Hun står foran spejlet. Drejer fra side til side. Retter ryggen og trækker maven helt ind. Igen og igen ser hun på fotografiet som hun har klemt inde mellem spejlet og rammen. Hvis hun nu lader den nederste del af ryggen bukker lidt længere bagud og drejer overkroppen en smule mod venstre. Jo, nu ligner hun hende efterhånden ret godt. Et stykke tid står hun sådan foran spejlet og betragter sig selv. Det er en smule anstrengende at stå i den udstrakte bøjede position, og hun begynder langsomt at blive øm.
Hun retter sig op. Står nu helt afslappet og betragter refleksionen i spejlet. Rynker på næsen, bukker sig så ned og samler den brune kuvert op. Tager endnu et billede ud og klemmer det forsigtigt fast mellem rammen og spejlet, under det første. Hun lægger hovedet lidt på skrå og betragter billedet en stund. Det er et nærbillede af en køn mørkhåret kvinde. Hendes smukke ovale øjne, med de lange øjenvipper, kigger udtryksfuldt ud på betragteren og har det der særlige uimodståelige glimt. Munden er fyldig og det ser ud som om læberne skal lige til at skilles i en sensuel lyd. Hendes hud er fejlfri med den helt rigtige bronzefarve og sart rødmende kinder. Næsen er helt lige og nuttet. Øjenbrynene er mørke og i perfekt symmetri.
Hun kniber øjnene sammen og rører ganske forsigtig ved fotografiets glatte overflade. Det klæber let til hendes fingre da hun fjerner den igen. Så ser hun så på sit eget spejlbillede. Læner sig helt frem for at kunne betragte detaljerne bedre. Hendes hud bleg, og man ser efterhånden tydeligt de små rynker der er ved at komme rundt om øjnene. Hun fører en finger ned under øjet og trækker forsigtigt nedad. Rynkerne udglattes, men efterlader øjet stirrende. Hun slipper og lader prøvende fingeren glide ned over kinden. Det er en rug, men alligevel blød fornemmelse, som lod man fingeren køre over et groft stykke stof.
Så fokuserer hun på sin næse. Den er en lille smule skæv og det ene næsebord er tydeligt større end det andet. Også her forsøger hun at trykke den på plads med fingeren. Slipper igen. Frustreret flytter hun øjnene og ser nu direkte ind i et par blå-grønne øjne. Hun har altid godt kunnet lide sine øjne, men pludselig syntes hun ikke de er store nok. Hun ser træt ud. Ikke mindst på grund af rynkerne. Igen placerer hun sin finger i ansigtet. Denne gang over øjet, og hun trækker forsigtigt opad. Pludselig ser øjet vågent og oplagt ud. Hun skæver over til fotografiet. Kvindens øjne ser vågne og oplagte ud. Hun slipper og huden omkring øjet slappes igen. Så træder hun et skridt tilbage og lader hånden dale ned langs siden. Hun er blevet træt og en smule ked af det. Hun styrer ud mod køkkenet, men fortryder så og lader sig i stedet dumpe ned i sofaen.
Hendes telefon ringer. Det er Regin, hendes manager. "Hej skat. Hvordan har du det? Gik det godt med potoshoten" spørg han, men uden at give tid til svar. "Jeg bad fotografen sende dig billederne. Har du fået dem?" spørg han. "Ja" siger hun mens hun nikker. Hun har fået billederne. De kom med kurrer i morges. "Kan du lide dem" spørg han, og venter denne gang på svar. "Ja" siger hun igen og tilføjer "Jeg er vild med dem. Jeg har hængt dem op ved mit spejl. Til inspiration!"