Annabell for gennem mørket som om hun havde den Onde i hælene.Og det havde hun måske. Hun turde ikke se efter. Havde heller ikke tid, for så måtte hun jo stoppe og vende sig eller i hvert fald dreje ansigtet ud til siden. Og det ville tage tid. Alt for meget tid. Den Onde var let til bens.
   Håret rejste sig på hendes hoved. Stod lige op i luften og faldt så ned igen. Det var enten hans værk eller oktoberblæsten.
   Nå, hun tænkte for meget. Selv nu, hvor det bare gjaldt om at komme væk.
   Var der ikke længere vej i den her forbandede nat end der plejede at være?
   Nu, hvor hendes øjne havde vænnet sig til mørket, skulle ruinen være til at få øje på. Hun havde gået eller løbet vejen så ofte ,at hun kendte den bedre end sin forklædelomme.
   Hun sagtnede farten, hev efter vejret og pressede en hånd mod sin lænd. Lyttede efter fodtrin, men hørte kun sin egen gispen og vindens barske leg med grene og blade.
   Langsomt faldt hun til ro.
   Han var nok gået hjem.
   Og der - næsten lige foran hende lå jo ruinen af den lille kirke. For et par år siden, var den brændt, så kun nogle forkullede bjælkerester var tilbage og ingen havde genopbygget den.
   Hun sneg sig ind mellem disse sørgelige rester og gik, nærmest hjemmevant, frem mod et hjørne.
   Med stille glæde lukkede hun hånden om et kors, rykkede lidt i Jesus - og en lem åbnede sig.
   Hun gled gennem åbningen og stod på et trappetrin. Op mod hende strålede snesevis af små blødt skinnende lys. Hun smilede mod dem, før hun vendte sig og smækkede lemmen i.
   Nu kunne ingen forstyrre hende.
   Det her var hendes tilflugtssted, og der var ikke mange andre, der kendte det.
   Hun nåede til det sidste trin. Der var 36, så hun var et pænt stykke under jordskorpen nu - men det føltes ikke sådan. Gulvet foran hende var en farvestrålende mosaik af hårdtbrændte klinker og de hvidgule vægge var faste og glatte. I de buede nicher i væggene stod figurer af sølv og bronze. Mellem nicherne stod lysene, der som ved magi tændtes, når man åbnede lemmen. Midt i rummet stod der et lille bord med en simpel blomsterkrukke. Blomsterne i den hang sjaskede og visne ud over åbningen og ned over rundingen.
   Det var længe siden, hun havde været her sidst.
   Og da var det kun for at tænke over, hvad hun skulle skrive i et brev til Vera Elizabeth, som var hendes gode veninde.
   Nu var der endnu mere at tænke over.
   Hun skulle træffe en meget vigtig beslutning og hun måtte tænke det godt igennem.

Hun sætter sig på gulvet. Bordet er lavt, så hun placerer albuerne på det og hviler sit summende hoved i hænderne.
   Hun hader ham. Og hun elsker ham.
   Den mand, hun nu har levet sammen med i to år. Han har fået hende til at bo i en afsides bjergby, langt fra alfarvej.
   Han har de kønneste, mildeste blå øjne og - den styggeste, mest fæle klang i stemmen, når han støder ord ud mellem smalle, kyniske læber.
   Han fylder deres hjem med varme og tryghed - når han ellers er der.
   Og når han er sig selv.
   Eller hvordan det nu er.
   For den anden, den Onde, det er jo også ham. Det er ham, der tugter og tyranniserer folk. Og som altid - hver gang - har en forklaring. Er åh så ked af det. Fortvivlet. Er i dæmonernes vold og gør, hvad han gør, for at det ikke skal gå folk endnu værre.
   Og hun tror ham. For når hun ser ind i de blide, blanke blå øjne, ser hun kun blidhed og godhed.
   Når han er hjemme.
   Men han var jo hjemme i aften. Bare ikke som sig selv. Havde måske bare glemt at skifte sind?

Et ekko af hans vrede stemme borer sig frem mod hendes tinding:
   "Jeg har sagt, jeg ikke vil have, at du render over til David."
   Hun hører også sit eget overumplede pip. Genoplever situationen.
   "Men hans datter er syg."
   "Ja sikkert. Og hans gamle moster og hans lusebefængte køter, ikke?"
   "Han har ikke nogen moster."
   "Hvor ved du det fra? I har måske rigtigt siddet og fortalt hinanden om jeres familier?"
   "Nej, det - nej, vi talte kun om - "
   " Om mig? Hvad, Annabell, sad I og talte om mig og hvor modbydelig, jeg er? "
   "Nej, det - Vi talte kun om - Du ved, han ikke kan lide at bo her. Arbejdet er hårdt for ham og Polly er jo syg og miksturen virker ikke rigtigt og så ..."
   "Så er det min skyld. Er det måske det? Jeg har altså også brygget en gang gift til den lille møgtøs.
   Så forstår jeg sandelig godt, at I må have ram på mig."
   "David siger - "
   " - at jeg er en elendig troldkarl og en tyrannisk repræsentant for fyrsten - og at jeg ikke kan forvalte nogle af de to bestillinger. Jo, jeg har hørt snakken, Annabell, og jeg ved godt, at jeg sommetider gør noget, der er ondt, men - "
   "Buhu, Toke, jeg er dødtræt af alle dine undskyldninger. Og alt det med, at du skam slet ikke ville tjene fyrsten og slet ikke vil koge eliksirer - at du bare vil have fred. Jeg vil leve et fredeligt liv med mine børn, et sted, hvor ingen tror jeg holder med Den Onde og - "

Annabell mærker efter på sin kind. Den røde plamage efter hans slag er vist væk. Hårdere slog han altså ikke.
   Men det sved. Det brændte. Helt ind i hendes sjæl.
   For David plagede jo igen.
   "Lad os flytte til en by langt væk. Vi er måske nok stavnsbundne, men vi kan snige os bort i ly af natten. Hvis vi krydser grænsen til fyrst Efraims land er vi i sikkerhed. Han længes efter din Tokes hoved på et sølvfad."
   Annabell havde pippet: "Kan det ikke være på et lerfad?"
   Hun vidste godt, at hun sommetider havde en syg humor, men ordene var sluppet over hendes læber og havde ætset sig ind i dem.

Så meget har ætset sig ind i hende, her i dette onde fyrstedømme, hvor man brænder kirker af. Og gør ting, der er værre end det.
   Det er ikke et sted for børnene at vokse op. Hverken hendes egne to eller den lille, som Toke er far til.
   Hun kan ikke være en god mor for dem, når der hele tiden sker skrækkelige ting.
   Hun må væk - og David har vist nøglen til Paradis eller i hvert fald til fyrst Efraims land.
   Hun ser det for sig: smukke, små gårde med stokroser, græssende køer og geder, legende børn med glade stemmer.
   Hun smiler og fyldes af ro.
   Nu vil hun ud og hen til David.
   Børnene er hos Vera Elizabeth, så dem kan de hente der, hun og David.
   Oplyst af beslutsomhed går hun op ad trapperne og tager i klinken på indersiden af lugen.

Den går ikke op.
   Hun presser hårdere på klinken. Uden resultat.
   Hendes hjerte starter på en nervøs trommehvirvel. Hun rusker i lemmen. Rykker i klinken, klemmer om den. Her på den indvendige side forestiller grebet en due. Og hun griber brutalt om dens fede sølvkrop.
   Duen udstøder et gisp. Eller er det hende selv, som gisper?
   Hjertets trommesolo stiger i styrke, tager til og breder sig til en haglbygesymfoni, der larmer i hele hendes krop. Benene vil være med. fødderne sparker mod dørlemmen, der stædigt bliver præcis, hvor den er.
   "Jeg vil ud. Væk. Din elendige, ondskabsfulde - " Hun frembringer en mængde lidet flatterende tillægsord og klistrer dem på skiftevis lemmen, duen og Toke.
   Men da hendes ordforråd slipper op og hun er hæs af skrigeriet, sidder lemmen stadig fast og er gået urokkeligt i baglås.
   Så sparker hun ved siden af døren, sparker vildt mens hun haler arrigt i den forbandede, elendige, ukristelige (flere skældsord) - due.
   En høj lyd skurrer omkring hende. Med en hul lyd flyver duen over hendes hoved og lander tungt et sted bag hende.
   Og så går alle lysene ud. Som på tælling. Som om de adlyder en ordre.
   Noget klæbrigt løber trægt ned over hendes håndflade og kryber frem mod hendes håndled.

Annabell vakler ned af de første trin. De snor sig under hendes ømme fødder.
   Det her må være Tokes værk.
   Hun hader ham. Forbander ham.
   Hvor katten er det næste trin? Hendes ene fod hænger i luften.
   "Undskyld!" skriger hun. Og får fodfæste.
   Hun bøjer sig forover. Mærker med sine hænder, at der er et trin mere. Og mange flere end det ene.
   Det skærer gennem hendes sårede hånd, men hun bider tænderne sammen. Og kryber langsomt baglæns ned i mørket.
   Der kryber hun sammen. En hulken trænger sig vej, selvom den ikke er inviteret.
   Men der er vist ingen, der hører den.

Annabell døser. Frysende drømmer hun om Paradiset hos fyrst Efraim. I solens sidste aftenstråler går hun hånd i hånd med David og ler til ham. Han smiler, men smilet er skævt. Det krænger hans læber nedad og får hans kinder til at ryste. Hans ansigt krakelerer. Kakkelakker myldrer frem og marcherer rundt i ansigtets revner. De ler hånligt, mens de sætter kurs mod øjnene. De blide, blå øjne glimter blankt. En tåre rammer den forreste kakkelak. Den rejser sig og går på to ben. Den bader i tåren og vifter sine tropper nærmere.
   Et langtrukkent skrig vækker hende. Hendes eget? Kold og fortumlet mærker hun kold sved pible frem i panden, under armene og ned over ryggen. Hun ryster. Er skiftevis varm og kold.

"Nå, det er her, du gemmer dig."
   Tokes stemme er blid, men også skræmt. Og stille.
   Annabell svarer ikke.
   Hun mærker hans arm om sine rystende skuldre og vil putte sig ind i hans favn. Men noget holder hende tilbage.
   Han har et lys med. et flaksende lys i en lygte. Han tager sit tørklæde af og binder det om hendes hånd, før han lægger en hånd om hendes anden hånd.
   "Kom," siger han, "det er stadig nat og ham David venter udenfor. På dig."