Hendes pegefinger følger en af de blå streg opad. De små hår føles ru og stikkende. Den blå streg slår nu et knæk og leder derefter fingeren nedad. Hårene er nu bløde og glatte. Pegefingeren følger den blå streg til den forsvinder ind under en syning. Hun lukker øjnene i. De føles tørre og irriterede. Pludselig mærker hun et stød i ryggen. Instinktivt ser hun sig over skulderen og får øje på en lille blond pige der med skoletasken på ryggen sidder helt yderst på sædet. Pigen ser forskrækket op på hende og trækker hastigt benene til sig. Hun drejer hovedet væk fra pigen og lukker endnu engang øjnene.

Bussen standser og en masse mennesker stiger på. Lise åbner øjnene og betragter dem diskret mens de fordeler sig i bussen. Hendes brune lædertaske står uindbydende på sædet ved siden af hende. Den sidste der stiger på bussen er en ældre dame. Bussen sætter i gang med et ryk, der får den ældre dame til at svaje faretruende. Hun griber ud efter noget at støtte sig til, og hendes krogede hænder knuger sig til en af de sorte håndtag på bussædernes hjørner. Langsomt bevæger hun sig ned gennem bussen. Alle sæder er optager. De fleste ser den anden vej, og det er tydeligt at ingen har tænkt sig at gøre plads for den ældre dame. Da hun når frem til der hvor Lise sidder, drejer hun hovedet og ser spørgende på Lise. Med en følelse af at hele bussen stirre på hende, griber Lise hurtigt om den brune lædertaskes håndtag og trækker den op på skødet. Hun kan mærke biblioteksbogen stikke mod låret.

Den ældre dame sætter sig med et lille suk. Hun dufter af håndcreme, men ikke på en ubehagelig måde.
   "Det var pænt af dig", siger hun og drejer hovedet mod Lise.
   Lises hænder knuger om taskens remme. Knoerne er helt hvide. Hun nikker hurtigt, men kan ikke få sig selv til at se på den ældre dame. Det er som om knuden i maven har bevæget sig op gennem hende og nu sidder og blokkerer i hendes hals.
   "Åh, min pige. Du ser da ikke for glad ud. Kunne du tænke dig et stykke chokolade?" spørg den ældre dame og begynder at lyne håndtasken op.
   Lise synker hårdt,
   "Nej tak." den lille stemme der kommer ud lyder slet ikke som hendes egen.
   "Pjat med dig" siger den ældre dame og trykker et guldindpakket stykke i hånden på Lise. "Ja, jeg ved godt man ikke burde drukne sine sorger i chokolade, men et lille stykke har nu aldrig skadet nogen."
   Lise ser på det lille indpakkede stykke chokolade der nu ligger i hendes håndflade.
   "Har du nogen derhjemme du kan tale med?" spørger den ældre dame forsigtigt.
   Og før Lisa ved af det buser hun ud med hele historien. Om hvordan hende og Mark har forsøgt i over et år nu. Hvordan de hver gang håber. Hvordan hun troede det endelig skulle være. Hvordan hun ville overraske ham, men først ville være helt sikker. Hvordan hun, for lidt under en time siden, fik at vide at det igen ikke var lykkedes - og pludselig er de nået til hendes stop. Hun er nød til at stige af.

På vej op ad trappen til lejligheden er det som om knuden i maven ikke er så stor som den plejer at være. Hun har stadig det lille indpakkede chokoladestykke i hånden.

To uge efter står hun igen og venter på bussen på vej fra sygehuset. Mark arbejder i kirurgisk ambulatorium så han blev efter konsultationen. De har fået talt om tingene og aftalte at blive tjekket og tale med lægen om deres muligheder. Busdørene åbner og hun viser buskortet til chaufføren. Han kigger kort på det, så på hende og nikker. Lise bevæger sig ned mellem bussens sæderækker og forsøger at lade være med at få øjenkontakt med nogen. Hun er spændt, men også meget nervøs. Nu skal hun bare vente. Når det igen er blevet den tid på måneden skal hun hen på sygehuset igen. Det burde ikke vare mere end en uge. Igen kan hun ikke lade være med at lade pegefingeren glide langs den blå streg på sædet foran hende. De små hår kilder under hendes fingerspids. Hun er bange for at håbe, men kan alligevel ikke lade vær med at smile. Bare en lille smule. Hurtigt presser hun læberne sammen og lukker øjnene fast i. Hjulenes hvinen mod kantstenen gør Lise opmærksom på hvor hun befinder sig. Bussen er standset og dørene klapper op.

Lige som første gang er den ældre dame den sidste til at stige ind i bussen. Chaufføren er dog langt mere hensynsfuld end ham der plejer at køre ruten. Diskret betragter han den ældre dame vakle ned gennem sæderækkerne i bagspejlet, og sikre sig at hun har fundet et sted at sidde før han igen sætter bussen i gang. I sine tanker havde Lise forestillet sig hvor akavet det ville være at møde den ældre dame igen, men af uforklarlige årsager føles det helt naturligt at flytte den brune lædertaske da hun når ud foran Lises dobbeltsæde. Hun smiler genkendende og sætter sig tungt på sædet ved siden af Lise.

"Nå min pige, du ser da lidt mere velfornøjet ud i dag. Du vil måske slet ikke have chokolade denne gang?"
   "Jo tak" siger Lise
   Den metalliske lyd af en lynlås der bliver åbnet efterfulgt af en raslen fra en pose. En rynket, let rystende hånd rækker Lise den lille gyldne kugle.
   "Har du været ved lægen igen kære?" hun lyder oprigtigt interesseret, og Lise mærker den boblende spændingen blusse op på ny.
   "Ja, det har jeg." Hun standser.
   "Jamen, hvordan gik det så?" opfordrer den ældre dame.
   "Det viser sig, at der er nogle genetisk betingede problemer..." Lise skal lige til at nævne nogle af de lægevidenskabelige termer, men standser sig selv. Hvorfor overhovedet forsøge, hun forstår det jo knapt nok selv. Sagens kerne er, at de kan hjælpe og at de har lovet at finde en løsning.
   "Det er ikke noget usædvanligt" fortsætter hun. "De siger, at mange har de samme problemer som os. Man kan nemt komme i behandling for det, og hvis alt går efter planen vil vi være.. vil jeg være.. " igen tøver hun. Det føles helt forkert at sige det højt. Det er jo slet ikke sikkert endnu. En følelse af gammelkendt magtesløshed og ængstelse breder sig i Lises bevidsthed. Hun synker hårdt og den halvfærdige sætning svæver frit i luften mellem dem. Den ældre dame ser ud til at forstå. Hun smiler, strækker sin rynkede hånd frem og klemmer forsigtigt om Lises hånd der hviler om lædertasken på Lises skød. Den føles kold og tør selvom duften af håndcreme når Lises næse.
   "Det glæder mig så meget for jer." siger hun med et smil. "Jeg har tilladt mig at nævne jer i min aftenbøn et par gange må du vide. Det håber jeg ikke gør noget".
   Udsagnet overrasker Lise, så hun nøjes med at smile høfligt. Sikke en sød tanke.
   "Jeg skal derind til tjek igen om nogen dage, hvis det går som det skal starter jeg min hormonbehandling med det samme." Det føles så underligt at sige det højt. Hende og Mark ikke fortalt det til nogen endnu.

Da bussen ankommer til Lises stop har hun ikke lyst til at stige af, og da hun sekunder senere løfter hånden for at gengælde den ældre dames vinken til hende gennem vinduet, kan hun ikke lade være med at smile. Bussen sætter i gang og forsvinder.

"Det ser ikke for lovende ud" sagde lægen. Og så en hel masse indviklet om æg der er lige store og at det ikke er til at vurdere hvornår der vil være ægløsning. Hvorfor kan de ikke bare tage et? Hvorfor skal det være så kompliceret? Hun vil jo bare så gerne være mor. Frustreret og magtesløs slår Lise sig selv hårdt på låret. Hun bliver nød til at tænke positivt. Alt håb er ikke ude endnu. Lægen sagde de kunne komme igen om 10 dage. Der var en chance for at æggene stadig ville modnes. Nu er der ikke andet for end at vente og håbe.

Der er ingen blå streger på sæderne i de gamle bybusser. Hvileløst sidder hun og piller i en neglerod. Endelig lykkedes det at trække den af, og i sekunderne før det begynder at bløde nulre hun det lille stykke hud mellem fingrene før hun slipper det og lader der falde til jorden. Blodet pibler frem ved siden af hendes negl. Den røde perle vokser og vokser. Pludselig er det som om en dæmning brydes, og blodet begynder at løbe ned ad fingeren. Hun trækker lædertaksen op på skødet og holder den akavet med den blødende hånd mens hun med den anden roder efter et papirlommetørklæde. Hun har slet ikke opdaget at bussen er standset, og bliver forskrækket da hun pludselig mærker nogen sætte sig ved siden af sig.

"Mangler du noget" spørg den ældre dame.
   Lise, der stadig ikke er lykkedes i forsøget på at finde en serviet, mærker nu hvordan den tynde stribe blod kilder ned langs fingeren.
   "Ja, et papirlommetørklæde."
   Den ældre dame stikker hånden i lommen og rækker Lise en sammenfoldet papirlommetørklæde. Lise tager imod det og presser det mod såret.
   "Det var da noget væmmeligt noget" siger den ældre dame. "Jeg har også altid haft frygtelig svært ved at lade være med at pille" klukker hun.
   Der er en lille pause mens den ældre dame roder i sin taske. Lise vikler forsigtigt papirlommetørklædet rundt om fingeren. Den ældre dame rækker nu Lise et stykke chokolade. Lise tager imod det, og bemærker samtidig hvordan en lille rød plamage har dannet sig på det hvide papir rundt om hendes finger.
   "Hvordan går det?" spørg den ældre dame.
   "Lige nu venter vi bare" siger hun mens hun holder blikket rettet mod den røde plamage der langsomt vokser sig større og større.
   "Jeg har altid været dårlig til at vente" siger den ældre dame. Lise siger ikke noget.
   "Juleaften, fødselsdag alle de der ting. Nogen gange havde jeg det som om jeg skulle sprænges" siger hun med et lille smil. "Men jeg er blevet bedre til det, nu hvor jeg er gammel." Der er igen stille lidt. "Der er nu heller ikke så meget andet end ventetid tilbage" tilføjer hun.
   Ikke andet end ventetid. Nej, det kender Lise godt. Hun lukker øjnene, og mærker den gammelkendte svien.
   "Det er bare så hårdt! Hvorfor skal det være så svært?" hører hun pludselig sig selv sige.
   Den ældre dame drejer hovedet og betragter Lise med sine blå øjne. De er underligt slørede, men er alligevel klare og udtryksfulde.
   "Op med hovedet, i morgen er en ny dag!"

Naturligvis har hun ret i det. Dagene går, og pludselig er det dagen før de skal op på sygehuset igen. Lise har det som om hun skal sprænges. Spænding, angst, forventning og alt derimellem kappes om at overtage hendes bevidsthed. På sygehuset er der gode nyheder. Æggene er modne. Mark og hende står bagefter længe og holder om hinanden på parkeringspladsen.

Tre dage efter er de igen på sygehuset. Æggene bliver sat op, lægen opmuntre dem og siger at alt går efter planen. Lise kan ikke holde tårerne tilbage da de efterfølgende kører hjem sammen. Mark har sin hånd på hendes lår under hele turen.

Nu har hun fået taget en blodprøve. I morgen ved de besked. Lise har det som et lille barn der ikke kan sidde stille. Selvom hun ikke troede det var muligt føler hun sig nu mere spændt end hun nogensinde har været. Men også mere nervøs. Mark ville gerne være taget med hende hjem, men hun sagde det ikke gjorde noget. Hun glæder sig til at se den ældre dame igen. Det er ved at være længe siden. Utålmodig lader hun pegefingeren følge den blå streg på sædet foran hende. Hun har fået fat i en god lang én. Én der ikke forsvinder ind i en syning, men fortsætter hele vejen ned og ser ud til at fortsætte ind under sædet. Endelig standser bussen ved det stoppested hvor den ældre dame plejer at stige på. Lise trækker tasken op på skødet og smiler da hun får øjenkontakt med den ældre dame.

"Jamen det var da vidunderligt min pige" Lise har fortalt hende den god nyhed.
   "Og du får besked i morgen siger du?" Lise nikker. Hun kan slet ikke lade være med at smile.
   "Jeg skal nok huske jer i min aftenbøn i aften" siger den ældre dame og rækker frem og griber om Lises hånd.

En følelse af lykke vokser langsomt inden i Lise. Den bliver større og større for hver dag der går. Det kan så småt ses. Fremmede har sikkert stadig svært at bedømme om det bare er fordi hun har taget på, men snart vil ingen være i tvivl mere.

Hun er 12 uger henne. Hun kan næsten ikke vente med at fortælle det til sin familie og sine venner. Men først vil hun fortælle det til den ældre dame. Det er som om hun skylder hende det. En masse mennesker stiger på bussen og Lise venter utålmodigt på at de skal bevæge sig ned gennem bussen. Men hun er der ikke. Det går op for Lise, at det i grunden har været usandsynligt heldigt at de har kørt med den samme bus hver gang Lise var på vej hjem fra sygehuset. Men, den ældre dame er der heller ikke den næste dag. Ikke med nogen af de busser Lise tager.

Der er nu gået lidt over en uge. Lise lader pegefingeren glide langs den blå streg. De usagte regler for det lille tidsfordriv er de samme som altid. Find en streg der er så lang som mulig. Hun er ved at have taget på det efterhånden. Det gælder om først at skaffe sig et overblik, og derefter vælge en streg at følge. Det er sjældent stregerne i midten fortsætter helt ned til bunden. De forsvinder som regel under en syning i siden. Bussen standser ved den ældre dames stoppested. Lise ser op. Folk strømmer ind. Dørene klapper i, og bussen sætter igen i gang. Folk fordeler sig langsomt. Til sidst har alle sat sig. Den brune lædertaske står stadig uindbydende på sædet ved siden af hende.

Lise står og ser efter bussen forsvinde ned ad gaden. Hun lægger begge hænder på maven, lukker øjnene og trækker den kolde februar luft ned i lungerne. Snart bliver alting helt anderledes.