Hun burde sove, men det kan hun ikke. Hun kan kun drømme om minder, og den tid der var der en gang. Tiden er gået hurtigt, og hun er bange. Bange for at glemme, og bange for at give slip. Hun vil holde fast i hvert eneste sekund, hvert eneste lille smil, hver eneste lille kommunikation, syn eller bare følelse. Hun vil ikke overgive sig til søvnen, glemme sorgen, for så til sidst at glemme minderne, som vil blive til et lille usynligt ar gemt væk, helt bagerst i den fjerneste krog af hjertet. Et ar som kun vil blive fundet frem, når nogen, når noget, tilfældigvis minder hende om det. Nej, hun vil minde sig selv om det hele tiden. Igen og igen. År ud og år ind. Måned efter måned. Time efter time og minut efter minut. Sekund efter sekund. Hun vil ikke glemme, heller ikke bare nogle få sekunder. Hun føler det hele vil dø, hvis hun giver slip. Som om det aldrig har eksisteret. Sådan var det næsten allerede, og hun ville stoppe tiden, for ikke at komme længere væk. Hun havde allerede glemt lidt og kæmpede med at holde de sidste brudstykker på plads. Hvordan kunne hun nogensinde få sig selv til at acceptere det? Bare lade det sive hen? Væk med tiden, som sand der løber mellem fingrene? Det måtte ikke ske, og hun var inderligt bange. Hun vil bare tilbage til trygheden, den velkendte duft og de venlige øjne. Hun havde jo selv taget beslutningen, og det var det rigtige. Men ikke for hende, ikke for hendes sjæl.
   Hun lå i mørket, søvnløs, hvor ingen kunne se hendes tårer. Folk troede hun havde glemt det, var kommet videre. De gik glad forbi hende, hver dag, og undlod at minde hende om det lille usynlige ar de troede, hun havde fået bagerst i hjertet. Ingen snakkede om det, og den eneste der holdte live i mindet var hende selv. Hun græd, når ingen kunne se det. Hun græd lydløst for heller ikke selv at bemærke det så meget. Hvis de vidste hun græd, ville de prøve at trøste hende, få hende på andre tanker, få hende til at glemme. De ville se hende glad, og det gjorde de. Men det ville hun ikke, glemme. Dette væsen havde ikke fortjent at gå hen i glemsel, men hun følte sig ude af stand til at holde live i mindet alene.
   Når hun følte sig allermest alene, tænkte hun tilbage til den tid og græd, lydløst. Hvis hun var her nu, ved hendes side, ville hun ikke være alene.
   Hun ville fastholde billeder, printe dem ind i sin hukommelse. Huske alt til hun døde og atter blev genforenet på den anden side. Hun var ikke bare bange, men skrækslagen. Hun kunne mærke det i maven, hun var virkelig bange. Men før hun blev genforenet på den anden side, før hun igen kan sove, slappe af uden at være bange for at glemme, havde hun en mission, Et mål, en drøm. Der var noget hun skulle gennemføre først, noget hun havde besluttet sig for, og imens ville hun tænke tilbage på minderne. Hun ville gøre det med minderne i hjertet, ikke som et ar, men som smukke minder hun kunne dele med sig selv, når hun følte sig alene. Men også når hun følte sig glad, sur eller bare tilpas. Minder som hun havde lovet sig selv aldrig at glemme, værdifulde minder som ingen rigtigt havde oplevet eller kender til, udover hende.
   Hun havde allerede andre ar på hjertet, og ville ikke have flere. Denne gang skulle det ikke blive til et ar. Det skulle fastblive ved minder. Hun ville nu endnu en gang være træt i morgen. Sætte sig ned og tænke tilbage, igen. Hun ville være smadret, men kunne ikke tage sig af det, for hun kunne ikke sove. Når man ikke vil sove, men kun drømme. Drømme sig tilbage til noget som ikke kan beskrives, et venskab uden ord. Drømme sig tilbage til hvad der var en gang, for så at indse at det er væk. For at vågne op, være bange og igen ligge søvnløs i de velkendte saltede tårer.
   Hun kunne ikke bruge en trøstende mor som holdte om hende. Heller ej et forstående hjerte eller et skulderklap. Intet ville hjælpe, og kun hende selv og rummets mørke omfavnede sorgen, hvori minderne væltede rundt, for langsomt at sive ned på bunden af søen af tårer. Hvorefter hun ville skynde sig at hive det op igen. Men det var svært. Svært at få alle minderne til at sejle på søen på en gang. Et af minderne ville hele tiden synke, skiftevist. Men hun ville ikke give op, hun ville kæmpe til alt vandet var fordampet, og alle minderne kunne ligge til syne på den indtørrede bund for evigt.
   Hun ville ikke tørre tårerne væk. Hun lukkede øjnene nogle få sekunder, med et minde på indersiden af øjenlåget. Hun var stadig bange og mærkede tårerne tørre ind på hendes kinder, da hun faldt hen i søvn, stadig med tanken om aldrig at glemme. For hun vidste at dette ville gentage sig igen i morgen. I overmorgen. Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag og også søndag. Januar, februar, marts og april. Næste år og året efter. Når hun blev gammel, rigtig gammel, ville hun også huske tilbage. Have et billede stående på plejehjemmet og tage det med sig i graven. For dette var et minde som var værd at huske.
   Det var den gang.
   En hel del havde forandret sig.
   Sådan var det ikke mere.
   I virkeligheden burde hun være kommet videre, ligesom alle andre almindelige mennesker gjorde.
   Rigtigt føltes det i hvert fald ikke. Hun kunne ikke bare give slip.
   En gang levede der noget smukt. Noget unikt.
   En gang ville de mødes igen. Det var hun sikker på. Det blev hun nødt til at være.