Hun ved ikke, om hun kan lide ham på den måde, så godt kender hun ham ikke. Hun ved heller ikke hvad han tænker eller hvad han synes om hende. Men når hun ligger med hovedet på hans arm slapper hun ikke af. Hun ligger med åbne øjne og tænker. Tænker på en anden, prøver at finde hoved og hale i det hele. Prøver på at regne ud hvad meningen er, hvem hun er skabt for. Når hun kigger på hans ansigt mens hun ligger der, kan hun mærke, at han er tilfreds. Der er en ro over hans krop og et lille smil på hans ansigt. Men hun tænker.

Hun er kun halvt til stede, glemmer nogen gange at svare ham, når han snakker til hende. Han siger en masse ting, som hun ikke rigtigt bider sig fast i.
Han siger, han ikke er bange. Bange for at dø. Men hun ved at det ikke passer. Han er bange, og det er derfor de er sammen. Ud ad til har de så meget til fælles, men de kender ikke hinanden. Det hele er gået alt for stærkt. Hun havde været desperat efter noget at holde fast i, og i forbi farten havde han rakt hånden ud, og hun havde grebet den.

Når han kommer med hentydninger, sender små tegn af sted, tager hun kun halvt imod dem. Hun har ikke lyst til at kaste sig helhjertet ud i det. Det virker forkert, og mens hun ligger der, tænker hun på ham den anden. Ham som hun kender så godt, men havde i så kort tid. Han fik hende til at glemme hendes mørke sider, gav hende en ro, hun ikke kan finde nu. Det her virker bare forvirrende. De taler ikke samme sprog.

Han er nem at gennemskue, men alligevel svær at forstå. Han siger, at han forstår hende, at han ved hvordan man skal behandle en pige. Men han kender hende ikke, og hun er ikke som andre piger. Han misforstår hendes humor, hendes sjove bemærkninger, og tager alt hvad hun siger alvorligt. Han lytter til hvad hun siger og tror han forstår. Men hun gennemskuer ham.

I starten virkede det hele godt. Så perfekt. Når de lignede hinanden på så mange områder, ville oddsene jo være med dem. Når de var ude ville han altid betale, og når hun tilbød ham penge grinte han bare ad hende. Men hun vil gerne sørge for sig selv, føle sig selvstændig. Hun synes ikke, hun havde fortjent, at han bare betalte det hele. Han er lidt ældre end hende. Siger alle de rigtige ting, uden at være som de andre. De kunne få det rigtig godt sammen, men noget er i vejen. Hvorfor føles det så forkert? De burde forstå hinanden. De burde kunne læse hinandens tanker.

Hun ville gerne åbne op, fortælle noget mere om sig selv. Men når hun vender sig om for at få øjenkontakt, for bedre at kunne gennemskue hvad han tænker, når hun ikke at se hans øjne, før han kysser hende i panden. Det ligner ikke hende at kaste sig ud i sådan noget. Hun har ikke gennemtænkt det, og hun er der bare, til stede, lader tingene ske.

"Du ligger uroligt" siger han. Hun nikker bare og vender og drejer sig. Hun kan ikke sove, og når hun vågner og vil stå op, sover han stadig videre. Sover alt for længe, hun har ikke ro til at vente på det. Der er ting hun skal. Hun står op, klæder sig på, tager sin jakke. Hun vækker ham. "Jeg bliver nødt til at gå nu". Han nikker og rækker hånden ud mod hende. Men denne gang tager hun den ikke. Hun rækker bare hånden ud mod hans og strejfer den, uden at holde fast. Sådan som hun skulle have gjort fra starten.
Selvom hun skrev og spurgte hvordan det gik, hørte hun aldrig mere fra ham.