Da jeg fik det at vide, svigtede benene nærmest under mig.
   Det er to timer siden nu. Min mand er død, og der er ikke noget jeg kan gøre ved det.
   Det er en lille trøst, at han ikke led særlig meget, men det ændrer trods alt ikke ved at han er død.
   Det var sket ude på marken. Det var frokosttid. Han var ved at pløje, da han ville tage hesten tilbage. "Bettepot", som vi kaldte den, havde altid været en vild hest, og det var hun også i dag. På vej hjem til frokost smed hun ham pludselig af, og han må have landet uheldigt. Jeg tror aldrig jeg glemmer synet af Bettepot, der kommer ridende tilbage med seletøjet flagrende i vinden, men uden min mand i saddelen.
   "Margrethe, vil du have en kop kaffe mere?"
   Det er Sanne der spørger, hun er såmænd vældig flink, men det er som om hun ikke har forstået alvoren i situationen.
   "Min mand, min mand!" Råber jeg. Sorgen overmander mig pludseligt, og det føles som om jeg har et sort hul i maven. Et hul, der aldrig helt vil blive fyldt igen.
   "Så, Margrethe, tag nu lige en kop kaffe, så går det nok alt sammen."
   "Tror du det? Nu skal jeg jo gå fra hus og hjem. Det var altid min mand, der tog sig af pengesagerne." Jeg kan mærke hvordan mine øjne fyldes med vand.
   "Margrethe, det hele er i orden. Der er betalt for dit hus. Der er sørget for det hele."
   Jeg drikker en tår kaffe, men jeg kan stadig mærke hullet i maven.

Under 2. verdenskrig var det faktisk de færreste menige tyskere, der brød sig om at være i Danmark. Men da Tyskland havde kapituleret græd nogle af dem også, da de skulle hjem igen. Det, de vendte tilbage til, var stort set kun ruiner, skam og elendighed. Min far blev ven med en tysker under krigen. Det var et mærkeligt venskab. I starten var han egentlig bare tvunget til at levere mælk og smør fra sit mejeri - det var bestemt af den danske regering, men efterhånden lærer man dem jo at kende.
   "... sår på armen". Det er Sanne der siger noget. Jeg hørte ikke helt, hvad hun sagde, så jeg prøver mig lidt frem:
   "Havde han slået sig?" Siger jeg, smilende. Sanne drejer hovedet over mod mig. De andre ved bordet kigger også på mig nu.
   "Jeg spurgte om Herdis var vild i varmen!" Sanne råber nærmest.
   "Nå, ja, hahaha. Det kunne jeg tænke mig." Jeg kigger lidt rundt ved bordet. Jeg er ikke helt sikker på, hvem Herdis er. Faktisk er jeg ikke helt sikker på, hvem nogen er. Kun Sanne, men hun er her også nærmest hver dag.

Det er morgen. Vi sidder og drikker formiddagskaffe, men jeg føler mig urolig.
   "Hvilken dag er det i dag?" Spørger jeg.
   "Det er tirsdag den fjerde. Hele dagen." Det er Solvej der siger det. Hun er en ung pige, der har været her i et stykke tid nok. Hun virker flink.
   "Mange tak." Siger jeg. Der hænger også en stor kalender på væggen, men det er jo ikke sikkert at siden fra i går er blevet fjernet. Jeg vender mig om for at kigge på den. "Tirsdag den fjerde juli" står der. Den er god nok.
   "Hvad skal vi lave i dag?" Spørger jeg.
   Sanne tøver lidt og tager en dyb indånding, før hun svarer: "I dag skal vi spille vikingespil, og måske gå en tur, hvis der er nogen der har lyst." De andre omkring bordet giver opmuntrede lyde fra sig.

Jeg mærker pludselig et sug i maven. Lidt som en eksplosion, bare indad. "Min mand! Hvor er min mand?" Jeg har en frygtelig fornemmelse. Det er langt over frokosttid, og han er ikke kommet hjem endnu.
   "Margrethe, din mand er død" siger Sanne.
   Jeg kan ikke tro det, da hun siger det. Det er godt jeg sidder ned, for med det samme kan jeg mærke mine ben blive følelsesløse. Niels, hvordan? Hvorfor? Min mor sagde, at det altid er det gode, der går væk først, men det virker bare så uretfærdigt.
   Jeg begynder at ryste ukontrolleret.
   "Margrethe, vil du ikke have noget mere kaffe?" Det er Sanne. Sikke et mærkeligt spørgsmål. Jeg kigger på hende med tårer i øjenene.
   "Min mand er død, og så tænker du på kaffe! Hvad er du for et menneske?"
   "Kom Margrethe, jeg tror du skal ind og hvile dig lidt."
   Jeg følger modvilligt med. Jeg kan trods alt ikke gøre noget, hvis han allerede er død. Jeg har brug for at være lidt alene.

***

Vi drikker eftermiddagskaffe. Klokken er hen ved tre. Jeg drejer hovedet og kigger på kalenderen på væggen. "Tirsdag den fjerde juli" står der. De andre snakker om studenterhuer. Solvej har taget sin med. Hun er åbenbart blevet student for nylig.
   "... og hvis man drikker en hel kasse øl indenfor 24 timer, skal man klippe en firkant i huen."
   "Har du så det?" Spørger jeg. Man hører jo så meget om, hvordan de drikker, de unge.
   "Nej, det nåede jeg desværre ikke" smiler hun, mens hun får farve i kinderne "jeg er ikke så god til at bælle som de andre".
   "Nej, det er jo så det, om det er en fordel eller en ulempe" smiler Sanne.
   "Hvilken dato er det egentlig i dag?" spørger jeg. Jeg vil gerne vide, om jeg skal herop i morgen igen.
   "Det er tirsdag den fjerde juli" siger Sanne.
   "Er der bestilt taxi til i morgen så?"
   "Ja, det er der styr på Margrethe. Bare rolig."
   "Okay, jamen så ses vi jo i morgen igen."
   "Det gør vi i hvert fald."
   Jeg går ud for at hente min jakke. Det er ved at være tid til at tage hjem. Da jeg kommer ud i gangen finder jeg min jakke. Da jeg tager den ned fra bøjlen, kommer jeg til at kigge til højre, over på yderdøren.
   "Ubberup Demens Daghjem" står der. Jeg stirrer på skriften et øjeblik. Jeg tænker tilbage på den dag for tre år siden, hvor de hentede mig. Jeg kunne ikke holde huset længere, og jeg havde ikke fundet en ny mand efter Niels' død for 40 år siden. Så meget kan jeg da huske!
   Jeg er ikke dement.