Her den anden dag skete der noget højst besynderligt for mig. Jeg skulle til forelæsning nede på Universitetet. Jeg havde planlagt godt og havde derfor masser af tid til at pakke taske, få jakke og sko på, før jeg skulle ud af døren. Jeg fyldte min vandflaske, som jeg altid gør når jeg skal afsted. Jeg valgte en jakke der passede til vejret, men stadig var smart! En flot lang rød én der får min talje til at se smallere ud. Man vil jo gerne se smart ud! Så skoene, og sko er jo ikke bare sko! Nej nej, mine sko skal passe til mit tøj! Jeg valgte et par søde røde ballerina sko, der passede til jakken.
Jeg tager altså jakken på, tasken over skulderen og smutter i mine sko der står parat på gulvet. Jeg går et par skridt mod døren, men hov! Der er noget galt. Det føles underligt på mine føder! Det er som om de, altså fødderne, på en eller anden underlig måde, er skruet forkert på. Jeg ser ned. "O vé oh skræk!". Jeg har taget mine sko omvendt på! Måløst stirrer jeg ned på mine fødder. Hvor er det bare underligt. Det er vidst ikke sket for mig siden jeg var 5-6 år gammel. Det var da utroligt. Det er som om min hjerne underbevidst forsøger at fortælle mig noget.
På det tidspunkt er jeg lige startet på universitet, alt er nyt, vidunderligt og forvirrende. På universitetet er alting meget mere voksent end jeg hidtil har været van til. For det første hedder det jo ikke længer en "skole" men et universet, for det er vel ikke bare en simpel skole! Det er som om intet længer hedder det, det plejede at hedde. Sådan som det hed i mit tidligere liv. Mit liv på folkeskole, efterskole og gymnasiet. Mit liv som barn har pludselig udvidet sig, og er blevet et voksent menneskes liv. Men det er ikke bare "Universitet" der ikke er en "Skole". En lære er nu pludselig ikke en lærer, men en underviser! Det hedder heller ikke en elever, men studerende eller deltagere. Det er meget vigtigt at huske! Nej, pludselig er der ikke noget der hedder hverken lektier eller frikvarter, selvom disse tydeligvis stadig eksisterer! Nu hedder de ikke noget. De er der bare! Men hvorfor? Nåh ja, jeg er vel ved at blive voksen, og når man er voksen bliver alting jo lidt mere kompliceret. Så har jeg vel efterhånden lagt barndommen bag mig. Nu skal jeg tage ansvar, tale sofistikeret og helst med så mange synonymer som muligt! Jeg skal læse snørklede engelske tekster, diskutere og slynge om mig med vigtige navne og påstande. Jo jo, jeg er skam ikke barn længere. Jeg er ved at blive en rigtig voksen!
Men her står jeg så. I min entre. Med skoene omvendt på. Jeg føler mig ærlig talt som en 5 årig. Jeg håber næsten at min mor vil komme og hjælpe mig med at tage skoene rigtigt på! For, ligegyldigt hvor meget jeg prøver, hvor mange komplicerede tekster jeg læser, hvor meget jeg fylder i mit hoved, hvor meget jeg udvider min horisont, hvor selvstændig jeg bliver. Jeg er jeg jo i virkeligheden stadig bare en lille pige. Forfjamsket bytter jeg skoene rundt og smiler for mig selv da jeg åbner døren og går ud i den voksne verden.