"Jubii!! En Robogirl!" Udbrød pigen. Langt om længe havde hun fået sit ønske opfyldt. Det var den 24. december - juleaften. Som en epidemi havde Robohuman serien spredt sig over hele kloden. Ethvert barn med respekt for sig selv ønskede sig en legekammerat i form af en robot i menneskestørrelse. Det var i år 2035, og prisen på komponenter til robotter var nu så langt nede, at enhver havde råd til en - bortset fra Marcus. Marcus og hans forældre hørte til underklassen, og havde hverken råd til at holde jul, eller til gaver. Netop i aften gik han rundt som den lille pige med svovlstikkerne, og kiggede på det ene lykkelige barn efter det andet, der pakkede sin robot op. "De aner ikke, hvor heldige de er" tænkte han trist for sig selv.
   Robohuman robotterne var de klogeste robotter der nogensinde var blevet lavet, de kunne både snakke, lytte, huske og føle - eller sådan da, det var jo bare robotter. Udover det var mekanikken i dem også noget helt specielt. Robotterne kunne selvfølgelig gå rundt som rigtige mennesker, men de kunne også hoppe, gå på hænder og kravle. Egentlig kunne de alt man kunne forvente et rigtigt menneske kunne. Det mest nyskabende og fantastiske var dog, at de var i stand til at lære ting af sig selv. Man kunne selvfølgelig tage dem med i skole eller sætte dem til et computer, men de kunne f.eks. også læse sig til ting eller lære sig selv at spille guitar. Dette gav uanede muligheder for robotterne, og der var ikke to der var ens. Dette var visionen for Samsung, som stod bag robotten der blev anset for at være en erstatning for venner - endda kærester!
   Efter juleferien var det igen tid til at gå i skole, Marcus var ikke overrasket da han så hvor mange af hans klassekammerater, der havde taget deres robot med. Deres første time var matematik. Da læreren kom ind i klassen så hun ikke ud til at blive overrasket over det forhøjede antal elever. Det var svært at se forskel på rigtige mennesker og robotter fra Robohuman serien, så det var forståeligt at hun ikke opdagede det ved første øjekast. "Hej børn, i dag skal vi arbejde med plus og minus, er der nogen af jer, der har hørt om det før?" spurgte hun smilende. Marcus undrede sig, det havde de lært i første klasse, var der nogen grund til at de skulle igennem det igen? "Det ved vi godt hvad der er. Skal vi lære det igen eller hvad?" var der en der råbte. Marcus kunne ikke gennemskue om det var en robot eller ej. "Så går vi videre til gange og dividere." svarede lærerinden, stadig smilende. Hele matematiktimen havde Marcus det underligt med lærerinden. Det lignede hende de havde haft før jul, men hun opførte sig ikke på samme måde.
   Dansk, engelsk og biologi lærerne var dog stadig sig selv, og timerne forløb nogenlunde normalt - så normalt som det nu kunne når næsten halvdelen af klassen var robotter, udstyret med flere terabyte viden om alt mellem himmel og jord. Hele dagen havde Marcus glædet sig til idrætstimen. Hvordan ville det gå med robotterne? Marcus havde på fornemmelsen, at robotterne enten ville være utrolig dårlige eller utrolig gode.
   Før idræt havde Marcus en middagspause på 35 minutter. Det var dejligt, for det gav ham muligheden for at slappe af. Marcus spiste en mad med makrelsalat, og kiggede ud over sine klassekammerater. For den første gang i dag var det let at kende forskel på mennesker og robotter. Robotterne spiste trods alt ikke menneskemad endnu. I stedet for at spise sad robotterne og underholdt deres ejere.
   Idrætstimen blev, som Marcus havde forventet, utrolig interessant. Robotterne klarede sig over al forventning, og da de varmede op med en gang dødbold var det til sidst kun robotter der var tilbage på banen. Efterhånden som spillet skred frem blev robotterne mere aggressive, og på et tidspunkt skød en af robotterne så hårdt at bolden simpelthen sprang, da den ramte muren. Kampen tegnede til at blive uendelig. Alle robotter var fra fabrikken programmeret ens, og det kom virkelig til udtryk her. Pludselig begyndte en af robotterne at bevæge sig hurtigere og ramme mere præcist, på kort tid havde den vundet kampen. På det tidspunkt havde Marcus og hans klassekammerater siddet og ventet i 10 minutter på at robotterne kunne få afgjort kampen. Robotten der vandt kampen viste sig at tilhøre Allan - klassens håndboldspiller. 'Så passer det virkelig at robotterne kan lære forskellige ting!' Tænkte Marcus.
   Skolen var slut for i dag og Marcus begyndte at gå hjemad. Ude i skolegården stod tre af hans klassekammerater og snakkede sammen, nej to, den sidste var en robot. Klassekammeraterne var Trine og Anne, klassens slyngveninder. De så ud til at de stod og snakkede med Annes nye robot. "Hey! Når vi kommer hjem, vil du så ikke lave pandekager til mig?" Spurgte Anne sin robot. "Selvfølgelig, det er jo det jeg er lavet til." Svarede robotten lystigt. "Du er min bedste veninde... Næst efter Trine selvfølgelig." Anne smilede som en sindssyg for at henlede opmærksomheden på noget andet, end at hun var ved at snakke over sig. Trine så ikke ud til at opfatte noget. Jeg har fået nok af robotter for i dag tænkte Marcus og fortsatte hjem.
   Hjemme fortalte Marcus om sin dag i skolen med robotterne, forældrene havde hørt om det i radioen. Over hele verden var der i dag blevet medbragt robotter i skolen som aldrig før. Det var noget andet end dengang det bare var en kat eller en hund der kunne sige lyde. Disse robotter deltog rent faktisk i undervisningen. Den aften gik Marcus med sine forældre over til naboen for at se nyhederne i fjernsynet.
   "... Og salgstallet for de ekstremt populære robotter nærmer sig nu 1 milliard, det oplyser Samsung, som er producenten bag den nye dille..."
   Træt og irriteret over sin families økonomiske situation gik Marcus i seng.
   Et par uger gik på denne måde, indtil Marcus en dag vågnede som han plejede om morgenen., Marcus gik mod skolen som sædvanligt. Da han kom ind i klassen gik det op for ham, at det i dag kun var en fjerdedel af klassen der havde valgt at medbringe en robot. Første time var matematik. Lærerinden virkede stadig lidt underlig og fraværende, men det var langsomt blevet trappet ned, meget underligt. I stedet virkede det nu som om en del af hans klassekammerater havde fået det lidt på samme måde som hende. Marcus kunne godt se en sammenhæng. Efter skole havde han travlt med at komme ned på biblioteket. Han måtte have fat i en computer...
   Da han kom på nettet gik han først på google.dk og søgte på Robohuman. 1.023.001.708 hits. Det er ligeså mange som der er blevet solgt, tænkte Marcus. De fleste sider var links til forhandlere, anmeldelser og ekstraudstyr. Et par sider henne fandt Marcus en side med programmer til at lægge ind på sin Robohuman. Et af dem hed Face Hack. Det var et program der rent faktisk ændrede udseendet på robottens ansigt, man kunne få den til at ligne sig selv på en prik. Med lidt træning kunne man vel egentlig sende sin robot i skole i stedet for en selv. Uhyggeligt. Efter at have været på google gik Marcus ind på en nyhedsside for at se hvad der var sket i dag. Der var en politiker der var blevet løsgænger, et håndboldhold havde vundet over et andet hold, bla, bla, bla. Pludselig fangede noget hans opmærksomhed:

Robot som mordvåben.

En mand fik tidligt i aftes sin Robohuman til at stikke et andet menneske i ryggen med en kniv. Det vides endnu ikke hvordan det har kunnet lade sig gøre. Samsung der er producenten bag den populære robot udtaler, at der må være tale om et illegalt program hentet fra nettet. Programmet har tilsyneladende sat robottens egen vilje, som burde gøre det umuligt for den at dræbe, ud af spil. Politiet arbejder netop nu på højtryk for at finde det farlige program og få det fjernet hurtigst muligt.
   Marcus tænkte et øjeblik over hvad det betød. 1 milliard mennesker på jorden havde i princippet deres egen private lejemorder nu.
   "Undskyld bruger du den her?" spurgte en stemme bag ham. Marcus vendte sig om og stirrede ind i de smukkeste øjne han nogensinde havde set. Pigen havde langt mørkebrunt hår, øjnene var himmelblå. "Nej, jeg skulle lige til at gå, tag den bare." Svarede Marcus lavt. Han havde fuldstændig mistet stemmen. "Tak!" Hun sendte ham det sødeste smil, og satte sig så til computeren. Marcus, der havde det underligt, skyndte sig ud af biblioteket.
   Hjemme gik Marcus sammen med sine forældre igen over til naboen efter at have spist aftensmad. Igen omhandlede den store nyhed Robohuman serien. Overskriften var:

Danske elever for dovne til at gå i skole, sender robotter i stedet.

Så er der altså andre der har fundet ud af det, tænkte Marcus. Historien bag overskriften var også spændende og omhandlede blandt andet, at det var en robot selv der havde meldt sig til politiet og afsløret det hele. Ejeren af robotten var åbenbart en meget retskaffen skoleelev, der også havde påvirket sin robot i den retning. Ironisk. Indslaget sluttede af med at afsløre en ny lov, som netop var blevet vedtaget:
   Ingen robotter i skolerne overhovedet. Det, der også var en stor sten på vægtskålen i den sammenhæng var, at flere elever var blevet mobbet af robotter, som havde lært det ved at kigge på deres ejere.
   Den nye lov betød, at der ville ske en stor omvæltning for mange i Marcus' klasse, nogle af dem havde ikke været i skole i flere uger!
   Da Marcus sad inde og tænkte på robotterne var han i bund og grund glad for at han ikke havde fået en. Det gav alt for let mulighed for at springe over hvor gærdet var lavest. Pludselig ringede det på døren. "Du glemte den her på biblioteket." Sagde pigen smilende da han åbnede døren. Hun stod med hans pung. "Tak." sagde han og tog den. Den var tom, men det havde den også været da han havde tabt den, så det betød ikke noget. "Det var da pænt gjort af dig at komme her ud med den." Sagde han. Han havde svært ved at udtale ordene rigtigt. Der opstod et øjebliks pinlig tavshed hvor hun bare stod og smilede. Han kunne mærke at han rødmede. "Vil du ikke med indenfor?" Hun nikkede og de gik ind. Egentlig var Marcus en smule pinlig over at invitere hende ind i deres lille bolig, men hvad skulle han gøre?
   De gik ind på Marcus' værelse. "Jeg tænkte at du nok gerne ville have den tilbage." sagde hun så pludselig. "Ja, selvfølgelig. Selvom der måske ikke er penge i den nu kan det da være der kommer det senere." sagde han, og forsøgte sig med et lille smil. Hun smilede også. De sad længe på værelset og snakkede. Hun gik på en skole i den anden ende af byen, men hun boede egentlig forholdsvis tæt på ham. De udvekslede mobilnumre, og hun tog hjem. Den aften var Marcus for en gangs skyld tilfreds med sig selv.
   Dagen efter loven var blevet vedtaget gik Marcus igen i skole som sædvanlig. Der stod en vagt udenfor indgangen med en lille håndscanner. Den kunne åbenbart afsløre ikke organisk liv. I et hjørne af skolegården stod der nogle enlige robotter. Der var åbenbart nogle, der forsøgte at snige dem med ind, selvom det var ulovligt. Stemningen i Marcus' klasse var trykket. Det var let at mærke at op til flere af dem ikke havde været i skole i lang tid. Især i frikvartererne kom folk let op at skændes. Marcus hørte Anne spørge Trine, om hun ville lave pandekager til hende efter skoletid. Da Trine svarede nej blev Anne sur og sagde: "Jeg troede vi var bedste veninder, det ville min robot have gjort for mig. Nu ved jeg da, hvem der er min rigtige ven." De snakkede ikke sammen resten af dagen. Overalt blev folk sammenlignet med robotter, og det skabte store skænderier - endda slagsmål. Peter, der kaldte sin Robogirl for sin kæreste, gik amok da Anders sagde, at det jo bare var en robot. Marcus følte sig ikke rigtig knyttet til sine klassekammerater længere som han havde gjort før. Han tog hjem efter middagspausen.
   På vej hjem fik han en sms:

Hej søde. Skal du noget efter skole, hvis du ikke skal, må jeg så komme hjem til dig igen? (:
   Hilsen Sofie.

Marcus fik straks sommerfugle i maven , men svarede med det samme, ja.
   Det var som om det var meningen de to skulle være sammen for han følte de kunne snakke om alt. Han nåede lige at gøre sit værelse nogenlunde ryddeligt og hyggeligt før det bankede på døren. Det var Sofie.
   Igen satte de sig ind på Marcus' værelse og snakkede. Han var nervøs, hvordan skulle han få det sagt? Endelig tog han sig sammen og spurgte om det skulle være dem. Hun smilede stort, men så så bedrøvet ud. "Hvad er der galt?" spurgte han uroligt. "Ikke noget, jeg vil vildt gerne være din kæreste." sagde hun og kyssede ham på munden. Resten af dagen var de sammen, og om aftenen da hun var taget hjem følte Marcus sig fuldstændig lykkelig, han havde en kæreste! Dagene gik, efterhånden blev det bedre med vennerne i skolen, det blev aldrig det samme, men man kan vænne sig til mange ting. For det meste så han Sofie efter skole, og hans far havde fået et nyt arbejde som cheftekniker hos et elselskab. Det betød flere penge og øget levestandard. Alt i alt gik det bedre på de fleste områder. Robohuman serien var stille og roligt blevet hverdag. Da den store trend var forsvundet var mange af robotterne blevet slukket og gemt væk i de små hjem.
   En aften sad Marcus og så en tv-serie fjernsynet, pludselig blev serien afbrudt med en ekstra nyhedsudsendelse. Et terrorangreb havde åbenbart ramt Tønder i Sønderjylland.
   Mens speakeren snakkede blev der vist amatørvideoklip af noget der lignede en kæmpe hær der marcherede over den dansk/tyske grænse.
   "... klippet viser her robot hæren der marcherer over grænsen ved Tønder. Robotterne viser ingen nåde, og da de kom ind i byen begyndte de at skyde vildt omkring sig. Dødstallet er hidtil ukendt. Det Danske Militær er blevet sat på opgaven men står hidtil magtesløse. Robotterne er bevæbnet til tænderne med den nyeste våbenteknologi, og er både stærkere, hurtigere og mere hårdføre end almindelige mennesker. Robot hæren er fortsat på vej op igennem Jylland. Vi opfordrer folk til at blive inden døre, og gemme sig hvis det er muligt. Den muslimske terrororganisation Al-Queda har taget skylden for angrebet, der altså indtil videre stadig er i gang."
   Marcus stivnede. Selvfølgelig var nyheden om et terrorangreb på Danmark forfærdeligt, men det var et amatørvideoklip, der fik ham til at stivne.
   Det var Sofie, der gik forrest.