Som frie fugle flakser over engen
i den forårsfriske luft,
som blafrende vind i træerne.
Kulden der tydeligt mærkes,
der hvor skyggerne minder om døden,
lugten vi aldrig helt undgår.
I stærke solblink ser vi håbets tegn,
lysets klarhed,
den voksende vitalitet.
Som af det tomme øde intet,
mosbegroet længsel og tab,
springer
det nyfødte liv.
Blandt det visne og udtærede,
midt i det fortabtes syrede duft,
smiler de gule liljer strålende
med solhumørs æggeblomme farve.
Det er som graven er dækket
af blomster frodighed
til lyden af æggeskallers krakelering.
Havets dyb er underligt nær,
som en konkylie bor i hjertet.
Horisontens vidde vidner.
Himlen bærer sine uudsigelige løfter med
om farveglædens gave.
Det sker alt sammen i solblink.