Jeg har svært ved at holde blikket fast på noget. Jeg har svært ved at se. Døren foran mig bevæger sig nærmere. Hvor er mit skateboard? Jeg går på mine ben, men jeg står stille. Døren nærmer sig, jorden drejer den hen mod mig. Mine ben er usikre. Det er som at stå på vandski, bare uden vand og ski og båd, men dybet er under mig. Døren nærmer sig. Nærmer sig. Nærmer sig. Jeg glider og skubber og rammer åbningen, den rammer mig. Rummet er omkring mig, som rum er for det meste. Væggene er faste, men gulvet er flydende som under vandski. Jeg synker ikke, så jeg hopper og glider, men ikke her, et andet sted. Hvor er jeg ellers, hvis jeg ikke bare er her? Jeg hopper igen og føler mig glide ned mod fodenden i en seng. Tyngdekraften er omvendt i virkeligheden. Man tror den trækker i mig fra jorden, men den trækker ingen steder hen. Den følger bare hvordan min krop vender. Jeg hopper igen og glider længere mod fodenden, så mine ben hænger ud over sengekanten, og mine knæhaser nager. Skuffen er tom, den skuffe lige foran mig, som jeg åbner nu, eller det vil sige, jeg ved der er noget, her er bare ingen farver eller former. Jeg fører mine fingre gennem skuffen og forsøger at føle mig frem, men jeg tør ikke samle noget op. Ikke den her morgen, ikke når jeg står ude for virkeligheden, ikke når jeg burde synke, fordi jeg hverken har båd eller ski. Hvor er mit skateboard? Jeg lader skuffen stå åben, så jeg kan undersøge den, når jeg kommer tilbage til virkeligheden. Billederne på væggen skærer ansigter. De hænger i små kæder af guld. Jeg løfter et billede op i min hånd. Han smiler. Jeg vender billedet. Den anden side griner. Et andet billede råber. Jeg vender ham. Den anden side er vred. De må kommunikere med deres bagsider. En sendte et smil og fik en latter tilbage. En råbte og gjorde bagsiden vred. De er alle lettere humørsvingende, men det er ikke svært at holde styr på, hvem der hvem.
   Hvor har jeg lagt skateboardet? Jeg føler mig klar til at prøve det. Jeg løfter min fod, men den løfter sig ikke her i værelset. Hvor løfter den sig? Den løfter sig. Billederne på væggen burde have advaret mig. Jeg kan godt gå! Jeg må ikke lade nogen føle, at jeg glider væk. De må ikke vide noget. Jeg må ikke hoppe, for sengen er virkeligheden. Jeg må ikke vise overfor nogen, hvordan jeg har det. Jeg må ikke lade billederne se det, og jeg må for alt i verden ikke tænke på nogen, jeg kender. De må ikke se mig sådan her! Der hænger en stor grøn drage i værelset. Den er lavet i papmache. Hvis drager fandtes i virkeligheden, ville man ikke lave dem i papmache her? Det må komme et sted fra, det store bæst med de store øjne og små tænder. Det er et uskyldigt bæst. Nogle forsøger at undgå, at jeg bliver bange. Og jeg er ikke bange! Ikke bange! Ikke se på billederne! Ikke tænk på skuffen! Glem at du har glemt skateboardet, og tænk kun på bæstet af papmache. Jeg kan løfte mit ben, hvis jeg glemmer sengen, og lader mig glide ud af virkeligheden et øjeblik. Det virker. Mine ben bevæger sig, som de skal. De er langsomme, men de virker som de skal. Jeg må gerne holde balancen med mine arme. Kun lidt. Ellers ser de det. Jeg går altså bare sådan her! Sådan går jeg med mine arme. Det er helt normalt. SENGEN! For helvede, hvorfor tænker jeg på sengen? Jeg hopper og glider ud af fodenden. Det kradser i min ryg. Jeg ligger på gulvet foran fodenden. Jeg kan føle det. Stop op! Ikke gå længere. Se dig om i lokalet. Er der nogen der ser på mig? Billederne. Jeg må vende dem om. Den anden side kender kun deres bagside, som nu er forsiden. Jeg vender dem. Han er glad. Han har kvalme. Han er ked af det. Han er bange. Han er bange! Hvem var på forsiden, som nu er bagsiden? Han er glad, og nu griner han. Jeg vender ham igen og ser på den bange bagside. Man må gerne være bange her. Han griner af dig, ikke af mig, men du må gerne være bange her. Jeg går igen. Mine ben reagerer langsom, men mod den rette retning. Jeg vil mod trappen. Farvel papmachedrage. Farvel du den bange. Et trin af gangen. Saml benene. Et trin. Saml benene. Det her er den sikre måde at gå på trapper på - hvis man ikke vil kravle, og det vil jeg ikke, for det er MISTÆNKELIGT.
   Der går en kat over gulvet. Jeg har set den kat før, og jeg har aldrig set den i godt humør. Det er ikke en glad kat. Den er orange, som når man blander appelsin- og æblejuice, men det er ikke en naturkat. Det er et dyr, så den burde være mere som æbler og appelsiner, men den trives bare bedst i byen. Sådan er det også med nogle biler og rigtig mange mennesker. Katten vil bare ikke være der hvor menneskerne er, den vil bare være tæt på. Kan du forstå det? Den vil være i GYDERNE. For det er en bange kat. Sådan er der også mange mennesker, der har det, men kun meget få biler vil helst være i GYDERNE. Katten er gået. For det er en bange kat.
   Et trin. Saml fødderne. Et trin. Saml fødderne. Jeg ved ikke om katten kommer fra virkeligheden. Ligger jeg stadig på gulvet foran min seng? Saml fødderne! Saml fødderne mere end du nogensinde har samlet dem. Katten må komme fra virkeligheden. Ellers kan den ikke have oplevet menneskerne og bilerne og GYDERNE. Jeg har ikke oplevet menneskerne og bilerne og GYDERNE, for jeg har ikke været her så længe. Kun i virkeligheden hvor jeg ligger på gulvet og hvor tyngdekraften kun trækker mod min fødder, lige meget hvordan jeg vender. Hvad vil der ske, hvis jeg hopper nu? Hvilken vej vender mine føder i virkeligheden. Det er vigtigt at tage højde for. Jeg må samle fødderne først. Det er en dårlig ide. Jeg vil ikke glide et sted hen, hvor jeg ikke vil være. Jeg må samle fødderne, så tage et trin, og så samle fødderne igen, og jeg må gerne holde balancen med mine hænder, kun en lille smule, for det er bare sådan jeg går. Det er helt normalt. Det må folk kunne se. Et trin. Saml. Et trin. Saml. Men hov! Hvad er det med den tyngdekraft? Jeg kan mærke det i mine tænder for hvert trin jeg tager, men jeg kan også mærke den på gulvet foran min seng et helt andet sted i denne verden eller meget længere herfra. Er det noget jeg drømmer? Jeg ved jo, for jeg ved noget om tyngdekraft, at den går kun en vej, NED. Faktisk går den mange veje, for der er mange NEDER. Tyngdekraften går ikke mod mine fødder, slet ikke i virkeligheden. Jeg må drømme, lige nu, at jeg ligger for enden af min seng og falder den vej, min fødder går. For tyngdekraften går kun mod mine fødder, hvis mine fødder også går NED. Det gør de ofte, men lige nu går de måske hen et helt andet sted end ned. Så kan tyngdekraften ikke trække i dem, heller ikke hvis jeg hopper, for sådan er det ikke i virkeligheden, VIRKELIGHEDEN, sådan er det i drømmene.
   Jeg må være i VIRKELIGHEDEN nu. Kunne katten ikke have fortalt mig det? Nej, katten er bange, så det tør den ikke. Jeg fortalte heller ikke, at der var noget SKEPTISK. Det vidste den måske i forvejen. Ja, det var godt jeg ikke sagde det. Det havde været flovt, for den vidste det i forvejen. Jeg kunne fortælle den, at den gerne må være bange. Det ved den måske også, men det er betryggende at få at vide, særligt hvis man er lidt bange. Jeg må fortælle manden i billedet, at han gerne må være bange, også selvom folk griner af ham. Jeg vender mig om på trappen. Et trin. Saml. Et trin. Saml. Jeg har allerede fortalt ham det. Det er nok at fortælle ham det en gang. Måske er han slet ikke bange mere, fordi jeg sagde, han gerne måtte. Sådan kan det godt være. Jeg vender mig igen. Et trin. Saml fødderne. Et trin. Saml. Et trin. Saml. Et trin med en fod, et trin med den anden. Saml. Jeg må løfte hænderne lidt længere op for at holde balancen, men jeg kan godt sådan her. Et trin med en fod, et trin med den anden. Saml. Puha. Et trin med en fod, et trin med en anden, et trin med den første, et trin med den anden. Saml. Hvordan gør katten det her? Den har så mange fødder. Det er godt den er gået sin vej og ikke kan se mig. Se ham der, ville den tænke, han har svært ved det, og han har kun to fødder, jeg kan godt, og jeg har hele fire, høh, fire fødder med ben, ville den tænke.
   Jeg er nede nu. Jeg kan gå. Hvor er skateboardet? Nej. Jeg er ikke klar til at køre. Jeg skal bruge mere tid i virkeligheden først. Det er svært, når jeg i virkeligheden ligger i bunden af min seng og samtidig er her. Nej! Jeg ligger ikke i bunden af min seng. Det her er VIRKELIGHEDEN. Det er en drøm, at jeg ligger der i bunden af min seng lige nu. En drøm som jeg drømmer lige nu, her i VIRKELIGHEDEN. Jeg er bare ikke vant til at virkeligheden. Derfor kan jeg hoppe, for jeg er ikke bange for at hoppe, for det er bare en drøm at jeg ligger på gulvet foran min seng, og jeg er ligeglad hvor jeg glider hen i min drøm, hen eller ned, måske en dag op. Derfor kan jeg hoppe. Jeg er ligeglad! Jeg hopper. Jeg kan føle gulvet glide på min ryg eller min ryg glide på gulvet. Jeg må sætte mig! Det er farligt. Jeg må samle benene og så sætte mig. Saml! Nej, jeg kan ikke sætte mig med samlede ben. Jeg må sætte mine ben på en særlig måde, så jeg selv kan sætte mig. En fod lidt frem og lidt skæv, så hænderne mod gulvet og ned og sidde. Man skal ikke samle fødderne, når man skal sætte sig ned. Hvis jeg ligger på gulvet i virkeligheden som også er drømmen, og jeg sidder her i VIRKELIGHEDEN og føler drømmen og virkeligheden og VIRKELIGHEDEN, burde jeg så ikke fortælle katten, at jeg er mere SKEPTISK end den? Men katten er vent tilbage til GYDERNE, for katten er også SKEPTISK i GYDERNE. Hvor er mit skateboard? Jeg er ikke klar til mit skateboard, for jeg er ikke klar til VIRKELIGHEDEN endnu. Da jeg stadig havde mit skateboard og da skuffen stadig var tom men stadig var fuld og da dragen var bæstet der var uskyldigt og da billedet der var bange skjulte at det var bange og da virkeligheden stadig var virkeligheden og ikke drømmen og da VIRKELIGHEDEN stadig ikke var VIRKELIGHEDEN men noget jeg skulle lære at kende og da jeg stadig ikke kendte katten som kendte til GYDERNE og da alt var som da jeg vågnede, der var ingenting som det plejede, og jeg var bange, men det var SPÆNDENDE for der havde jeg ikke FORTVIVLSEN. Nu kan jeg FORTVIVLEN, for nu kender jeg de sande spørgsmål og nu ved jeg, at jeg sidder her og ligger på gulvet samtidig. Jeg sidder og ligger samtidig forskellige steder. I VIRKELIGHEDEN og virkeligheden. Jeg ved ikke, hvad der sker hvis jeg hopper, og det er ikke kun fordi, jeg heller ikke ved, hvordan man hopper, mens man sidder, men også fordi jeg ikke ved hvilken vej en af de mange tyngdekrafter vender.
   Nu går katten ind i rummet. Jeg har FORTVIVLSEN, og det kan katten se. "Engang," siger katten. Aha aha, fortæl mig mere, det er en god begyndelse, men fortæl mig mere.
   "Engang ..."
   Jaså, fortæl mere, fortæl mere. Jeg ved stadig ikke, hvorfor nogen er bange for, at jeg skal blive bange, så de har givet dragen store øjne og små tænder, som om det var et barn med mælketænder. Har dyr mælketænder? Har drager? Hvis drager fandtes, ville de have mælketænder? Fortæl kat, fortæl. Fortæl om drager, fortæl om mælketænder og fortæl hvilken dyr, der har dem, og hvilken der ikke har. Fortæl hvor mit skateboard er. Fortæl om FORTVIVLSEN for jeg ved du kender den bedre end jeg, for du kender GYDERNE bedre end jeg. Fortæl fortæl kat, for jeg vil gerne høre hvad du har at sige om GYDERNE og FORTVIVLELSEN, men også om drager og mælketænder og hvor mit skateboard er.
   "Du er ikke klar," siger katten.
   Jeg er klar. Jeg er klar. Jeg har FORTVIVLELSEN, og det er kun fordi jeg er klar. Hvad kommer der efter engang? Har det noget med skuffen at gøre?
   "Du er ikke klar."
   Jeg er klar. Jeg er klar. For jeg har FORTVIVLELSEN.
   "Du skal have de rette spørgsmål, så er du klar."
   Jeg har alle spørgsmål, for jeg har FORTVIVLELSEN. Jeg stiller alle spørgsmål, også svarer du kun på de rette. Kan vi gøre det sådan? Jeg har FORTVIVLELSEN, så jeg stiller alle spørgsmål, også svarer du på de rette. Sådan gør vi det.
   "Du er ikke klar."
   Hvordan blev verden skabt? Er det det rette spørgsmål? Det lyder vigtigt. For vi lever i verden, og vi er en del af verden. Det er vigtigt at vide, hvordan vi blev skabt, for så ved vi noget om os selv, er det ikke rigtigt kat? Det er ligesom at vide hvem der har lavet kagen, før man spiser den, og hvis man ser nogle mælketænder, vil man også gerne vide, hvilke andre dyr, der har mælketænder. Så ved man noget mere om kagen og mælketænderne, også om dem der har dem og dem der har skabt dem, for de har dem af en grund og har skabt dem af en grund. Se på mig kat, se jeg kan folde mine ben. Det er vigtigt at folde sine ben, når man sidder, er det ikke også? Det var vigtigt at samle mine ben, da jeg gik på trappen, så må det også være vigtigt at folde dem, når man sidder. Var det det, du gerne ville fortælle mig?
   "Engang"
   Jeg folder bare mine ben, så kan du fortælle om det er vigtigt senere. Fortæl kat, fortæl fortæl kat.
   "Engang slap den orange tyr fri fra sit fangenskab. Den var så vred, at den blev varm, og den var så varm, at den brændte. Den løb gennem skovene og brændte alt på sin vej. Bag den opstod floden, og hvor skovene brændte ned, kom dyrene for at drikke. Da slog menneskerne sig ned, de spiste dyrene, og de brugte jorden til at plante deres korn og bygge deres huse."
   Hvor kom tyren fra? Jeg har stadig FORTVIVLELESN. Fortæl mig det kat. Jeg har flere spørgsmål. Hvordan finder jeg ud af, hvordan jeg ligger for enden af min seng? Jeg vil vide hvilken vej NED er.
   "Før tidernes morgen var der intet lys. Selvom VI aldrig havde set det, for ingen havde set noget, ville VI stadig have lyset. VI tændte det, og det var for skarpt for vores øjne. VI fortrød og rejste tilbage før tidernes morgen, og VI glemte hurtigt lyset og hvor skarpt det var for vores øjne. VI tændte det igen, og igen var det for skarpt. Sådan forsatte VI. VI rejste længere og længere tilbage i tiden og tændte lyset i fortiden gang på gang. Men VI glemte fremtiden, for lyset var allerede skarpt nok i fremtiden, og VI tændte jo lyset i fortiden. Som det er med tiderne, kommer alt fra fortiden til fremtiden, så jo længere tilbage i tiden VI rejste og tændte vores lys, jo lysere blev fremtiden. Den blev lysere og lysere indtil træerne kom, og kun endnu lysere, så kom tyren, og lysere, så blev den vred, og lysere, så brændte den og løb."
   Jeg har kun et spørgsmål tilbage. Hvorfor lever du i GYDERNE?
   "Jeg er en kat, jeg lever af skrald."