Jeg læser den samme linje igen og igen.
Billeder af Paris flyver forbi.
Lige nu vil jeg bare gerne derhen,
se byen fra Eiffeltårnet, fordi
de tusinde lys og den søde musik,
jeg tror, det er Clair de lune,
skaber den udefinérbare stille rytmik,
der passer til sådan et syn.
Jo, du er smukkere, naturligvis,
jeg tog nok bare for givet,
at du jo også sætter pris på Paris
og vil dele en lille del af livet
med mig i denne byernes by,
hvor det glitrer hvert 60. minut,
for i Danmark begynder dagen bare på ny,
jeg har alligevel ikke råd til et smut.
Men Aarhus er vel også et sted
med tårn og alt muligt andet,
det ville bare være federe at tage dig med,
men det kunne enhver idiot jo have sandet.
Mon ikke der er en café eller noget,
du ved, hvor vi bare kan tale,
om hvad der egentlig er sket, hvad vi har nået
uden nogen begynder at gale
op om et eller andet ligegyldigt lort,
så jeg simpelthen ikke kan koncentrere mig,
for det ender jo med, at jeg aldrig får spurgt,
om jeg ikke var noget for dig.
Selv hvis svaret er nej, og det ender med,
at du sender mig sådan et blik,
der fortæller, at jeg skal til at afsted,
er det stadig bedre end at læse om politik.