Min kuffert ruller skramlende over fliserne og laver unødig meget larm i den stille morgen. Perronen er stuvende fyldt med mennesker der trætte venter på toget. De står eller sidder rundt omkring og undgår behændigt hinandens blikke. Passer sig selv, ville nogen kalde det. Det er stadig lidt mørkt, og det er svært at skelne de enkelte ansigter fra hinanden. En mand i en neongul jakke går rundt og fejer cigaretskodder op med en lille kost og en fejebakke på et langt skaft. Da han er gået forbi drejer jeg hovedet og ser efter ham, tænker på om han mon selv har valgt sit job.
Endelig kommer toget. De mennesker der før var så trætte har nu pludselig fået vældig travlt, og vil alle som én, gerne først ind i toget. Der skubbes og mases, dog uden at nogen rører hinanden. Jeg bukserer min kuffert op ad trappen, og føler hele tiden at jeg er lidt for langsom. Da jeg når ind i toget begynder jeg at trække min kuffert ind mellem sæderækkerne. Jeg forsøger at kigge ligeud og ikke se for meget på de andre pasagerer. Ud af øjenkrogen kan jeg se at nogen af dem kigger på mig.
Der er ret mange mennesker. Jeg begynder at indstille mig på at skulle stå op hele vejen til Århus, men pludselig ser jeg en tom plads til venstre for mig. Imens jeg glæder mig over mit held, og undre mig over at ingen andre har sat sig, løfter jeg min taske op over mit hoved, placerer den på hattehylden og sætte mig så på det tomme sæde.
Da jeg har sat mig lader jeg min hånd glide ned langs siden af min jakke og ned i lommen for at få fat i min mobiltelefon. Jeg håber lidt at jeg har fået en sms, men det har jeg ikke. Jeg læger mobilen i mit skød og ser op. Jeg bliver mødt af et sæt venlige mørke øjne, der interesseret betragter mig. Det er som om jeg rammes af en lille elektrisk ladning. Min mave giver et lille hop, og jeg ser skyndsomt væk. Det var nogen flotte øjne, en skam at jeg slet ikke nåede at se ordentligt på deres ejermand. Langsomt, ligesom tilfældigt drejer jeg hovedet mod vinduet. I det der virker som brøkdelen af et sekund standser mit blik ved ham, før jeg er nød til at lade det glide vider mod vinduet. Han har mørkt halvlangt hår der krøller en smule ved ørerne. Hans hud er jævn og lys. Mere nåede jeg ikke at se. Han ser også ud af vinduet, og jeg kan se hans utydelige spejling i glasset.
Jeg retter mit blik mod vinduet, men det er så mørkt at jeg ikke kan se andet end mit spejlbillede. Jeg bruger noget tid på at betragte mig selv, men så kan jeg ikke lade være med at betragter hans spejlbillede. Det ser han sikkert ikke. Men pludselig mødes vores blikke i spejlingen, og jeg ser hastigt væk. Pinligt berørt over at være blevet taget på fersk gerning. En tid sidder jeg og forsøger at se alle andre steder hen end på ham, men jeg kan ikke lade være. Det er som om mit blik bliver tiltrukket af ham. Ud af øjenkrogen ser der faktisk ud som om han kigger på mig.
Jeg vender langsomt mit hoved for at møde hans blik, men lige da jeg ser på ham, ser han ned. Om det var bevidst er ikke til at sige. Forlegent ser jeg væk igen. Jeg spekulerer som en gal over hvad jeg kunne sige til ham.
Pludselig giver mobiltelefonen i mit skød et lille bip. Jeg har modtaget en sms. Sms'en er fra min veninde. Den er ret lang. Mens jeg læser, registrerer jeg svagt at toget sagtner farten. Jeg svarer på sms'en, fortæller at jeg sidder overfor en virkelig flot fyr og at jeg vil se om jeg kan få hans nummer. Fuld af selvtillid retter jeg mig op. Mit hjerte synker helt ned i maven. Sædet overfor mig er tomt. Jeg ser instinktivt ud af vinduet, og når lige at se hans ryg forsvinde i mylderet på perronen udenfor.