Vinden tog for alvor fat i de mange løsrevne og visnede gullige efterårsblade på jorden og fik dem til at rasle. En uhyggelig hul lyd forekom det Morten. Fik ham til at tænke på fantomer, skeletter og spøgelser. Det havde regnet tungt og støt det meste af dagen og var blæst kraftigt op her til aften. Stormen ruskede i træerne, sommetider temmelig voldsomt og ind imellem lød det som et brøl fra dybet. Som om et kæmpe uhyre gemte sig i ruskregnen. Det var en stærk genstridig regn, der slog som piske-smæld. En ugle tudede et sted i det fjerne. Morten var langt fra den type, der nemt lod sig forskrække og troede heller ikke på overnaturlige fænomener. Derfor var han heller ikke bange nu, selvom han sagtens kunne forestille sig scenen til en gyser-film.

Den gamle rustne jernlåge i port-åbningen til parken knirkede højlydt. "EDEN." Stod der øverst på indgangs-porten. I folkemunde blev anlægget kaldt for "HEDEN". Det var svært at orientere sig i tusmørket, skyggerne begyndte uroligt at flimre, efterhånden som lyset svandt, men Morten ville helst gå turen hjem, som han plejede at gøre efter mødet. Han fulgte den samme rute hver gang. Gennem parken og tværs over kirkegården. Som regel var det en behagelig gåtur og en genvej, der gjorde, at turen ikke var for lang. Når man havde opholdt sig indendørs meget af dagen, var det en forfriskende forandring med den friske luft og de mere åbne omgivelser. Morten kunne ikke fordrage at føle sig indelukket. Befandt sig vel egentlig bedst ved at være på farten. Han var netop for få dage siden kommet hjem til Danmark efter en længere sejltur. Nu skulle han endelig hjem til sin lejlighed i midtbyen for at hvile og slappe af ovenpå et langt og trættende eftermiddagsmøde. Noget Morten havde lagt mærke til efter sin hjemkomst var de mange græskar, der grinende lyste ham i møde næsten overalt. Efterhånden en ret populær skik. Hyggeligt og festligt. Uhyggen ved de til tider lidt skræmmende og hule ansigter blev opvejet af den hyggelige og trygge varme som det lys, der kom indefra gav i en mørk og kold tid. Som blussende fakkel-ild, lanterner i natten, der både tiltrækker og viser vej, og som brændende bål en sen sommeraften spreder en vis stemning. Den ild-røde og orange farve kunne også få én til at tænke i andre baner, nemlig derhen hvor peberet gror; hvor sort håbløst uigennemtrængeligt mørke og brændende helvedesild stortrives. Skræppende ond og grusom hånlatter var den lyd, man i det humør hørte komme ud fra de groteske, spidse og skarpe tænder i de ellers så bløde græskar-munde.

Første aften tilbage i sit hjemland var Morten, Frederiksen som han hed til efternavn, til fest; et stort maskebal med mange fantasifulde udklædninger. Her havde der blandt meget andet været pyntet med sjove og skræmmende græskar-ansigter. I festsalen var der desuden mange spejle, og det hele virkede ret overdådigt. Det havde været en rigtig god fest, så Morten gik og smilede lidt ved tanken. En gammel flamme ved navn Anita havde været til stede og havde i gensynsglæde henvendt sig til ham. Hun havde genkendt ham til trods for, at han havde haft sin maske på. Hun havde altid kunnet se lige igennem ham. Masken, der var spundet af en ganske særlig tråd og vævet af noget meget fint, sjældent og specielt stof, og som skulle skjule hans identitet og samfundsrolle, afslørede til gengæld hans indre væsen og personlighed, som valg af kostumer ofte gør eller i det mindste antyder, hvem man virkelig er og viser ukendte sider af personligheden. Det, som man forsøger at dække over ved forklædning, kommer på en eller anden måde utilsigtet frem i skuespillet. Havde Morten tænkt. Nu var dette karneval jo kun for sjov, men den rituelle betydning kunne ikke undgå at præge idéen med festen, ligesom man også med fastelavnsløjer symbolsk siger "farvel til kødet". Det ydre og det indre bytter i gøglespillet, i maskeraden, plads. Fortsatte Morten sine spekulationer. Anitas glædesstrålende og overraskede stemmes varme udbrud var imens fløjet hen til ham tværs over det fyldte festlokale, tværs gennem mængden.
   "Er det virkelig dig, Morten?!" ... "Hvor er det dog længe siden!!!" ... "Dejligt at se dig igen."
   Anita var hurtigt kommet frem til ham, mens hun højrøstet havde tiltalt ham. Skæbnen havde her denne specielle aften atter sat dem et nyt og mærkværdigt stævnemøde. Efter så mange år. Sikke et syn! Hendes fremtoning! Hun så vidunderlig ud, hendes dragt var fantastisk. En sommerfugl skulle det forestille, og han så hende sådan. Let på vingerne, skøn og smuk.

Noget forstyrrede hans indre tilbageblik; var det skridt, han hørte bag sig, nærmest som et ekko af hans egne? En lidt knasende lyd. Fodtrin i stiens grus? En bevægelse af en slags... Det var sikkert kun vindens underlige slangeagtige hvislende hvisken. Var nogen fulgt efter ham... Der var ellers ikke mennesker at se i umiddelbar omegn. Men han havde vist hørt nogle stemmer lidt tidligere, mente han. I parken var han stødt på nogle få folk, der ligesom han selv hastede videre.

Kirkegården var et øde sted at færdes på denne tid, især i så dårligt vejr som nu. En stor sigende modsætning til, hvordan det havde været at befinde sig på torvet samme formiddag; der havde været myldrende fyldt af mennesker. Den tætpakkede torveplads havde haft en livlig stemning til trods for det lidt triste vejr, som dog havde budt på et kortere ophold i den støtte og tætte regn. Atmosfæren rummede en form for stille intens glæde og lyste ligesom af forventning. Her havde det mulige plads, man følte endda; at selv det umulige ville kunne opstille en markeds-bod i den brogede mængde. Oplevelsen af det forskelligartede udbud, variationen af indtryk og påvirkninger gjorde bl.a. opholdet på markeds-pladsen til en spændende rejse i det ydre såvel som i det indre. Farver og dufte blandedes med minder. Morten huskede
   en anden mere sorgløs tid. Han og Anita havde været lykkelige sammen, ...dengang.

Hun var ikke dukket op. De havde ellers aftalt at mødes igen på torvepladsen dagen efter festen. De mente, at der måtte være mere at tale om efter de mange års adskillelse. Der var oplevelser og begivenheder at udveksle. Hvordan var det hver især gået dem. Hvordan havde livet formet sig for dem...? Tidens gang ville uundgåeligt have sat sit præg på dem begge, de var blevet en del år ældre og mere modne. De var helt unge dengang skæbnen i sin tid havde ført dem sammen, og hvor de havde udviklet et varmt venskab og en intens kærlighed. Men senere førte tilværelsen dem i forskellige retninger, deres veje skiltes. Egentlig uden at de ville det. De var blevet opslugt af deres arbejde. Var blevet ført fra hinanden. Af tid, af sted, af omstændigheder de ikke selv var herre over.

Mortens tanker og sind befandt sig længe mange andre steder end her, hvor han gik alene i tusmørket på den mennesketomme kirkegård. Mørket var stærkt tiltagende, og de sorte skygger blev mere bastante og trængte tilsyneladende ind på ham fra alle sider. Der var ikke ret meget lys, og Morten ville ønske; at han snart var hjemme. Han fik en underlig fornemmelse, lidt af en forudanelse eller deja-vu. Som om han kunne genkende det hele, som om han havde oplevet det før eller måske drømt noget lignende. Morten Frederiksen følte sig ligesom udenfor alting og ved siden af sig selv. Tom og blank indvendig. Ruskregnen ramte Morten hårdt og brutalt på krop og ansigt, men han ænsede det næppe. Alt omkring ham var ligegyldigt.

Hvorfor var Anita blevet væk fra deres aftalte møde? Havde hun fortrudt, eller var der sket noget. Kunne hun være kommet noget til. Morten havde glædet sig, set frem til deres samvær denne triste dag. Nu mærkede han en ufattelig dyb træthed nærmest lamme ham. Det var blevet sent. Han ville skynde sig hjem og sove.

Hun skulle jo have haft en gave. En ting han var faldet over på markedspladsen. Morten havde moret sig en smule ved sit eget corny påfund. En spilledåse med en af Anitas yndlings-melodier. I dåsens låg var der skrevet et vers med ordlyden:
   "Det brogede liv.
   Lykkens glade tinde
   såvel som den sorte sorg,
   begge er de at finde
   på livets brogede torv."
   Forfatteren var ukendt, mange af den slags mundheld på vers så man førhen tit kors-stings-broderet på puder eller i ramme på en stuevæg. Bevingede ord som; "Mit hjem er min borg." og "Mit hjem er der, hvor mit hjerte er." kender jo alle. Morten havde altid fundet sådanne hjemmestrikkede citater charmerende, selvom det var en gammeldags skik. Han havde en varieret samling dels fra udlandsrejser og dels nogle fundet i Danmark. Det kunne også være et lille maleri, ølbrikker, krus eller glas med fjollede, sjove og sentimentale påskrifter, lidt hyggelig lommefilosofi og ind imellem meget rammende eller sigende sentenser. Det var blevet en hobby for Morten, der selv kunne lide at sætte et vers sammen, når han havde tid.

Han kom i kraft af sit arbejde som skibs-kaptajn vidt omkring i verden. Fra sin seneste tur havde han bragt en noget speciel souvenir med sig hjem. Han havde fundet en eksotisk og symbolsk figur i en tilhørende æske. På den fine træ-æske stod med guld-bogstaver: "Kærligheden overvinder døden." Æskens indhold var en grøn jade figur; en slange med vinger. Morten havde givet en del penge for den. Efter hjemkomsten skete der så noget meget mærkeligt; da han åbnede æsken og rørte ved figuren for at tage den op og kigge nærmere på den, blev slangefiguren til støv. Den smuldrede i bogstaveligste forstand mellem fingrene på ham. Den gamle mand, der havde solgt ham den bevingede slange, havde mumlet noget om magi. Kom Morten nu i tanke om. På det tidspunkt havde han ikke lagt så meget i det. Men nu fik det ham til at undre sig. Der var sket meget underligt de sidste par dage, syntes Morten.
   Og om natten til i dag havde han haft et forfærdeligt mareridt. En virkelig ond drøm, som forekom ham alt for realistisk, indtil han endelig vågnede badet i sved. Uhyggen og den skræmmende følelse sad stadig i ham og blev forstærket af kirkegårdens dystre stemning. Morten følte sig med ét usynlig, som om han ikke eksisterede, eller at andre ikke ville kunne få øje på ham. Han mærkede et koldt åndepust i nakken. Ruskregnens uhyre havde indhentet ham. Var det mon dødens åndepust, eller var han bare ved at være for træt og ved at blive overfølsom...?

Han måtte tage sig sammen. Han hørte noget røre på sig, der var noget, som bevægede sig på jorden. En slangeagtig skikkelse forekom det Morten. Med dæmoniske ansigter. Så han nu syner...? For sit indre øre hørte han nogle mærkelige besværgende hvislende ord fremsagt som et mantra:
   "Morte Morten. Rigor Mortis. Doloris Morsus. Mortem Morten. Rigor Mortis. Doloris Morsus."
   Noget i den retning. Hvad var det den gamle mand, der havde solgt ham slangefiguren, havde mumlet om de magiske ord. Morten kunne ikke huske det. Pludselig stod han midt på kirkegården foran en lille beskeden lidt nyere gravsten. I det samme kom månen frem fra sit skjul bag de tunge skyer, og det skarpe, grelle, kolde og kyniske månelys ramte direkte som en spot-lampe lige på gravstenens inskription. Morten hørte et skrig - sit eget! Det kunne ikke passe. Det måtte ikke være sandt. Han følte sig svimmel. Og meget underlig tilpas. Han kiggede efter endnu engang. Det var rigtigt; på gravstenen stod indmejslet navnet: "Anita Nikolajsen." Der stod noget mere. En kort tekst, som lød:
   "Min kærlighed i livet og i døden."
   "Blomster visner og forgår. Vores kærlighed består."
   "Med kærlig hilsen Morten, din ven for altid."
   "Nej, nej og atter nej!" Råbte Morten fortvivlet ud på den menneske-forladte kirkegård. Hans elskede var borte; død for flere år siden. Hvordan kunne det dog gå til? Livlig som hun var ved maskeballet forleden aften. Kunne det hele have været noget, han havde drømt? ...Morten forsøgte at forstå. Hans blod var frosset til is i årerne, hans hjerte stod stille. Morten oplevede det som om, at han havde en forfærdelig rusten smag i sin mund. Idet han rakte sin hånd ud for at røre ved Anitas gravsten, gik der en chokbølge igennem ham. Han kunne ikke få øje på sin arm. Han så ned ad sig selv, hans skikkelse var meget utydelig, underlig sløret og formløs. Var han nu også ved at miste sit syn, eller måske nærmere sin forstand! Han prøvede at mærke på sin krop, knibe, klappe, til sidst slå hårdt. Ingen reaktion. Ingen følelse. Ingen krop! Den grimme rustne smag var det eneste, han kunne fornemme. Som om han havde haft en ældgammel mønt liggende på tungen. Var der ikke noget om; at man i gamle dage gav de døde en mønt med på dødsrejsen som betaling til færgemanden for overfarten til det hinsidige. De sidste døgns oplevelser kunne kun være en slags genfærden, en overgangsfase fra støv til ånd. Mødet med Anita måtte være sket sjæleligt. Morten måtte indse, at han selv havde sejlet sin allersidste tur. Der, hvor han nu var på vej hen, vender man ikke tilbage fra.