"Så er der serveret," sagde Lars og trak et glasfad ud ad fryseren. "Speedlagkage!" Det var hans helt egen opskrift. Nogle pushere farvede deres amfetamin med frugtfarve som et slags kvalitetsstempel, Lars derimod farvede det rødt, gult og grønt og lagde det i tre lag i et fad med hvidt, ufarvet amfetamin drysset ud over. Det var den slags ideer han fik, når humøret gik højt og tankerne pulserede mens selve pulsen bare blev til musikalske beats. Hans stikkende øjne skar sig gennem lokalet, da han gik ned mod bordet, og alle så nervøst op på hans ondskabsfulde smil.
   "Hvor meget er der?" spurgte Jens og fumlede efter sin pung.
   "En fængselsstraf i tre lag med skum på toppen."
   "Det må være en muggen lagkage, den er jo grøn indeni," sagde Ulrik og lo for sig selv.
   "Har du nogensinde set en regnbue der ligner regnbueis? Sådan er det med min speedlagkage, den er bedre end virkeligheden. Tag for jer," sagde Lars, mens de andre allerede var ved at rulle pengesedler sammen. Lars trak et metal cokerør ud ad pungen og spandt det elegant om sin finger: "Hva' så? Man spiser sgu ikke lagkage uden sølvtøjet."
   "Jeg har aldrig set så meget amfetamin på et sted før," sagde Jens. "Det er jo helt sindssygt."
   "Det er i dit tis i morgentidlig. Tænk på det når du skyller ud i toilettet. Jeg tager først," sagde Lars og bukkede sig ned over fadet og stak cokerøret i næsen. Han sugede kraftigt til og dannede et krater igennem alle tre lag. "Husk at sniffe dybt. I skal have alle lag med, ikke bare slikke flødeskummet af toppen."
   "Det er vel ikke blandede stoffer?" spurgte Ulrik.
   "Tror du jeg er dum nok til at servere en speedball sådan her? Det er rent amfetamin," sagde Lars.
   "Jeg har bare hørt, at du også sælger heroin, så jeg skulle lige være sikker."
   "Bare tag det roligt," sagde Lars, slikkede på en smøg og rullede den i fadet, så den blev farvet af det øverste lag speed. Han tændte den med en aggressiv bevægelse, kastede lighteren, så den kradsede hen over glasbordet, og lænede sig selv tilbage i sofaen med et endnu mere djævelsk smil end før. "Hva', skal I ikke have et stykke lagkage?" spurgte han og pustede røg ud af mundvigen. "Men styr jer lige. Det fad kan sende ti isbjørne på svømmetur over Atlanterhavet."
   "Slap nu af. Du er jo helt oppe og køre," sagde Ulrik.
   "Ja, og jeg er desværre den eneste," sagde Lars.
   Både Jens og Ulrik lænede sig usikkert over fadet og sniffede endnu to krater i speedlagkagen. "Shit mand," udbrød Jens, "det er sgu god speed det her."
   "Ja mand, den slags kunne jeg godt vænne mig til," sagde Ulrik og foldede sin pengeseddel ud, så en linje af blod kom til syne i den ende han havde i næsen. "For helvede også!" bandede han.
   Lars kastede en køkkenrulle over til Ulrik: "Stik et stykke i næsen og brug det andet næsebor næste gang."
   "Ja ja for helvede."
   "Det kan ske for den bedste," sagde Lars, stadig med sit onde smil. "Hvis nogen skal bløde på mit gulv, skal det sgu være fra et knytnæveslag."
   "Fald nu lige ned," sagde Ulrik.
   Lars fandt igen sit cokerør frem, endnu engang i en elegant bevægelse, og kiggede udspekuleret på de andre. "Skal I ha' en omgang mere?"
   "Jo, det kan jeg vist lige klare, før vi tager i byen," sagde Jens. Ulrik var allerede i gang med at rulle en seddel, mens Lars sniffede som den først.
   Ulrik bukkede sig over fadet med et ivrigt blik i øjnene og sniffede begejstret et endnu større krater i lagkagen. Han faldt tilbage på stolen. "Fuck hvor slog det hårdt og godt," sagde han og smilede lykkeligt. Hans ansigt var anspændt, selvom blikket var stift med tokronespupiller, alt imens hele hans krop var i konstant bevægelse, fumlede frem og tilbage på stolen for at finde fokus i røven og huske hvad han skulle til at sige. "Kan jeg købe noget med til byen?" spurgte han og slikkede på sine udtørrede læber.
   Lars fandt sin pung frem og fandt en lille plastikpose i et af rummene. "Det er meget rent. Et gram for 200."
   "Cool nok, det' fedt" sagde Ulrik, så han speedede sig gennem ordene. "Du får sgu en ren seddel, jeg skal lige finde min pung."
   "Jo tak, jeg vil helst være fri for din DNA."
   "Hah hah, ja, det er det." Han smilede stadig lykkeligt, et smil hvis djævelskhed kun var overgået af Lars.
   "Skal vi videre i byen? Jeg er blæst allerede," sagde Jens efter han også havde fået endnu et sug af lagkagen.
   "Ja, lad os komme videre," sagde Lars.
   Udenfor sneede det. Snefnuggene skød gennem luften i den kraftige vind og dannede fygninger langs vejsiden. Tilfrosset sne kravlede langsomt op ad lygtepæle og skraldespande, hvor vinden var stødt på grund og havde knust sne mod metallet før kulden frøs det til is. Himlen var sort, mens sneen skinnede gulligt under det lune lys fra lygtepælene, og vinduerne i husene lyste ud igennem mønstrede iskrystaller, så lyset vibrerede når vinden kastede snefnug forbi.
   "Fuck mand," sagde Ulrik og så ned i jorden, "tror du overhovedet, der er nogen i byen i det her vejr?"
   "Det er den 25. Der er helt sikkert folk i byen," sagde Lars og tog, af ren og skær vane, en cigaret frem, før han lagde den tilbage igen uden at forsøge at tænde den. Ud af øjenkrogen så Lars en mand der lå og sov under et halvtag ved indgangen til en bygning. Hans ben var dækket af sne, der var blæst ind under taget, og hans uldne grå skæg var tilfrosset. Lars betragtede ham et øjeblik.
   "Kom nu bare for helvede," sagde Ulrik.
   "Hvordan ville du have det, hvis du læser i aviserne i morgen at en mand frøs ihjel lige foran dit hjem?" sagde Lars og gik over til manden.
   "Det er bare en stiv stodder, kom nu bare med videre. Hvad rager den slags os?" sagde Ulrik irriteret.
   Lars knyttede næven: "Jeg skal mig nok tage mig af det. Jeg kommer senere. Ulrik for resten, jeg tror, jeg gav dig det forkerte amfetamin. Lad mig lige se posen, før i går videre."
   "Har du ikke styr på forretningen?" sagde han og fandt posen frem fra lommen.
   "Nej, det er alle de rum i min pung," sagde Lars og kiggede på posen. "Ja, du fik en 150 kroner pose. Her er en rigtig 200 kroner poser, det er næsten ikke hakket op med noget."
   "Cool, tak. Vi ses senere."
   "Vi ses på kroen," sagde Jens. De gik begge videre op ad vejen og holdt hovedet lavt i det voldsomme snevejr.
   Lars ruskede i manden: "Hey, vågn op, du kan ikke sove her. Du fryser ihjel." Han stak manden en lussing, uden nogen reaktion, manden var fuldstændigt bedøvet af både kulde og alkohol, iskold men åndede stadig. Der var ingen i nærheden der kunne hjælpe. Lars ringede til en ambulance og trak manden så langt ind under halvtaget han kunne og foldede sin egen jakke om ham. Vinden hylede forbi halvtaget og blæste sne ind i Lars' ansigt. Med rystende hænder fandt han en pose speed frem, stak cokerøret direkte ned i posen og sniffede så hårdt det næsten gav propper i ørene. De uknuste amfetaminkrystaller ræv i næseboret, så blodet dryppede og dannede røde spejlblanke søer i den matte sne. Han stak røret og posen i lommen og gik ud på vejen til ambulancen.
   "Hey, herovre," råbte Lars og tørrede endnu en gang blod væk fra næsen.
   Ambulanceføreren steg ud: "Hvor ligger han?"
   "Han ligger derinde, næsten frossen som en lørdagskylling," sagde Lars og pegede, mens de to redere skyndte sig over med båren.
   "Det var godt du ringede, det sker at folk fryser ihjel i sådan et vejr," sagde føreren og kiggede bekymret på Lars' næse. "Er der noget galt?"
   "Nej, det her?" sagde Lars og tørrede blodet væk igen. "Det er bare for højt blodtryk og vitaminmangel."
   "For højt blodtryk, håh" sagde han med et smil. "Jo lad os sige det. Vi har papir i bilen."
   "Kan jeg kører med til hospitalet?"
   "Er du pårørende?"
   "Hvad fanden rager det dig?" sagde Lars arrigt og skulle til at løfte hånden. "Jeg kan ikke gå i seng uden at vide hvordan han har det."
   "Så længe du forholder dig i ro, så er der en plads foran i bilen," sagde han og åbnede døren for Lars.
   "Hvis jeg slapper mere af, skider jeg sgu i bukserne," sagde Lars og satte sig ind.
   Ambulanceføreren startede bilen og spurgte: "Så du fandt ham bare her på vejen?"
   "Ja. Hvad gør i med ham nu?"
   "I de fleste tilfælde skal de bare varmes stille og roligt op igen. Vi må gå ud fra at han var bevidstløs på grund af alkohol, ikke på grund af et slemt tilfælde af hypotermi, så han skal nok klare den."
   På hospitalet fik Lars at vide, at han kunne vente i venteværelset indtil manden vågnede. Der sad ingen andre end et ældre ægtepar, som begge kiggede nervøst på deres glohede kaffekopper. Lars gik over maskinen og tog et glas vand i et plastikkrus. Det kolde vand var forfriskende. Han var så dehydreret, at han snart fik rynker på øjnene. Efter endnu to kopper vand, smed han det lette plastkrus, så det spandt idiotisk i luften og dalede ned lige ved siden af skraldespanden. Han gik tilbage til sin plads, kiggede gennem lokalet og skar hovederne af det forskrækkede ægtepar med sine stikkende øjne. Nu kiggede de ikke længere nervøst på den varme kaffe men bange op på den kølige Lars.
   En sygeplejerske trådte ind i venteværelset: "Han er vågen nu." Ægteparret lyste op et øjeblik indtil de indså hun ikke talte til dem.
   "Det har han bare at være," sagde Lars.
   "Bare følg med den vej," sagde hun og smilede tilbage til hans djævelske smil.
   "Du går bare forrest," sagde han, kørte blikket op og ned ad hendes krop, nikkede anerkendende til hende og forsatte: "Ja, der er ingen tvivl, helt sikkert dig forrest." Hun så fornærmet på ham, men gik alligevel foran.
   "Det er herinde," sagde hun og pegede mod en dør.
   Manden kiggede på Lars med et stort smil: "Nå, er det dig, der har reddet mig."
   "Ja, far, det er mig."
   "Jeg skulle næste havde gættet det, sådan som sygeplejersken beskrev dig," sagde manden med et skævt smil og rystede på hovedet. "Ja, jeg kan godt kende de pupiller. Du er godt blæst er du."
   "Det er jo snestorm i nat."
   Manden lo højlydt: "Så er jeg ikke den eneste der blev fucked up af sne."
   En anden ung mand ankom til hospitalet. En båre kørte ham hurtigt op ad gangen, direkte mod intensivafdelingen. Han havde fået en overdosis af en farlig blanding af amfetamin og heroin.