Der er næsten vindstille, men alligevel svinger skiltet dovent frem og tilbage fra toppen af pælen. Solen står højt, og gør bilsæderne brændende varme. Da han lige havde slukket motoren, havde han hørt den tikkende lyd under motorhjelmen. Nu har der lagt sig en ro over parkeringspladsen, som kun bliver afbrudt af lyden af hans fingre, der rytmisk strammer sig om rattets læder. Det er derfor man har øjenbryn. Så sved ikke drypper ned i øjnene. Han har siddet der i en halv time og lyttet nu, men man ved aldrig. Renato havde været impulsiv, men den fejl vil han ikke selv begå. Renato havde været hans ven, en af hans sidste venner. Renato havde startet med, at være en hjemløs han havde samlet op. Blot endnu en person, der skulle fra det ene sted til det næste, men de to groede hurtigt sammen. Når man er på landevejen, skal man have en at stole på, ellers går det galt. Men alligevel endte det med at blive Renato der aldrig vendte tilbage, til trods for at han havde levet et barskere liv. Han kunne stadig ikke forstå hvorfor, men der var mange ting i disse dage, som han ikke forstod. Han havde siddet i den samme bil dengang, med hænderne placeret det samme sted på rattet, og ventet på at Renato skulle komme tilbage fra kiosken. Renato klarede det beskidte arbejde, og han gjorde det grundigt. Han selv var bare en slags flugtbilist, og skulle vente på at hans makker kom tilbage. Men det minut kom han aldrig, og han måtte efter dages søgen, køre videre alene uden at blive klogere. Nu om dage tog han sin tid.

Så er det nu. Med blikket limet fast på tankstationens dør, læner han sig igen frem mod handskerummet, og griber fat i stålet. Hvorfor er den så tung i dag? Han kaster et hurtigt blik på et fotografi af en pige, der hænger fra bakspejlet. Trods den intense situation, får han alligevel et smil på læberne. Han åbner bildøren, og træder ned i sandet uden at smække efter sig, og uden at fjerne blikket. Med beslutsomme og hurtige skridt, traver han tættere på tankstationens facade. Han dukker sig for vinduet, og sætter ryggen mod væggen ved siden af glaspanelet, hvor han stjæler et blik gennem den støvede rude. Der er ingen bevægelse at se derinde, men det er svært at se noget, når solens stråler skærer i vinduet. Det er okay, du har set der her på film. Han skubber til døren, og den glider op, som var den netop blevet smurt. Døren afslører et trægulv tykt med støv. Dette beroliger ham. Der er ingen fodspor. Han træder indenfor med pistolen sænket, og lader sine øjne justere sig til mørket. Lokalet er ikke meget større end et badeværelse, med en dør i den modsatte ende. Ved siden af døren står en stol. Væggen til venstre er fyldt med dagligdagsartikler. Spande, sæbe, børster, og endda et par bøger der ligner nogle fund fra et loppemarked. Til højre står disken, ren og nydelig, bortset fra det tykke lag støv og papiret fra en Snickers, der sirligt er blevet henkastet. Der er stadig lidt chokolade i den, men han ved at det er tørt, hårdt og hvidt af ælde. Han griber fat i stolen, og sætter den i spænd mod døren modsat. Jeg håber den åbner udad. Under disken er der patroner til en .40 kaliber pistol. Han stikker dem i lommen, før han vender opmærksomheden mod kasseapparatet. Han hører en svag brummen udenfor, og fryser til stedet. Han genkender hurtigt den tunge skarpe lyd af cylinderne, der kommer en motorcykel og det er en benzinsluger. Han springer ned foran vinduet, tørrer støvet bort fra det med sit ærme, og kigger opad vejen. Asfalten strækker sig langt, og skærer dybt gennem ørkenen, men for enden af den kan han se den skinnende kværn drøne mod ham. Jeg skulle have skjult bilen. Han bliver opmærksom på sit eget åndedræt. Det er en Harley kan han se på forgaflen, men rytteren der er klædt i sort, er ikke til at skælne mod solens stråler. Rytteren kører ind ved siden af hans bil, og holder der lidt, mens han kigger. Motorcyklen slukker, den mørke skikkelse stiger af, og slår støttefoden ned. Skrid nu med dig.

Den mørke rytter lægger en hånd på motorhjelmen af bilen, og tænker lidt. Så drejer han hovedet, og Dan bliver overbevist om, at han er blevet set, før han hastigt fjerner sit hoved fra vinduet. Der kommer ingen råb, men det betyder ikke noget, ved han. Fuck, fuck fuck fuck! Han bevæger sig hen til døren så hurtigt han kan med krum ryg, fjerner stolen, og springer ind bag døren hvor der heldigvis kun er et lille sparsomt personalerum uden vinduer. Han hiver stolen ind efter sig, og lukker døren i med et klik, sætter sig ned, og venter i mørket. Han holder vejret, og hører kun en kimen for sit indre øre. Rummet føles varmere end ørkenens sand, og stanken af gamle cigaretter hænger i hans næsebor. Og så hører han det. Døren ind til tankstationen bliver forsigtigt åbnet, og tunge skridt planter sig på gulvet. Mandens åndedrag rasler som visne blade. Dan kan mærke en tåre løbe ned af sin kind, mens frygten stikker en iskold kniv i hans ryg. Hvad laver han derude? Han kan høre små skrabelyde komme fra den anden side af døren, som negle på en kiste. Med rystende hænder peger han pistolen mod døren, mens han koncentrerer sig om, at sidde stille på stolen. Skrabelyden bliver højere, så det næsten lyder som statisk støj fra en radio. Han drejer hovedet, og ser at der er en radio der er tændt. Hvordan fanden er det sket? Har han tændt for en afbryder? Pludselig tænder fjernsynet også, og Dan hører sig selv klynke da fjernsynets flimmer lyser rummet op. Fra den anden side af døren, kommer der en brummelyd. Det kommer fra den sorte rytter, men det lyder knap som en menneskestemme. Dan har aldrig været så bange før, og det eneste der holder ham fra at skrige, er at han instinktivt stikker tungen mellem tænderne og bider. Den sagte brummen forvandler sig langsomt til en høj røst, mens hans tanker bliver dræbt en efter en, af den knugende angst der breder sig i hans sind. Radioen og fjernsynet lader også til at blive skruet op sammen med stemmen, der nu toner op til et skrig, der skærer sig ind i kraniet. Dan prøver at flygte, men alt hvad han kan gøre, er at sidde. Han har heller ingen steder at løbe hen. Hans arme og ben adlyder ham ikke; det er som om, at skriget tager hans vilje fra ham. Han kan ikke engang trykke på aftrækkeren. Han fortaber sig, længere og længere ind i sig selv, hvor alt hvad han kan høre er skriget, der stadig stiger, stadig bliver højere. Før han ved af det forsvinder lyden, og det når lige at gå op for ham at hans trommehinder er sprunget, før døren bliver slået ind.