Det er Janus, der rækker mig sin hjælpende hånd
til støtte, idet jeg træder over tærsklen.
Gennem den åbne port,
op ad endnu et trappetrin,
over endnu et højdedrag.
Alt er på et øjeblik lagt bag os
bortbragt af tidens hastige strøm.
Aldrig igen bliver noget det samme.
Et kapitel har fået sin skelsættende afslutning.
Kalenderbladet er endegyldigt vendt.
Endda må vi nu tage en helt ny og anderledes kalender i brug.
Dagbogens blanke og endnu ubeskrevne sider
ser spændte spørgende på mit ansigt.
Janus smiler.
Vi vandrer videre ad vejen mod det ukendte,
horisonten venter i lyset af himlens håb.
Broen bærer i det nu, der bliver til og ubemærket forvandler os.
Det vi var, har vi dog stadig med,
formen ændrer sig.
Fornyelse er nødvendig.
Alt er anderledes og evigt nyt.
Vi gendanner, vi genkender, vi genopdager.
Skridt for skridt, sang for sang fyldes erindringens bæger,
mens livets flod brusende fører os til den rindende kilde.
Med modet fra bjergenes tavse styrke danser hjertet.
Ansigtet vender mod friske åndedrag.