Jeg kunne sende flere mærkelige sms beskeder,
men hvad ville det egentlig gavne?
Det er altid ved dine veninder du sidder,
der er intet du ser ud til at savne.
Ikke engang når dine himmelblå øjne
stirrer tomt ind i computerskærmen.
Jeg bliver ved med at fortælle mig selv løgne,
selvom jeg bare er en del af sværmen
af drenge, som du gennem tiden
har sagt nej til og steg til.
Jeg tror ikke det er mangel på viden,
det er bare ikke det, du vil.
Det hele virker så banalt
mens jeg bygger en udstilling af pasta.
Gang på gang finder jeg på noget genialt
"jeg gør det, når jeg får fri, basta".
Alligevel går det altid galt
når jeg lige skal til at trykke "send".
Der er så meget jeg ikke får fortalt,
og jeg ender med at (for)blive din ven.
Men hvis der er noget jeg synes, du skal vide,
og det er der, naturligvis,
så er det, at jeg hver dag må lide
når jeg ser at du sætter pris
på hans kommentar til din status,
"Du er egentlig rimelig sød".
Jeg kunne gå fra Herodes til Pilatus
og stadig ønske ham død.
Du er det første jeg ser på dagen,
sådan burde det i hvert fald være.
Men jeg bruger stadig enkeltsengslagen,
det er næsten ikke til at bære.
I mine lykkelige øjeblikke,
lige meget hvor og hvornår,
kan jeg mærke ensomheden stikke,
som om sjælen har et sår.
Men når min verden ramler ned,
og jeg ønsker at blive ramt af en bil,
har jeg sommerfugle i maven fordi jeg ved,
hvordan dit ansigt ser ud med et smil.