Den morgen skete der noget usædvanligt. Asmus steg ud af sengen og så glad på lyset, der trængte ind ved siden af rullegardinet. Det kunne være gråt eller gult. Det var gult, og det vidste han godt, hvad betød. Han gik over for at tage sit tøj på, der lå henkastet over en stol, men da ville tage sin trøje på, opdagede han noget besynderligt: "En sok, en sok i ærmet på min trøje?"

Han kiggede mistroisk derind. "Hvordan er den havnet der?" spurgte han sig selv, mens han pillede den ud. "Normalt finder jeg sokker i buksebenet." Han stod på gulvet og overvejede det med sin trøje i den ene hånd og sokken i den anden. Bukserne, dem havde han taget på. "Det må være den slags spørgsmål, der optager de store filosofer," konkluderede han, "jeg er jo bare helt normal." Han smurte sig en syltetøjsmad og satte sig ud på terrassen i solen. Solen skinnede over tagryggene og fuglene sang, men sokken var stadig i hans tanker. Han placerede sin syltetøjsindsmurte pegefinger eftertænksomt på næsen. "Måske," indrømmede han, "måske er jeg ikke helt normal alligevel."

Asmus gik ned på gaden. "Ingens verden så stor som min egen," sagde han til sig selv, for han kunne nemlig dreje hovedet hele vejen rundt, hvis altså bare han også flyttede fødderne med. Han stod der og drejede om sig selv og gjorde sin verden større, for hver gang han nåede en omgang, var der nye mennesker der gik forbi. Nogle stoppede op og betragtede ham, det rørte ham ikke, han gentog bare: "Har jeg fødder på armene eller ærmer på benene?" Før eller siden måtte han stoppe, og ligesom man kan gå skævt hele natten og først føle sig svimmel dagen efter, så kunne han dreje rundt dagen lang og først føle sig svimmel når han stod stille igen. Han satte sig ned på hug og gyngede med hovedet. "Åh hvor blev min verden stor," sagde han til sig selv. Når karrusellen drejer rundt, så svinger stolene ud, og når karrusellen går død, så hænger stolene bare slapt ned. Det vidste han nemlig godt, og sådan måtte verden også være, for der var jo visse ligheder med karruseller og verden, der var både kø og svimmelhed i verden, bare ingen entrépris, eller det havde han måske glemt. "Men har jeg fødder på armene eller ærmer på benene?" spurgte han sig selv igen.
   Han rejste sig op, mens han stadig var lidt svimmel, for nu skulle han på opdagelse i den nye store verden. "Ingens verden er så stor som min," sagde han og spant omkring sig selv mens han gik. Han var sikker på at hans verden var den største, det havde han nemlig lært, når han så de andre mennesker i øjnene og de bare så sig selv i øjnene i stedet for at kigge ud på ham. Asmus drejede en omgang igen og så lige over på en pølsevogn. "Der blev verden lige lidt større," sagde han og gik derover.
   "Jeg skal have en cola med det hele," sagde Asmus lykkeligt.
   "Mener du en cola og en hotdog med det hele?" spurgte pølsemanden forvirret.
   "Nej, en cola med det hele: Låg, flaske og cola. Panten giver du bare til den næste der spørger, ellers beholder du den selv," sagde Asmus og blinkede til pølsemanden.
   Manden lo: "Ja så, det bliver syv en halv kroner, men du bliver nu nødt til selv at betale for pant. Skal jeg ikke åbne den for dig? Så kan du bare få låget med?"
   "Nej, lad være med at åbne den, jeg skal have en cola med det hele, så jeg kan gemme bruset til parken."
   "Jamen værsgo," sagde han og rakte colaen til Asmus og talte småpengene på disken. "Jo det stemmer. Ha' en god dag."
   "Mange tak pølsemand."

Asmus ville ikke dreje om sig selv mere om, for gør man det for meget, bliver man svimmel og farer vild og falder død om. Det vidste han nemlig godt, for mange mennesker for vild og faldt døde om. Det så ikke behageligt ud. Han gik direkte videre mod parken. Menneskene så stadig kun sig selv i øjnene, og når Asmus kiggede på dem, kiggede de bare væk, som om de kendte ham og var bange for at sige hej. Men de kendte ham jo ikke, så hej ville være det mest naturlige at sige. Han satte sig på en bænk i parken og træk en uplukker op af lommen. Lyden af en cola der åbnes er ligesom en lille sur kat, så han gav den lige lidt tid til at slappe af på. Han kiggede på menneskerne der kig forbi. "Har jeg fødder på armene eller ærmer på benene?" spurgte Asmus igen og drak lidt af sin cola.

En dame gik tur med sin hund. Den havde fire ben og fire fødder, og lige over de forreste ben og fødder sad halsen og hovedet. Pludseligt forstod Asmus, at hvis en hund skulle have trøje og sokker på, så ville den have ærmer på benene og finde sokker i ærmerne den næste morgen. Det var jo en grusom nyhed, Asmus måtte jo være en varulv i nattens løb, men ganske vidst en velopdraget varulv, for mor sagde altid, at han skulle have sokker på begge fødder, og er man varulv, så det ikke bare en fod, ikke to fødder, ikke tre, men sokker på alle fire fødder, så de ikke bliver kolde, når kun månen skinner. Nu vidste Asmus at han var en velopdraget varulv, og det forklarede jo meget i hans liv, som han helst ikke ville tale om, end ikke tænke på.