Sent på natten hævede ørkenen sin fane, og drog i krig mod Dannis sind. Han svævede frem og tilbage på en slagmark, mens han krøb ind og ud af sin sovepose. Hans krop lå badet i lige mængder sved og abstinenser, men sveden var klam og abstinenserne tilgav intet. Kropsvæsker kunne ikke vædde ødemarkenen i hans bevidsthed, så uanset hvor mange tanker han plantede der, nægtede de at slå rod. Et glas ville hjælpe, for det hjalp evigt og altid. Den kan ikke sove uden sin dyrbare; nej den kan ikke. Hvor er jeg selvironisk. Han anede ikke hvad klokken var. Han burde virkelig have tænkt på det. Han burde have dulmet sin fucking tørst, inden han sneg sig ind i teltet. Men endnu engang, havde han i ædruelighedens forvildelse undervurderet sin egen ynkelighed. "Bzzzzzzzzzzz!", råbte lynlåsen, men det var ikke Dannis hånd, der fik den til at brøle. Det var en toiletrulle, med Kenneth på slæb.
   Da han hørte lyden af en teske i en metalkop, stak han hovedet ud af teltet. Det var koldt. Hans ånde stod som en dis for næsen af ham, men morgensolen gav den et gyldent, opmuntrende skær.
   - Godmorgen.
   - Næ GODMORGEN Danni. Haft en hård nat?
   Det var Kenneth der spurgte, og Danni vidste, at det ikke var spottende ment. Han greb fat i sine boots, vendte dem på hovedet, og rystede dem.
   - Har i husket at ryste jeres støvler?... Godt.
   Danni gik hen til pickuppen for at vaske sig, med desinficerende klud og sæbe. Han lugtede af alkohol, da han kom tilbage til bålet. Kenneth og Tom var i gang med en diskussion. Hvis bunkeren var så stor som Danni sagde, så skulle de involvere en af klanerne, mente Kenneth. Tom ville ikke løbe risikoen. Når man var 30 mennesker, var det mere sikkert at udforske - men hvad nu hvis de røvrender os?
   Danni blandede sig ikke, men fik i stedet en kop hurtig-kaffe, og en dåse bønner de havde varmet over ilden. Under alle omstændigheder, skulle de lige se bunkeren først. Der var ingen grund til, at spænde vognen før hesten. Han tændte for radioen, for at få tiden til at gå. Han kørte dovent nålen gennem AM båndet, og skulle til at slukke for den igen, da han syntes han hørte noget.
   - Shhh!
   Kenneth og Tom tav. Danni skruede helt op for lydstyrken, og var nu sikker på, at han kunne høre noget - men ikke hvad. Bag et tykt lag støj, var der en slags summende tone, der varierede i styrke. Det lød som en bi, der ikke kunne flyve. De havde fanget et signal, men det var for svagt til, at han kunne stille bedre ind på det; og for utydeligt til, at nogen af dem kunne sige hvad det var. Han burde have hørt lyden da de var ude at køre i går.
   - Stationen sender med alt, alt for høje frekvenser, sagde Danni.
   - Spændende! Kan du se hvor de sender fra?
   Kenneth var altid entusiastisk, når Danni begyndte at snakke teknik. Det fascinerede ham, selvom han ikke selv havde fingrene eller hovedet til det.
   - Nej, men når frekvensen bliver så høj, kan signalet ikke rejse særligt langt. Måske er der nogle højspændingsledninger et sted i nærheden, som forstyrrer radioen. Who knows?
   Danni slukkede for radioen, og de pakkede bilen i tavshed.

De havde kørt i en time, da Tom fandt artiklen. Da Danni havde fortalt de andre om bunkeren i sidste uge, havde Toms første instinkt været, at gå ned i byens lokalhistoriske arkiv. Han havde taget alle papirer indenfor de sidste 100 år, og havde brugt køreturen på at gennemgå de mange mapper. Tom læste artiklen højt. Den var dateret til d. 4 April, 1963.


* * *
   Borgere strømmer til byen for at arbejde, efter opførelsen af sikkerhedsbunkeren blev annonceret sidste måned. "Der er kommet næsten 10.000 nye indbyggere til byen", sagde borgmester John Philips til ekspressen i fredags.

Når bygningen står klar i 1965, skal den bruges som sikkerhed mod atombombenedslag, i tilfælde af krig mod Sovietunionen. Det er blot en af mange bunkere, som opføres rundt omkring i landet.

"Det er en enorm fordel for Hedgetown, at militæret har startet dette projekt", kommenterede det populære byrådsmedlem og forfatter Richard Lanster. "I tilfælde af krig, vil bunkeren ikke bare kunne huse flygtninge, den vil aktivt fungere som en base til at forske i dosimetri (Måling af radioaktiv strålings virkning, på levende væsener, red.). Dette vil komme til at redde mange liv".

Rick Florence, der tidligere er anklaget for at være kommunist-sympatisør, var mindre begejstret. "Det sidste militære videnskabsprojekt i denne størrelsesorden, førte til atomvåben. Staten holdte det hemmeligt, så længe de kunne [sic.]".

Richard Lanster, der starter sin valgkampagne i næste uge, har ikke meget tilovers for Florence anklager. "Hvis Rick vil fortælle om sine konspirationsteorier, så lad ham bare. Faktum er, at det er en god ting for byen; især for byens økonomi."

I en rundspørge foretaget af ekspressen, svarede hele 84% at det var godt for byen at projektet blev opført så tæt på Hedgetown. 11% syntes det var skidt, og 5% sagde "Ved ikke". Hos byens købmandsbutikker er man dog enige. "Det er ikke kun godt for sammenholdet i byen, omsætningen har været helt fænomenal!" sagde kioskejer Hans Jaerling med et smil på læben. "Vi går en god tid i møde!".

Bygningsprojektet blev påbegyndt af præsident John F. Kennedy i 62, og lignende bygninger bliver opført over hele USA. De forventes alle færdige inden vi sætter fod på månen, sagde en talsmand.

Deadline: Rick Florence ekskone anklager ham, for at have voldtaget deres datter. Læs historien i næste nummer.
   
* * *
   - Ligger der nogen gulvplaner sammen med artiklen?, spurgte Kenneth.
   - Nej, jeg har allerede været de andre papirer igennem. Det her er den eneste gang, bunkeren overhovedet bliver nævnt.
   - 10.000 mennesker til at bygge den, og alligevel har det taget 3 år! Hvor stor er den så, Tom?
   - Stor.
   - No shit.
   - Vi er nået for langt nu, til at vende om alligevel. Lad os spejde bunkeren, og så må vi tage den derfra.
   Danni og Tom nikkede. Der var noget foruroligende ved artiklen, men de kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad det var. Avisen havde ikke været god mod Florence, men på den anden side, var det normalt at jagte venstreorienterede på den måde i tresserne.
   De stoppede for at strække benene. Der var ikke langt at køre igen, havde Danni sagt, men alligevel havde Kenneth insisteret på at de holdt pause. Tom traskede rundt med hænderne i lommen, og var kommet over på den anden side af en sanddynge, da de hørte ham kalde. Han havde fundet nogle knogler. Det så ud som om, et rovdyr havde spredt dem. Kenneth var sikker på, at det var en prærieulv, men Tom var ikke så sikker. "Knoglerne er for store", sagde han. Blæsten begyndte at tage til, og sandet stikkede på deres bare ben.
   De krøb i ly for vinden i bilen, og ventede på at den stilnede af. Tunge skygger bevægede sig udenfor bilens ruder, men da de så efter, var det bare små hvirvler i sandstormen. Lyden af kornene der hamrede mod bilens blik, fik Tom til at tænke på regn, og han begyndte at synge singing in the rain. Men han kunne kun omkvædet, så hans gjalden tonede hurtigt ud. Det gjorde stormen heldigvis også, og efter 20 minutter kunne de igen starte bilen.

De var lige ved at køre forbi bunkeren, uden at opdage den. Den stak opad økenen, som en grå betonklippe i et gult hav, men indgangen var lille, og halvvejs dækket af sand. Bunkeren var ikke større end en garage ved overfladen, men porten var lavet af stål i stedet for træ. Der var noget truende ved byggeriet. Midt i et terræn hvor alting skiftede og ændrede sig, var konstruktionen nærmest konfronterende i sin ubevægelighed. De parkerede bilen, og gik en tur rundt om den. Ødemarken havde lagt sig som en dyne, over hele den bagerste del af bygningen, og blokerede for den skrift, som Danni havde læst da han var der sidst. "1231 Hedgetown Projects" havde der stået, som om det var et boligbyggeri og ikke en base. Ellers så det ud som han huskede; lovende. Kenneth og Tom prustede og bandede, da de hev gasflasken og svejsemaskinen over til porten. Tom begyndte straks at skære. Den blå flamme brændte sig ind i metallet som varmt ståltråd gennem stearin, men det var en tyk dør, og en kort flamme. Danni pillede ved tastaturet ved siden af porten med en skruetrækker, men det var som han havde forventet.Der gik ingen strøm til hverken porten eller printpladen, og da han tabte sin skruetrækker for tredje gang, bandede han og flåede de sørgelige rester ud af væggen.

Kenneth havde fundet en dynge gammelt tørt træ under sandbankerne, og var i færd med at sortere det, og stille telt op. Det var mærkeligt, hvordan de altid kunne gå i gang med hvert sit, uden at snakke sammen eller koordinere det, men sådan er det vel at være brødre. Da de var små, havde det været noget anderledes. Danni og Tom kunne ikke fordrage hinanden, og Kenneth var for gammel til, at være andet end storebror. Men som knægte havde de altid været lidt usædvanlige. De tilbragte meget af deres tid med snuden i bøger, eller også fandt de på rollespil. Danni var altid den stærke i deres lege; et stort dumt muskelbundt, som kunne bøje stål med næverne og elskede at slås.
   Når han tænkte tilbage på det, kunne han ikke lade være med at smile. Han havde været klassens mindste dreng, og var blevet mobbet af de andre elever. Det eneste han kunne gøre dengang, var at løbe. Og tænke, heldigvis. Men han havde været klodset, og dårlig til alt det, som de andre drenge var gode til. Han kunne ikke slå søm i, og han var så dårlig til boldspil, at han altid stod sidst tilbage, når de valgte hold. Gad vide hvad de andre i klassen lavede nu? De var højest sandsynligt døde.
   Engebakkeskolen hjemme i Danmark, havde været en lorte-skole, og de havde alle tre gået der. Det var en ren ghetto, og alle ungerne derfra kom fra dårlige hjem. Ham og Tom kunne godt lide, at give skolen skylden for deres egne dårligdomme, når de delte en flaske. Kenneth derimod, huskede næsten ikke noget fra dengang. Men han var også ældre. Han havde aldrig helt forstået det. Og nu var der desuden gået mange år, verdenen var en helt ny verden. Nyere end de nogensinde havde regnet med, at den ville blive.

Den blå flamme blev tydeligere, og flyttede sig langsomt rundt i en firkant. Solen dalede, og sveden dryppede. De var for længst blevet enige om, at overnatte udenfor, så det var ikke det store tab, at Tom først var færdig med at skære da månen stod op. De blev enige om, at sparke metalpladen ind næste dag, og stod lidt alle tre og kiggede op. Det var deres sidste chance, for at se nattehimlen i nogle dage. Solen var for længst gået ned, og mørket gav dem et godt udsyn. Mælkevejen lignede en rygrad, der var lagt tværs over de funklende, lyse prikker, og både Mars og Venus dansede deres kosmiske dans i stilheden. Et lille meteor skar gennem atmosfæren, og tegnede en lang hvid streg på tværs af hvælvet, før den forsvandt i horisonten. Kenneths fingre gnistrede, og ilden brusede. Inden de gik i seng tændte Danni for radioen igen. Denne gang var signalet tydeligere, og de kunne ikke være i tvivl. Det var en stemme.