Vanens inerti
savnet af i går,
frygten for at give slip
for det ukendte
holder dig tilbage,
gør dig langsom i din fremgang.
Du er som naglet fast
i en spændetrøje
vævet af tvivlens nagen.
Hænger i modviljens dynd.
Blind for de nye muligheder.
Fanget i et erindringsrum
af kendte gentagne mønstre.
Du kender den slagne vej
og retter automatisk blikket
i samme retning som før,
som altid...
Du genkender alt for godt
den vej, du så ofte har travet.
Stivnede bevægelser fører ingen vegne,
indeholder dog en vis form for tryghed.