Tanker er en af mine svagheder. Ligegyldigt hvad, så er de der altid. Jeg kan bare ikke slippe af med dem. Om så det er tanken om ikke at tænke på noget, så er der altid noget. Det er skørt. For nyligt gik det op for mig at tankerne er helt forskellige. "Ja" tænker du sikker "selvfølgelig er de det, er hun dum eller hvad!?", men jeg mener ikke bare selve tanken, men formen, eller grundlaget for tanken - svært at forklare, du forstår det nok omlidt.
Altså, der findes den slags tanker der altid bare snurrer rundet deroppe. Tilsyneladende uden rigtigt at have noget formål, andet end, at fylde det store tomme rum mellem øerne. Men der findes også de der lidt mere specielle tanker. Tanker som jeg havde glemt at jeg engang havde tænkt, og som jeg bliver overrasket over at jeg overhovedet kunne glemme. Så findes der dem der aldrig kommer tilbage. Dem der, ligegyldigt hvor meget jeg anstrenger mig, bare er pist væk. Selv hvis det en sjælden gang imellem skulle lykkedes mig at komme i tanken om det glemte, hersker der alligevel altid en lille snært af tvivl, om det nu virkelig var det jeg havde tænkt på før, eller om min hjerne bare forsøger at snyde mig.
Jeg ved faktisk ikke hvilken af disse to slags tanker jeg foretrækker. Jeg mener, selvfølgelig er det da rart nok pludselig at komme i tanken om noget man havde glemt. Som en drøm for eksempel. En drøm om dengang jeg gik på efterskole, eller en drøm om et underligt sted der virker bekendt! Det kan næsten virke helt syrealistisk, men som regel får det mig til at smile. Men de her "tilbagevendende" tanker kan også være i den mere ubehagelige kategori. Det kan være et eller andet vigtigt jeg har glemt at gøre, som jeg pludselig kommer i tanken om. Som regel efter det er for sent. I sådanne tilfælde ønsker jeg, at jeg slet ikke var kommet i tanken om det. Det havde været meget lettere.
Der findes også den slags tanker som jeg på forhånd ved jeg glemmer. Som de tanker jeg kan have lige før jeg falder i søvn. Jeg kan ligge i min seng og have den mest geniale idé. Selvfølgelig skriver jeg den da ikke ned, for det er da ikke nødvendigt. Men svups - Morgenen kommer, og tanken er væk. Det kan også være helt banale ting, som noget jeg skal have ordnet. Ringe til lægen for eksempel. Jeg ligge i min seng og sige til mig selv hundrede gange "husk at ringe, husk at ringe, husk at ringe!". Alligevel, og den er stensikker. Næste morgen er tanken væk. Det er underligt. Tilgængelig findes der så de tanker som jeg ikke kan slippe af med igen. En eller anden tosset melodi. Sådan en melodi kan forfølger mig i op til flere dage. Det mærkelige er, at jeg sjældent kan huske hvor jeg hørte melodien, den er der bare pludselig. Måske er det noget min hjerne gør for at kompensere for de gange den glemmer noget? Ja, måske!
Men hvad jeg egentlig ville sige var... hov, vent den smuttede vidst!