Jeg vågnede og hældte de sidste dråber whisky ud over mine tømmermænd, hurtigt før solen rigtigt stod op og situationens alvor kom til syne. Solen havde selvfølgelig allerede stukket sin skaldede isse op over horisonten og kastet sine solstråler ud over de frosne plovmarker på landet, men det varede endnu et par minutter før solen ville lægge lange skygger hen over byen og mit hus. Jeg rystede lidt med flasken, lyttede forgæves efter små whiskybølger, før jeg lod flasken trille ned langs de skrå gulvbrædder for til sidst at gynge sig selv til ro i et nedsunket gulvbræt. De elleve andre tomme flasker stod klemt sammen i hjørnet, hæren i tilbagetog, blege, udtryksløse og fanget af et bagholdsangreb. De så så fortabte ud. Hitler skød hovedet af sig selv på en forårsdag, og Mexicanerne havde sikkert orgier med hovedløse høns i samme årstid, men nu var det vinter og der var ikke mere whisky.
   Jeg kastede mig tilbage i sengen og spekulerede over loftbrædderne, stadig med en tanke i baghovedet om Mexicanske hovedløse orgier. Når man hugger hovedet en høne, begynder den at ryste helt ude af kontrol, det var hele pointen med orgierne, og det kunne jeg forstå, Berlins fald og hovedløse høns gav mening, men nu steg solen op over tagryggene og kastede det klare vinterlys ud over de farverige perler på to glemte øreringe på mit natbord. De var glemte men ikke savnet. Jeg træk i noget tøj og bar resterne af aftensmaden fra i går ind i køkkenet. Køkkenet var blevet rengjort natten forinden, klinisk rent helt ned til hver mindste sprække, uden anden lugt end min egen sved og med et linoleumsgulv så glatpoleret, at trusserne på kortskørtede piger kunne spejles i det. Det var elleve dage siden sidste gang, elleve flasker whisky siden og nu også to hovedløse øreringe siden.
   For verden skulle være hovedløs, ligeså hovedløs som automatiske metrotog, som rådne økseskafter, som høns i forvirret blinddans og som en hær af hvide snit og propløse flasker. Det var derfor Hitler tungekyssede pistolen som den sidste, en ømhed han end ikke turde vise sin kære Eva på den smukke forårsdag i 1945. Jeg drak et glas vand. Mine ædru, rystende hænder fik glasset til at klirre mod mine tænder og efterlod glasklare vanddråber faldende fra min hage. Solen stod nu i den højde, hvor den hvilede i en gylden tåge, præcist i den anden ende af gaden, lyste ned mellem alle husene, forbi morgenfriske løbere og gnavne hundeluftere, over soltagene på pendlere og direkte ind gennem mit køkken. Når solen hang der, var det som englene åbenbarede sig, mens kaffemaskinen sagde tik tik og smøgen knitrede mellem mine fingre.
   Jeg gik ind i mit værelse og fandt en affaldssæk med brugt tøj. Mine svedige håndflader klistrede sig til plastikken, og den sorte pose glinsede i sollyset ligesom mine blanke vrede pupiller. Jeg smed affaldssækken i containeren i min baggård, hældte benzin fra min græsslåmaskine over og satte ild til den, så de blå flammer blussede op og varmede mit ansigt. Den sorte plastiksæk smeltede omkring tøjet, ilden funklede i flere farver fra alle kemikalierne, mens tøjet langsomt blev opslugt af flammer, forkulledes og blev ugenkendeligt. Jeg betragtede ilden ganske kort, før jeg gik videre mod den lokale Brugs for at købe whisky. På vejen ringede jeg 112: "Nogle unge har endnu engang sat ild til min container ... ja, der har været meget hærværk af den slags i kvarteret ... det er godt at høre at politiet er på sagen. Mange tak."
   Det var køligt udenfor, og en kold vind strøg ned ad gaden og bed mig i ansigtet, rev i min jakke og hylede i ørerne. Mens biler kæmpede sig af sted i modvind, stod en flok børnehavebørn ved et busstoppested og forsøgte at balancere deres uforholdsmæssig store hoveder i den kraftige blæst. Børn har sådan nogle formelige, bløde kranier, der kan holde til både bank og stramme kusser, men som er alt for store til deres små kroppe og deres endnu mindre tanker. Jeg gav tegn med min hånd til at en lille dreng skulle gå til siden, så jeg kunne forsætte ligeud på fortovet uden at sno mig omkring børnene.
   Spiseseddelen udenfor butikken skrev om fundet af endnu et hovedløst lig i en grøft. Whiskyflasken var nu fuld, men jeg havde snart fanget mig selv i et baghold.