengehånd og meget kold, men det kunne hun godt lide. "Det er noget meget specielt tøj du har," sagde han og løftede stenene i hendes halskæde op og så på dem.
   "Det er som alle andres."
   Han lo igen. "Ja det kan man godt sige, alles tøj er specielt på deres egen måde, men dit er lidt mere specielt end de flestes. Hvor har du det fra?"
   "Fra skoven og fra stranden og fra skadernes reder," sagde hun stolt, for hun havde selv lavet det, da hun blev gammel nok og ikke havde brug for sin mors hjælp.
   "Du er næsten et helt lille eventyr. Jeg tror aldrig, jeg har mødt en som dig før," sagde han og stoppede op i entreen og så dybt ind i hendes øjne.
   "Du skal ikke tro på eventyr. Du skal kun tro på det du kan se med dine øjne. Engang fløj dragerne på jorden, og måske flyver de på himlen igen i nat. Jeg ved det ikke."
   "Så bliver jeg nødt til at tro på eventyr, for jeg kan jo se dig. Du er så sød, det er svært ikke at kysse dig lige nu." Han træk hende ind til sig. "Jeg kan spejle mig i dine øjne så store er de. Det er utroligt, ingen har øjne som dine."
   "Du må have set for meget op i solen, dine øjne er blevet så små," sagde hun og lukkede sine øjne og stillede sig på tær, for hun kunne se han allerede skulle til at kysse hende.
   "Kom her," sagde han, træk hende endnu tætter på og kyssede hende. Hans hænder var kolde om hendes ansigt, men hans tunge var varm i hendes mund. Han var våd og blød, og hans læber var så store, at de kunne dække hele hendes lille mund.
   "Jeg vil meget gerne have en cider nu," sagde hun og krammede hans kølige krop.
   "Blev du helt genert lige pludseligt?"
   "Jeg har det meget varmt." Sved begyndte allerede at samle sig på hendes øjenbryn.
   "Har du feber? Du har været ude meget længe."
   "Jeg er bare meget varm."
   Han mærkede hendes varme pande. "Ja, lad os skynde os at gi' dig noget koldt at drikke." Han tog hendes hånd og førte hende ind gennem lejligheden. Der var mange gæster, unge drenge og piger med mærkelige hatte og briller, og de kiggede alle sammen på hende. Mange af dem råbte til hinanden, og de drak som kun gamle trolde måtte drikke. Der var meget højt tromme- og fløjtemusik, og det var helt andre trommer og fløjter end hvad Lærke nogensinde havde hørt. De dansede også som hun aldrig havde set før, ingen holdt i hånden, og de gned sig op ad hinanden som man kun turde efter mørkets frembrud. Mark og Lærke gik ind køkkenet. "Det var en cider, du ville have."
   "Ja mange tak," sagde hun og tørrede sveden væk sin pande. Mark fandt en dåsecider og rakte den. Hun kiggede forundret på den farvede cylinder. Mark lo og tog den fra hende, åbnede den og fyldte et glas.
   "Du er virkelig fra et eventyr," sagde han og smilede til hende.
   Lærke drak hurtigt glasset, det var så dejlig koldt i hendes mund og nede i hendes mave. Hun følte sig lidt svimmel og hendes mave rumlede, så hun bøvsede ud af siden af munden og smilede til Mark. "Bøvs bøvs," sagde hun, for hun elskede følelsen af at være lidt beruset.
   "Skål til dig. Hvor gammel er du?"
   "Jeg er fire vintre," sagde Lærke.
   "Helt seriøst, hvor gammel er du?"
   "Hvor gammel er du?" spurgte Lærke snedigt, for hun vidste jo egentlig godt at mennesker blev meget gamle, og ligesom mus blev voksne på en fuldmåne, så var fire vintre måske kun et barn for et menneske men en stor pige for en trold.
   "Jeg er 21."
   "Så gammel er jeg også," sagde Lærke med et stort smil.
   Mark lo igen og kyssede hende på panden. "Det gør ikke noget, hvis du kun er 16."
   "Det er hemmeligheder," sagde hun.
   "Dem har du mange af. Skal jeg ikke også finde et glas isvand? Du kan jo ikke drikke sådan der hele aftenen."
   "Mange tak."
   De gik ind til resten af festen med en cider og et glas isvand og en flaske øl til Mark. Han fandt et bord, hvor de kunne side alene og han fik tid til at udforske hendes store øjne. Lærke følte sig varm og kunne mærke sveden dryppe af hende. Hun havde lyst til at tage sin top af, men hun vidste godt at hun var en stor pige nu, og store piger måtte ikke gå rundt og vise deres bryster til alle og enhver. De andre drenge til festen smilede uartigt til hende, og pigerne sendte onde blikke. De havde alle så meget tøj på, de svedte nok under alt tøjet. Først da bemærkede Lærke hvordan hun sad med benene spredt, så alle kunne se lige op på hendes køn under nederdelen. Hun lagde benene over kors, selvom hun allermest havde lyst til at sprede dem igen for at få noget luft, men hun prøvede på at være artig.
   Cideren havde været for meget væske for hende, det fyldte hendes lille krop så hurtigt op og hun skulle tisse. Der flød is i vandglasset, ligesom det flød i søerne når vinteren var omme. Hun tog en isterning op fra vandglasset og gned den på huden over sine bryster, så det kolde vand løb ned over hendes krop. Til sidst lod hun isterningen glide ned mellem brysterne i hendes top, hvor den kølede så skønt og gjorde læderet blødt og køligt.
   Mark så nervøst rundt på alle de nysgerrige øjne. Det lod ikke til at gøre Lærke noget, at de andre syntes, at hun var seksuelt udfordrende, så Mark forsøgte bare at ignorere dem. "Hvor bor du?" spurgte han.
   "Mod morgensolen fra rævegravene."
   "De veje kender jeg ikke. Er det lidt ude for byen?"
   "Det er der ude hvor menneskene ikke tør gå. De farer vild, for de kender ikke træerne, som jeg kender dem. Hvis de vil tilbage til byen skal de bare gå til rævegravene mod aftensolen. Fra lysningen på bakkerne kan de se den gamle eg, og fra egen kan de lugte stillevand. Det må man ikke drikke, for stillevand lugter grimt. Jeg må ikke gå videre end stillevandet."
   "Men du kom alligevel herind. Turde du godt det?" spurgte han og kiggede undrende på hende.
   "Jeg er uartigt. Kys mig igen." Hun lænede sig ind over bordet og kyssede hans bløde store læber, mens sveden piblede frem på hendes pande.
   En anden dreng satte sig bag Mark og hviskede i Marks øre: "Hva' så Mark? Hvad er det for en flipperluder du har fundet dig? Vi har jo alle set hendes behårede fisse. Hver sin lyst, men kan du ikke blande resten af selskabet uden for?"
   Musikken var for høj, så ingen af menneskerne ud over Mark hørte det. Men trolde har gode øre, de lytter som en kat og vrikker med ørerne efter lyden. Lærke kendte ikke alle ordene, men hun vidste at de ikke var rare ord og hun vidste at han talte om hende. Hun begyndte at snøfte stille, for en pige med et så stort et hjerte og så store øjne kan blive meget ked af det. Hun var helt alene i menneskenes land og hun forstod ikke noget.
   "Fuck, det sku' hun ikke ha' hørt," sagde den lede fyr, da han så Lærkes triste øjne.
   "Hold dig væk," sagde Mark og løftede sin ølflaske truende. "Jeg kan altid hente ny øl, men vi har ikke flere kranier på lager!"
   "Okay okay," sagde den lede dreng og gik sin vej.
   Det blev for meget for Lærke. Tårerne løb ned af hendes kinder og hun snøftede stille: "Mark. Mark."
   Mark tog sin stol og flyttede sig over og omfavnede hende. "Det skulle han ikke have sagt," sagde Mark og kyssede hende blidt på munden. Han holdt sin hånd om hendes nakke og så ind hendes store våde øjne. "Det skulle han slet ikke have sagt. Jeg ved det ikke passer. Du er noget helt usædvanligt, men jeg ved ikke hvad endnu."
   "Mark," snøftede Lærke igen og kunne slet ikke holde gråden tilbage. Når de gamle trolde græder lyder det som torden gennem skoven, men troldepiger græder mere som et spædbarn skriger, så Lærkes gråd hylede højlydt gennem hele lokalt.
   Den lede dreng gik forbi igen. "Hva' så, ska' din baby skiftes?" sagde han og skubbede til Marks skulder.
   Lærke fór op fra stolen og greb fat i drengens arm og bed sig fast i den. Han forsøgte at skubbe hende væk og slog hende hårdt i ansigtet. Det var for meget for Lærke, arrigskaben fyldte hendes hjerte, hun sprang på ham, satte sine klør i hans hals og bed sine hugtænder fast i hans øjenbryn. Han var rigtig nok ikke bare mildt beruset, så han snublede baglæns, faldt over sine egne ben og landede på ryggen. Lærke rev nakken tilbage og spyttede et stykke kød fra drengens pande ud, blodet sprøjtede og løb ned af hendes hals, blandede sig med sved og dækkede hendes bryst. Han skreg i smerte, endnu højere end da Lærke græd få sekunder forinden, men for sent til at få hjælp, Lærke havde allerede løftet en stol op og kvaste et stoleben ned i hans øje. Hun satte sig på stolen, og så søde og naive hendes øjne var før, så vrede og drabelige blev de nu. Hun smilede ondskabsfuld rundt til folk, mens hun hoppede op og ned på stolen, så den trængte gennem kraniet og masede sig ind i drengens hjernemasse.
   Det hele varede kun ganske få sekunder, så tilskuerne nåede knap nok at stille deres øl i forbløffelse, før hun allerede var ude af lejligheden. De så rundt i forvirring, uden at vide hvad der rigtigt var sket. Hun løb så hurtigt hun kunne, for hun vidste godt hun havde været uartig igen.
   Mark løb efter. "Lærke!" råbte han, da han nåede ned på gaden. Lærke vendte sig og smilte sødt til ham. "Lærke, hvem er du?"
   "Jeg er bare mig," sagde hun og tørrede sig flovt om munden. "Vil du med hjem og besøge mig, Mark menneskebarn?"