Efter sigende skulle det kunne tage op til 5 år at bearbejde et dødsfald. Der er nu gået næsten 1 år. For tiden stopper jo ikke bare. Selvom man skulle tro det. Sorg er jo ikke bare at stå ved graven og sige farvel. Det er processen efterfølgende: At skulle tømme lejligheden. At møde nogen der minder om. At have arvet hendes tekande. At genkende hendes duft. At se den der særlige film. At være nået frem til dagen igen. At holde jul og fødselsdag uden. At spise den der bestemte slags mad. At finde et gammelt brev. At vågne op efter et minde. At se på gamle fotografier. At gå med hjemmestikkede strømper. Endelig at turde se stenen. Det er så meget mere - En tåre, en tanke, et minde, et hjerteslag, et vemodigt smil, en lille latter - det går fremad. Jeg savner dig mormor, men jeg ved vi ses igen. For sådan er livet