Hun var så træt af det hele. Ingenting fungerede, og hun var klar til at give op og tage det næste fly. Langt væk, syd på. Hun ville opgive det hele og rejse langt væk og starte på en frisk. Hun var i gang med at ødelægge sig selv. Lige så stille og med en lille bid af gangen åd det hende inde fra. Til sidst ville hun forsvinde, og kun hendes krop og de almindelige daglige rutiner og reaktioner ville være tilbage. Man kunne mærke det på hende. Andre mennesker havde gjort hende syg. Hun havde aldrig sagt fra, aldrig gjort gengæld, sagt folk imod eller i det hele taget gjort noget imod andre. Hun havde glædeligt åbnet sig for folk og delt et stykke af hendes liv ud til dem alle sammen, og hun prøvede nu at holde sammen på de sidste krummer, som allerede var ved at blive spist.
I hverdagen var hun et andet sted. Hun var nede i varmen, hun var ude på marken eller lavede noget andet hun havde lyst til. Der var ingen andre, og hun kunne slappe af. Ingen forventede noget af hende, kun hende selv. Hun havde det dårligt inden i, følte sig forkert. Det var den følelse der bredte sig i hendes krop når hun blev bange. Bange uden nogen rigtig grund. Hun følte sig ikke god nok til livet. Der var så mange krav hun ikke kunne leve op til, og når presset var aller størst græd hun. Når hun indså at fremtiden havde endnu større krav, og at fra hver dag der gik fra nu af ville kravene kun vokse, blev hun nærmest panisk. Vejen tilbage var lukket, og hun kunne kun gå frem. Nogle gange så det hele sort ud for hende, og hun kunne ikke rigtigt finde lyspunkterne i sin hverdag. Der var perioder hvor hun græd meget, men kun når hun var alene. Det var også befriende at være alene for det meste, der stillede hun ingen krav til sig selv, og der fik hun lov til at græde lige så meget hun ville, indtil omverdenen bankede på døren igen. Andre gange skammede hun sig over at hun græd over ingenting. Alle dem som havde et meget værre liv, men aldrig klagede. Hun manglede jo ikke rigtig noget, men alligevel var hun bange, mest for fremtiden, men også lidt for omverdenen. Tit følte hun sig så lille og ubetydelig for alle andre end sig selv. Og hvad skulle man gøre når Pinex var blevet ens livret? De magiske piller som fik hverdagen til at hænge sammen igen. De magiske piller som fik hendes krop til at slappe af.

Hun kiggede bekymret ud i luften, mens hun gurglede sin mund i det klare vand fra glasset. Med venstre hånd stoppede hun pillen ind i munden og sank.
Hun var alt det, hun ikke ville være. Hun ville ikke være gymnasieelev, men det blev hun nødt til. Hun ville ikke være syg, men det var hun. Hun ville ikke være utilfreds, men det var hun blevet. Hun ville heller ikke bo i Danmark, men det gjorde hun, for det var der, hun var født.
Hendes hoved gjorde en underlig bevægelse for at få pillen til bedre at glide ned gennem halsen. Hun havde aldrig taget medicin, og havde aldrig været god til at sluge piller, men det var hun blevet nødt til at lære. Hun undgik så vidt muligt at tage medicinen, de dage smerterne ikke var så slemme. Så måtte hun bare slappe lidt mere af, og måske springe nogle af dagens gøremål over.
Hun havde ellers planlagt sin fremtid, hvad hun gerne ville være, og hvad hun skulle lave. Men det var ikke sikkert mere. Hun vidste ingenting om fremtiden. Hun vidste ikke om hun ville være i stand til at lave de ting, hun gerne ville, eller om hun overhovedet ville leve i fremtiden.
Når hun vrikkede med storetåen gjorde det ondt i hele hendes fod. Hun kunne ikke bevæge ringefingeren uden at have ondt i det meste af hånden, og når hun bøjede benene kunne hun mærke væsken skvulpe let under knæskallerne. I morgen ville hun måske have ondt i kæben, eller måske skulderen? Det var aldrig til at vide. Hun kunne kun være sikker på én ting: At smerten ville være der. Hun havde efterhånden vænnet sig til det. Men hun tænkte tit på, hvordan det måtte være at være smertefri. Let gående, med overskud og uden bekymringer. Når hun kiggede på andre mennesker fik hun lyst til at fortælle dem, hvor glade de skulle være for at fungere normalt. Hvor glade de skulle være for ikke at fejle noget, og hvor stor pris de skulle sætte på livet. Hun havde haft store planer. Store planer for sin fremtid.