Hun sagde, hun ville hente vandet selv. Hun kiggede efter skikkelsen der langsomt forsvandt i døråbningen. "Vil du være sød at lukke døren efter dig?" spurgte hun roligt, men med hævet stemme. Hun lå i sin seng, som hun næsten altid gjorde. Det var ikke fordi hun havde lyst, men hun havde heller ikke lyst til andet. Hun kunne ligge der, lige så stille, og høre verden gå forbi uden for hendes dør. Hun kunne høre stemmerne, samtalerne og alle de ting der foregik, ubemærket, selvom hun ikke var der. "Men kun på klem", tilføjede hun hurtigt. Nogle gange tænkte hun på hvordan tingene ville foregå hvis hun var der, til stede. Ville samtalen fortsætte i sin sædvanlige stil, som nu, eller ville hun blande sig så meget, at samtalen på et tidspunkt ville skifte emne? Hun kunne påvirke omverdenen, hvis bare hun havde energi. Hun kunne styre samtalerne over mod noget der var i hendes interesse. Men hun lå der bare, lod tingene gå sin gang. Hørte folk grine, skændes og snakke på tværs. Når hun endelig var ude i køkkenet, til aftensmad, sad hun der bare. Hun var ikke væk, hun fulgte med, men havde ikke lyst til at åbne munden, blande sig. Havde ikke energi til at sige noget. Hun tænkte det måske indeni, men droppede det så. Det kunne ikke betale sig at sige noget, og måske ville hun alligevel ikke blive hørt og skulle gentage det, hvilket ville kræve alt for meget energi. Hun lå og kiggede op i loftet, fulgte rillerne med øjnene, hen til de sorte mærker, der var kommet i den hvide maling ved den bagerste væg. Hun havde ligget der hele dagen. Samlede tankerne, skulle til at rejse sig. Hun havde sagt, hun ville hente vandet selv. Og det ville hun! Hun prøvede langsomt at hive sig op, men hendes mavemuskler var for svage til det. Hun blev nødt til at få skubbet sig om på siden, for at kunne svinge benene ud over sengekanten, men det gjorde ondt i skulderen. Med en kraftanstrengelse fik hun sat sig op på kanten af sengen. Hendes hår var fladt bag i, og hun tog fat i bordkanten for at hive sig op og stå på benene. Hendes ben var blevet stive, og hendes fødder føltes som to store klumper, da hun humpede lidt på vej ud af døren. Hun gik langsomt. Kiggede ikke op, men gik bare ud i køkkenet for at finde et glas. Gik måske lidt sammenkrøbet. Det var koldere ude i køkkenet end det havde været under hendes dyne hele dagen, så hun begyndte hurtigt at ryste. Hun gik anspændt hen til vandhanen, og mærkede efter med en finger at vandet var blevet koldt. Da glasset var fyldt gik hun tilbage mod sit værelse. Hendes ryg og nakke trængte til at ligge ned igen. Hun havde vænnet sig til at ligge stille, og jo mere stille hun lå, jo mere kørte hendes hjerne. Hun var så træt af det hele. Ingenting fungerede, og hun var klar til at give op og tage det næste fly. Langt væk, syd på. Hun ville opgive det hele og rejse langt væk og starte på en frisk. Hun var i gang med at ødelægge sig selv. Lige så stille og med en lille bid af gangen åd det hende inde fra. Til sidst ville hun forsvinde, og kun hendes krop og de almindelige daglige rutiner og reaktioner ville være tilbage. Man kunne mærke det på hende. Andre mennesker havde gjort hende syg. Hun havde aldrig sagt fra, aldrig gjort gengæld, sagt folk imod eller i det hele taget gjort noget imod andre. Hun havde glædeligt åbnet sig for folk og delt et stykke af hendes liv ud til dem alle sammen, og hun prøvede nu at holde sammen på de sidste krummer, som allerede var ved at blive spist.
I hverdagen var hun et andet sted. Hun var nede i varmen, hun var ude på marken eller lavede noget andet hun havde lyst til. Der var ingen andre, og hun kunne slappe af. Ingen forventede noget af hende, kun hende selv. Hun havde det dårligt inden i, følte sig forkert. Det var den følelse der bredte sig i hendes krop når hun blev bange. Bange uden nogen rigtig grund. Hun følte sig ikke god nok til livet. Der var så mange krav hun ikke kunne leve op til, og når presset var aller størst græd hun. Når hun indså at fremtiden havde endnu større krav, og at fra hver dag der gik fra nu af ville kravene kun vokse, blev hun nærmest panisk. Vejen tilbage var lukket, og hun kunne kun gå frem. Nogle gange så det hele sort ud for hende, og hun kunne ikke rigtigt finde lyspunkterne i sin hverdag. Der var perioder hvor hun græd meget, men kun når hun var alene. Det var også befriende at være alene for det meste, der stillede hun ingen krav til sig selv, og der fik hun lov til at græde lige så meget hun ville, indtil omverdenen bankede på døren igen. Andre gange skammede hun sig over at hun græd over ingenting. Alle dem som havde et meget værre liv, men aldrig klagede. Hun manglede jo ikke rigtig noget, men alligevel var hun bange, mest for fremtiden, men også lidt for omverdenen. Tit følte hun sig så lille og ubetydelig for alle andre end sig selv. Og hvad skulle man gøre når Pinex var blevet ens livret? De magiske piller som fik hverdagen til at hænge sammen igen. De magiske piller som fik hendes krop til at slappe af. Hun fandt pilleglasset frem i det lille skab på hendes værelse, og kom som sædvanlig til at hælde for mange piller ud i hendes hånd, fordi hun ikke havde tålmodighed til at vente på én af gangen. Hun skulle kun have to, og blev nødt til at stoppe resten tilbage i glasset igen. Hun skruede låget på, mens hun besværligt holdte de to hvide piller i samme hånd som glasset og skruede med den anden. Det var en teknik hun havde udviklet. Selvom den var svær for hendes fingre, og hun for det meste tabte pillerne på gulvet. Hun kiggede bekymret ud i luften, mens hun gurglede sin mund i det klare vand fra glasset. Med venstre hånd stoppede hun pillen ind i munden og sank.
Hun var alt det, hun ikke ville være. Hun ville ikke være gymnasieelev, men det blev hun nødt til. Hun ville ikke være syg, men det var hun. Hun ville ikke være utilfreds, men det var hun blevet. Hun ville heller ikke bo i Danmark, men det gjorde hun, for det var der, hun var født.
Hendes hoved gjorde en underlig bevægelse for at få pillen til bedre at glide ned gennem halsen. Hun havde aldrig taget medicin, og havde aldrig været god til at sluge piller, men det var hun blevet nødt til at lære. Hun undgik så vidt muligt at tage medicinen, de dage smerterne ikke var så slemme. Så måtte hun bare slappe lidt mere af, og måske springe nogle af dagens gøremål over.
Hun dumpede ned på sengen og smed benene op. Hun havde ellers planlagt sin fremtid, hvad hun gerne ville være, og hvad hun skulle lave. Men det var ikke sikkert mere. Hun vidste ingenting om fremtiden. Hun vidste ikke om hun ville være i stand til at lave de ting, hun gerne ville, eller om hun overhovedet ville leve i fremtiden.
Når hun vrikkede med storetåen gjorde det ondt i hele hendes fod. Hun kunne ikke bevæge ringefingeren uden at have ondt i det meste af hånden, og når hun bøjede benene kunne hun mærke væsken skvulpe let under knæskallerne. I morgen ville hun måske have ondt i kæben, eller måske skulderen? Det var aldrig til at vide. Hun kunne kun være sikker på én ting: At smerten ville være der. Hun lå der igen, prøvede at slappe af i kroppen, da hendes dør brat gik op. "Hvor meget har du spist i dag?" Hun skulede over mod døren, hendes ansigtsudtryk forblev uændret, da hun trak på skuldrene som svar. Hun vidste godt hvad det betød. Hun havde ikke spist særlig meget, og hun var heller ikke sulten. Da hånden slap dørhåndtaget, som gav en knirkende lyd når det fór op til vandret stilling igen, skyndte hun sig at sige: "Husk at lukke døren efter dig!" Hun sukkede irriteret, da døren blev lukket helt i, inden hun nåede at råbe, at det kun skulle være på klem. Hun ville gerne rejse sig og åbne døren igen, bare på klem. Men det ville tage for mange kræfter. Hun havde efterhånden vænnet sig til det. Men hun tænkte tit på, hvordan det måtte være at være smertefri. Let gående, med overskud og uden bekymringer. Når hun kiggede på andre mennesker fik hun lyst til at fortælle dem, hvor glade de skulle være for at fungere normalt. Hvor glade de skulle være for ikke at fejle noget, og hvor stor pris de skulle sætte på livet. Hun havde haft store planer. Store planer for sin fremtid. Hun kiggede rundt på rummets fire vægge. Hendes eget rum. Det var kun folk der virkelig kendte hende, der fik lov at komme der ind. Når hun var ude var det anderledes. Folk sagde hun ikke så syg ud, at hun nok var ved at få det bedre. Men hvad skete der, hvis man fjernede den røde neglelak? Havde de måske set hvordan hendes hår teede sig, hvis ikke hun smurte det ind i kokosolie flere gange om ugen? Ville folk stadig sige, at hun så rask ud, når det røde udslet kom til syne under den make-up, der hver dag redede hende? Der kunne få hende til at føle sig rask, normal. Hvad skete der, hvis mascaraen og eyelineren rundt om hendes øjne, blev vasket væk? Hvad ville folk så se? De ville se det som kun kom til syne, når døren igen var lukket. De fleste folk så ikke hende, men de så hendes ydre. Inden i var angsten, sygdommen. Og den var over alt. Hun kunne ikke skjule at hun havde tabt sig, at hendes hår var blevet tyndere og at hun nogen gange haltede, men det var ikke alle der lagde mærke til det. Og hun kunne lide det på den måde. Ingen så bekymringen og tomheden i hendes øjne, ingen så hvordan sygdommen langsomt kvalte hende indefra. Og hvorfor skulle de også lægge mærke til det? De skulle tro at hun havde det fint, var ved at blive rask og komme sig. Var ved at blive normal. Måske fordi hun så også selv troede lidt på det. Ingen mærkede når hendes led hævede op, når hendes knæ alene måtte kæmpe mod stivheden fra andre menneskers afsky, når hendes hænder alene skulle bære tyngden fra den væske der samlede sig, og gjorde hendes fingre krogede. Men hvis man så dybt. Hvis man kunne se ind under det yderste lag, hvis man kunne gennemskue hendes høfligheds smil, ville man blive forskrækket. Det var sandheden - sygdommen - døden. Selvfølgelig prøvede folk at undgå, det hun selv havde været nødt til at konfrontere. Det var hendes indre, og hun blev nødt til at se begge sider. Hun levede inden i kroppen, og det eneste andre kunne, var at se hende udefra. Altid når folk spurgte hvordan det gik, svarede hun, at det gik fint. Ingen lagde mærke til at hun tøvede med at svare, tænkte en ekstra gang inden hun slyngede ordene ud i luften. Ingen kunne se de ar, der gemte sig under hendes tøj, fra indsprøjtninger af diverse medicin. Hun havde prøvet at fortælle folk om sandheden, om hvordan hun virkelig havde det, når de spurgte. Men det fik folk til at måbe, folk frøs i deres handlinger, blev mundlamme, ude af sig selv. Hun ville ikke være en belastning for nogen, så hun var stoppet. Ingen ville nogensinde finde ud af hvordan hun virkelig havde det, før det var for sent.
Men måske en dag, når hun ikke havde den smule overskud, ville hun blive nødt til at gå uden for døren med hendes ødelagte hår, med hendes sande hud til syne, og folk ville kunne se hende i øjnene, og alle hun kiggede på blev ramt. Ramt af en chokerende bølge af sandhed. Folk ville få følelsen af at være levende, men tæt på at dø. Den følelse hun havde forestillet sig så mange gange, når hun havde ligget i sin seng. Følelsen af at tage sit sidste åndedrag og forsvinde. Hun havde flere gange spillet død, bare for at kunne forestille sig, hvordan det føltes at give slip på hele verdenen. Og når hun trak vejret dybt en sidste gang, og åndede ud, for at ligge helt stille og blive tung i kroppen, kun stirre det samme sted, ud i luften, og holde vejret så længe hun kunne. Da gik det op for hende: Det var en mulighed at dø. Det var muligt. Hun nåede kun at tænke det færdigt, før hendes næse langsomt lod luft sive ind igen. Konstaterede på de kraftige hjerteslag, at hun stadig var levende.

Hun troede aldrig denne dag skulle komme. Det var blevet både forår og sommer på én gang, og for en gangs skyld bemærkede hun at solen skinnede udenfor hendes vindue. Hun tænkte tilbage på de mange timer hun havde tilbragt på hospitalsstuen. Hun huskede hvordan hun var blevet afhængig af sine høretelefoner. Hun blev nødt til at høre musik, blev nødt til at føle noget. Hospitalsstuen var alt for neutral. Hvid. Klinisk. Hun skruede op for musikken. Den skulle være høj, og hun lå og kiggede ud på et stort egetræ, og hun kunne se hvordan vinden fik de kraftige grene til at bevæge sig. Der gik det op for hende, at hun stadig levede. Det var der hun besluttede sig for, at hun ville kæmpe enhver kamp for fortsat at leve. Den gang var det efterår, og alt så meget mørkt ud udenfor. Hun forestillede sig en masse farver sprænge som en bombe og brede sig rundt i hele rummet. Blå, gul og rød bredte sig over væggene, og hun skruede endnu højere op for musikken. Hun havde brug for at føle noget. Mens musikken spillede for fuld styrke i hendes ører kiggede hun engang imellem rundt på de gamle damer hun var omgivet af, hendes medpatienter. Og ironisk nok følte hun sig ung når hun lå der, halvt slået ud og uden overskud. Selvom mange af de ældre damer havde mere energi end hende, bekræftede det hende i, at hun stadig manglede en del liv at leve. Selvom de tre pensionister sad ved morgenmadsbordet og sukkede af medlidenhed, når hun kom humpende forbi, følte hun sig ikke lige så ynkelig, som hun måske burde. De var meget flinke alle sammen, og hun var alligevel glad for, at der ikke var nogen på hendes egen alder på stuen, som hun kunne sammenligne sig selv med. For så var hun bange for, at hun havde mistet sin sidste energi. Det var den gang hun ikke vidste noget om fremtiden eller om sygdommen. Og uvisheden var uudholdelig. Hun vidste det heller ikke nu, men det var lige meget. For hun havde det godt. Det skal være grimt, før det kan blive smukt, havde hun engang læst. Da hun var syg, var hun bange for aldrig at kunne få følelsen af at leve igen. Nu hvor hun var blevet næsten rask, var hun bange for at glemme følelsen af, hvordan det var at være syg. Tæt på døden. For det var alligevel en livsbekræftende følelse. Der vil altid være en angst. Nogle gange er den bare tydeligere end andre, og først når vi dør og tager vores sidste åndedrag vil angsten forsvinde. Angsten er en del af livet. Frygten for at nutiden vil ændre sig eller frygten for at nutiden aldrig vil forandres kan være det samme. Men om man så beslutter sig for ikke at være bange, vil den stadig være der, i baghovedet. Den vil ligge under overfladen. Det er en frygt man ikke kan slippe af med mens man lever, så man kan lige så godt blive gode venner med den. Du kan se den i øjnene og acceptere den, men den vil stadig være der. Du kan gemme den væk, ignorere den og lades som om den ikke eksisterer, men den vil stadig være der. Valget er bare, om du vil acceptere sandheden eller leve på en løgn. Nogle gange skader sandheden mere end en løgn, men på længere sigt er det nemmere at leve med sandheden. Sandheden kan nemlig ikke ændres, men en løgn kan altid ramle sammen, røbes eller forsvinde. Sandheden vil altid være der, og vi kan lige så godt acceptere den. Den gang så hun på de smertestillende piller som hendes fjender. Det var noget hun helst ikke ville tage, men nu vidste hun, at det kun var fordi de tvang hende til at indse den løgn hun levede på. De smertestillende tvang hende til at se sandheden i øjnene, og tvang hende til at indrømme, at hun havde en sygdom og smerter. Nu hvor hun har set frygten i øjnene og accepteret sandheden, ser hun kun de smertestillende som en hjælp til stadig at leve. Først ville hun ikke indse at hun var syg. Hun vidste det godt, men hun skubbede det til side, ville ikke tale om det. Men langsomt som sygdommen tog over kunne hun ikke skjule det længere, og hun blev nødt til at indse det. Men at indse det, var ikke det samme som at acceptere det. Og ja, hun blev bange nogle gange undervejs. Og ja, hun følte sig ramt og uheldig en gang i mellem. Men nu hvor hun var kommet ud på den anden side følte hun sig ret heldig. Et sygt liv er ikke værre end et normalt liv. Det er hårdere og der er flere op- og nedture, men glæden er også større når den er der, og indsigten man får ved de dårlige sider af sygdommen vender hele livet til noget godt.
Vi har en frygt for at dø, lige så vel som vi har for at leve, vi vælger bare at gøre det alligevel. Derfor skal man have mod til at leve, og det havde hun nu fået. Og hun smilte, når hun tænkte tilbage på efteråret og vinteren. Hun havde nu alligevel fået noget ud af det, og det var noget hun kunne tænke tilbage på, når hun fik det lidt for godt og glemte at værdsætte tilværelsen. Nu var hun ikke længere bange for at dø eller leve, men hun var bange for at blive gammel. Ikke fordi man mistede energien og kræfterne, for det havde hun prøvet. Heller ikke fordi ens hår blev tyndere og man blev dårligt gående, for det havde hun også prøvet. Nej, hun var bange for at blive ensom. At andre omkring hende skulle dø, mens hun stadig levede videre og blev ældre og ældre. Og hun vidste det. Nu skulle hun prøve på at blive venner med en ny frygt. Til sidst, en dag om mange år, vil hun måske have fået så mange venner, at der ikke var mere frygt tilbage. Og så ville hun dø. Så ville der nemlig ikke være mere at leve for. Hun ville ikke have tilværelsen anderledes end nu, men den forandrede sig for hvert sekund, så hun kunne ikke gøre andet end bare at nyde et hvert af dem.

"Livet er som med en cykel.
For at holde det kørende skal du blive ved med at trampe i pedalerne."
- Einstein

Hun tramper løs i pedalerne. Sveden pibler frem på hendes pande, mens den kraftige modvind køler hende ned. De andre cyklister følger i et jævnt tempo den lige cykelsti. Men hun overhaler dem. Den ene cyklist efter den anden. Hun svinger, laver buer, krydser stier. Mens de andre kører for grønt, kører hun for rødt. De nynner en melodi hun ikke forstår, og når de er færdige har hun sin egen sang. Bilerne dytter af hende, men hun kan ikke gøre det anderledes. Hun prøver jo bare at passe ind? Hun har prøvet på at nynne med på de andres melodi, men det er som om hun bliver tonedøv. I bund og grund er hun ligeglad, for hun har jo sin egen sang.
Hun har aldrig følt at hun hører til, forstår ikke alle de usynlige regler, som de andre siger man skal følge. Snart rejser hun ud i verden. Fra sted til sted, og prøver at finde et sprog hun forstår, andre som kender hendes sang. Måske er hun den eneste af hendes art. En speciel race, som gud kun skabte en af. Når hun prøver på at passe ind er hun en anden. Hun er falsk. Holder sine bedste venner på afstand fra alle svingene, buerne og overkrydsningerne. Det er ikke normalt her. Folk bliver utrygge, kommer ud af kurs. Til sidst ville alle cyklister køre rundt i et stort virvar, i stedet for at følge deres lige og planlagte spor. Men så ville de synge i stedet for at nynne. Den kraftige modvind ville måske vende, og de ville ikke skulle trampe lige så hårdt i pedalerne. Så ville de have tid til at kigge sig for i stedet, og der ville ikke være brug for lyskryds. Rødt, gult og grønt lys. For folk ville se hinanden. For folk ville være forskellige, og de ville turde vise det, så der var noget at lægge mærke til. Hun smilede ved tanken. Da kørte en ældre mand ind i hende og væltede. Men hun stod stadig. Kunne køre videre.

Hun var i gang. Hun var ved at give slip. Give slip på alt. Hendes kæreste eje var snart en andens, og snart ville hun være væk. Hun solgte alle sine ting, og dem hun stadig havde tilbage pakkede hun ned i kasser og gemte væk. Hun havde glædet sig længe til at slippe det hele, men nu hvor hun stod der føltes det alligevel underligt. Men hun vidste at livet var så meget andet end det hun havde her. Der fandtes liv så mange andre steder, og hun ville ud og opleve det.
Hun forlod hendes venner, hendes familie og alle hendes ting. Hendes hjemby. Måske virkede hun kold, men det var nødvendigt hvis hun skulle blive den, hun gerne ville være. Folk spurgte hende om det ikke var hårdt. Er det ikke trist at skulle sige farvel og skaffe sig af med alle sine ting? Hun nikkede bare, selvom det var ingenting, i forhold til det hun allerede havde været igennem. Hun havde stået ansigt til ansigt med døden, gået på kompromis med alle hendes drømme, indset at man ingen kontrol har over livet, og hun havde set frygten i øjnene. Hun havde levet med smerter hver dag, smerter hun til sidst ikke kunne leve uden. Hun havde forestillet sig hvordan det ville være at dø, bare for at forberede sig selv på det. Hun havde følt sig svag, tappet for energi, og alt det hun havde været igennem havde fået hende til at indse en sandhed overalt. Hun kunne ikke græde mere og udefra virkede hun iskold og hærdet. Men indeni følte hun mere end hun nogensinde havde gjort før. Når hun blev ked af det var det ikke den samme tristhed. Hun vidste at alle de dårlige ting hun kom ud for ville lære hende noget vigtigt, gøre hende stærkere. Hun var ikke bange længere, alt kunne bare komme an. Hun tænkte tit: Bare kom! Udsæt mig for alt hvad du har, alt det triste, det dårlige, det rædselsfulde du kan finde. Jeg vil overvinde det uden en tåre. Og når du er færdig, når der ikke er mere af det dårlige at udsætte mig for, så vil jeg opleve alt det gode. Så vil jeg leve livet. Og det var der hun var nået til nu, hun følte hun var kommet ud på den anden side. Alle tingene havde fået en anden betydning. Hun vadede rundt i lig fra alle de ting hun havde overvundet, og hun havde brug for at komme væk for at kunne se det gode.
Alt hvad hun kiggede på mindede hende om sygdom, om hvor svag hun havde været, om alt det hun ville gøre anderledes nu, men som hun ikke fortrød alligevel.
Hun skulle ud og se nye marker, nye skove, nye strande, møde nye mennesker og skabe sig et nyt liv. Selvom hun elskede folk omkring hende, selvom hun på en måde var forbundet til dette sted, var det ikke svært at efterlade det. Overhovedet ikke. Og om det så blev svært, om hun så kom til at savne det, ville det blot lære hende at værdsætte det hun har. Det ville bare være en reminder om, at hun stadig kunne holde af.
Hun kunne ikke vente til hun sad i flyet. Til hun ville stige op ad og op ad. Hun ville kigge ud af vinduet og se hendes hjemby, hendes land med alle de mennesker hun elskede, blive mindre og mindre for til sidst at forsvinde bag de hvide skyer. Og der oppe i skyerne ville hun efterlade sig selv. Hun ville lægge sin sjæl. Sige farvel.
Nu da livet havde ladet hende leve, ladet hende overvinde sin sygdom, var det hende der var i kontrol, og hun vidste præcis, hvad hun ville gøre: Hun ville dræbe sig selv.
Og så skabe noget nyt. Når hun havde efterladt sig selv deroppe i skyerne og flyet var begyndt at synke længere og længere ned. Når den nye landjord kom til syne under skyerne, når de over højtalerne bad folk om at spænde deres sikkerhedsseler fordi det ville blive en hård landing, når hendes ene fod for første gang ramte asfalten på landingsbanen i et land hvor solen altid skinner, da ville hun begynde at leve. Hun ville være ude af kontrol lige som hun altid havde været, men det var nu hun vidste, at hun var det, at hun altid havde været det og altid ville være det. Og det gav hende også en form for tryghed. Hun var færdig med at prøve at kontrollere ting hun alligevel ikke kunne. Hun var færdig med at følge efter folk som forlod hende. Hun ville slappe af, lade tingene ske som de gjorde og være afklaret med det. Hun ville ikke længere prøve at ændre på fortiden, og hun var færdig med at jage folk og hendes drømme. Hendes eneste drøm var her og nu, og hun vidste at den rejse der lå foran hende ikke kun ville blive en rejse i fysisk forstand.

Det er enhvers ret at have lov til at være menneske, at være sig selv. Alle kan have brug for et pusterum i deres hektiske liv, og selvom det regner og ser gråt ud, kan man altid finde et sted, hvor luften er frisk og klar.