Fred så langt øjet rækker.
En stedsegrøn ro rækker ud
mod horisontens storslåede vidder.
Duften af gran og kogler
indgiver en varmende tryghed.
Jordens smil i det lune solskin
taler om mættede dage.
Det endnu sommergrønne græs
blinkende i det blanke lave lys.
En enkel flagrende hvid sommerfugl
danser op mod den evigblå himmel.
Vinden er mild, forsonlig
henover det vuggende landskab.
Luften forandrer sig dog snart og hastigt
fra frisk til kølig.
Skovens skygger sender en markant hilsen
fra det dybe mørke
medbringende små kuldegys.
Nu må sensommeren træde værdigt til side,
idet den viger pladsen for høsten
og efterårets farvestrålende afslutningsfest
før dvalens nøgne stilhed.
Mættede dage bringer dyb dvælende ro.