Hun husker fra det øjeblik det var begyndt at gå galt. Alting var blevet anderledes, og det var som om alle de gode ting i hendes liv, én efter én var blevet fjernet eller ændret. Hun kunne ikke håndtere sit liv mere. Før havde hun altid rodet sin hjerne igennem for at finde noget af det gode ved livet som hun kunne tænke på, når noget gik galt eller når hun var i dårligt humør. Men det kunne hun ikke mere. Nu havde det den modsatte effekt. Når hun tænkte over det blev hun bare endnu mere trist, ved tanken om ikke at kunne finde noget lyspunkt i sit liv, og ved tanken om det gode, der var der en gang, men som nu var væk.
Hun fik en overvældende følelse af tristhed og tomhed når hun kiggede på det blanke A4-ark. Helt uberørt og tomt. Men hun vidste at hendes tanker og følelser snart ville fylde det med indhold af ord, som kun få forstod. Kun dem som har prøvet det, været der og følt det. Og heldige dem som ikke har. Hun kunne skrive hvad hun havde lyst til - og det gjorde hun. Hun skrev ikke for andre, men for sig selv. De ord hun valgte var ikke velovervejede eller med tanke på at andre skulle imponeres, underholdes eller fascineres af dem. Det var bare hvad hun følte - sandheden. Tit og ofte lod hun heller ikke andre læse hendes tekster. Det var for personligt, for dybt, for ægte. Og hvis man tænkte for meget over ordene, over betydningen af sætningen, ville teksten være latterlig. Men hvis man følte dem, forstod dem og levede dem, så var teksten uvurderlig. Den gav en følelse af at man ikke var den eneste. At nogen havde beskrevet den følelse man havde gået med i lang tid, som man ikke selv havde været i stand til at sætte ord på. Men på den anden side også sørgeligt. Bedrøveligt at læse, men nødvendigt. For det var en del af livet.
Hun havde på en måde to liv. Der var det hun levede, og det hun tænkte. Det der endte på papiret, det var det liv kun hun kendte til. Hun skrev om ingenting og alt. Hun følte sig heldig. Det blev hun nødt til at føle sig. Det var en evne man ikke ville af med, når først man havde oplevet den. Selvom det var meget nemmere at leve uden. Mere ukompliceret. Hun oplevede alting meget stærkere. Hun følte alt med dobbelt kraft, hun tænkte over alt en ekstra gang og hun dvælede ved tingene i ekstra tid. Ja, det var kompliceret altid at føle alting så stærkt. Hun blev nemt oversvømmet i følelser og indtryk, og så blev hun nødt til at skrive noget af det ned. Ikke fordi hun så blev fri for det, glemte det og var klar til at tænke på noget andet - tværtimod. Når først hun havde skrevet det ned læste hun det igen og igen, genoplevede lige præcis den følelse hun havde haft da hun skrev det ned, indtil hun blev træt af det. Indtil der ikke var noget nyt i det og hun var klar til at skrive noget andet.