Jacob levede i et victoriansk slot. I sine unge år havde slottet været en pragthest for den gotiske arkitektur, men med tiden var pragthesten blevet gammel. Gotikken var dog ikke forsvundet. Den var snarere blevet stærkere og han kunne mærke den overalt. Værst var det i gangene. Her tronede lyskronerne som vrede engle der ønskede hævn for en synd som selv de ikke kunne tilgive. Det var måden hvorpå loftet ikke stoppede, men blev ved. Det var som om der ikke var et tag over ens hoved, men i stedet en tryksøjle af mørke. Det var altid mørket. Mørket fik gangene til at vare for evigt. Nogle gange mistede han sin tidsfornemmelse, mens han vandrede fra det ene sted til det andet. Andre gange kunne han sværge, at han var gået i den rigtige retning, men endt det forkerte sted. Det hjalp ikke at gå i panik. Når han løb, løb han altid i ring. Efterhånden lærte han at tilpasse sig. Han forholdte sig roligt og ydmygt i håb om at mildne vreden fra hvad end der gemte sig i mørket.
   Det var hans skæbne at passe sin bror. Hans mor sagde altid at Daniel var en speciel dreng og at han derfor havde brug for ekstra kærlighed. Da Jacob var mindre, havde han spurgt, hvad kærlighed betød, og hun havde svaret, at det betød at passe på sin familie. Siden da havde han aldrig spurgt til Daniel igen. Han havde aldrig haft behovet. Deres forhold var ukompliceret. Daniel var Daniel. Daniel tilbragte sine dage i dagligstuen og her gjorde Jacob ham selskab. For det meste sagde de ikke noget. Daniel sad bare og kiggede ud i ingenting, og Jacob protesterede ikke. Det var fint med ham, at Daniel havde sine ritualer. At han rokkede frem og tilbage i en præcis rytme. At han krummede sig sammen i fosterstilling. Det skete dog, at Daniel afbrød sine ritualer, og disse øjeblikke frygtede han. Hver gang var det som om Daniel vågnede op og forstod, hvor han var. Han så ham pludselig i øjnene, som om han prøvede at fortælle noget, men Jacob undgik blikket. Han hørte skriget i sit hoved inden det skar igennem luften:
   "Ingenting. Der er ingenting. Du må ikke efterlade mig. Der er ingenting!"
   Det var altid de samme ord. Der var en frygtelig kræft bag de ord. Pludselig blev verden for lille. Væggene skrumpede ind og tjenestefolkene, der hastede til, blokerede enhver vej væk. Han følte sig fanget i en ring af ild. Ild der omslutter, indtil man ikke kan ånde. Med tiden ville flammerne tage af, men de forsvandt aldrig helt. Selv når Daniel var faldet ned, var det som om, en uforklarlig glød fulgte ham.
   Han tænkte ofte på sin barndom. Da havde Daniel haft det godt, og Jacob, ikke mere end 5 år, havde leget med ham. Da havde han set op til ham. Nu var det som om, han frygtede sin bror. Men det var ikke Daniel længere. Det mindede han sig selv om gang på gang. Den Daniel han huskede var bukket under for ondskaben, der hjemsøgte dette slot. Han var et offer, og ondskaben brugte ham som vært. Når den havde tæret ham for energi, ville den flygte tilbage til hvor end den kom fra. Ondskaben var en altomspændende magt, og den skjulte sig i sin egen skygge. Den måtte have utallige andre ufrivillige tjenere. Var slottets dæmoner i virkeligheden ofre som Daniel?
   Første gang, han havde fået mistanke om sammensværgelsen, var da han i sin uskyldige nysgerrighed havde spurgt sine forældre, hvor de tog hen om morgenen. Hans far havde svaret, at det ikke kom ham ved, og hans mor havde svaret, at de tog af sted for deres skyld. Endelig besluttede han sig for at handle, og en dag lykkedes det ham at snige sig efter dem. Han fulgte dem fra morgenbordet til entreen, hvor den store egetræsdør rejste sig foran hans blik. Han så, hvordan de i forsigtighed åbnede døren, som om de var bange, ikke for hvad der skulle slippe ind, men for hvad der skulle slippe ud. Hvad var der bag den dør? Hvad var det, han ikke måtte se? Han måtte finde ud af det.
   Den største hindring var hans egen frygt. En ting er at tage en beslutning, en anden er at følge den. Det havde altid været frygten, der havde holdt ham tilbage. Han vidste, hvad der måtte gøres, men ikke hvad der kom efter. Det var denne frygt, han kæmpede med, selv nu hvor han var så tæt på sit mål. Hans egen svaghed skræmte ham, men ikke desto mindre fulgte han sin beslutning. Tanken om at redde sin familie, redde slottet, selv redde dens dæmoner fyldte ham med en mærkelig pligtfølelse. Han forestillede sig sin bror, som han var inden ulykken, sine forældre uden skumle bagtanker, og i baggrunden slottet på en sommerdag. Han forestillede sig selv i midten af det hele, hyldet af alt, der forstod meningen af ordet. Fantasien var for god til at være sand, det vidste han, men i den så han sig selv som en helt, og det var nok.
   Døren var i sandhed et ildevarslende syn. Dette mægtige monument stod som en kolos. Han havde ikke opdaget det, da han fulgte i sine forældres skygge, men nu, hvor han trådte ud i lyset, var det tydeligt. Han blev mindet om et vers fra et digt, hans engelsklærer havde læst:
   "Look on my work, ye Mighty, and despair!"
   Han så ordene foran sig. Han så de blodige ord malet på døren:
   YE MIGHTY
   Som han havde forudset, var døren ikke låst. Han holdte vejret. Ventede et øjeblik. Samlede sine flygtige tanker om den forestående opgave. Og åbnede den.
   Et skarpt lys trængte igennem den smalle sprække i åbningen. Det var lys, han ikke havde oplevet før. Dette lys skinnede på en måde renere. Men han tøvede med at bevæge sig videre, for det forekom ham pludselig, at dette kunne være en fælde. Mest af alt havde han lyst til at blive her og bade i lyset, men i sidste ende vidste han, at det ikke kunne lade sig gøre. Han greb om håndtaget igen og fortsatte, hvor han slap. I en smidig bevægelse blev døren svunget til side, og han gik lyset i møde. Snart omringede det ham. Det sveg i hans øjne. Det dunkede i hans øre. Det eneste han hørte var hvid støj. En enkelt tone, der ringede ud i rummet. Han koncentrerede sig. Han kneb sine øjne sammen og så ind i lyset. Han ignorerede det vedvarende dunk i sine ører. Han åbnede sine sanser så meget som muligt. Langsomt samlede det kaotiske lys sig og fik form.
   En skikkelse havde tegnet sig foran hans blik. Det var en fugl. Den havde smukke fjer. Hvide silkebløde fjer. Han kendte denne fugl. Det var en due. Trods sin lille figur udstrålede den en livskraft, han aldrig havde oplevet før. I fascination iagttog han, hvordan den med en stoisk ro balancerede på en falden kvist. Det var først, da han rakte ud efter dens skrøbelige krop, at duen blev opmærksom på hans tilstedeværelse. Den spredte sine vinger, hvis omfang vidnede om en skjult stolthed, og i en hvirvel af støv lettede den fra jorden. Med sit blik fulgte han de baskende vinger op til en himmel, der var blå. Her mødtes fuglen med horisonten, der tegnede en middagssol over bøg og eg.
   Da han atter vendte blikket nedad, fandt han endnu en overraskelse. I duens sted var en ny verden sprunget frem. Han så græs foran sit blik. Græs, der reflekterede sollyset og strålede. Så langt han kunne se, spirede det op af jorden. Planter i alle former blomstrede op. Liljer, anemoner og roser omfavnede ham, og ovenover tronede majestætiske træer. En palet af harmonisk grønt havde brændt sig fast på hans nethinde. Han så endeløse bakker. Bakker, der trods deres nærhed, var uopnåelige. Disse bakker lå udenfor menneskets rækkevidde. Tiden havde endnu ikke lagt sin ødelæggende hånd på deres eksistens.
   Han blev pludselig opmærksom på lyden af rindende vand og vendte sit blik mod floden, som skød sin vej gennem landskabet. Det var en flod, der trods sine enorme proportioner var ganske rolig. Det eneste, der afbrød den spejlblanke overflade, var de fisk, der søgte mod solen. Fra denne flod sprang mange vandløb. Hist og her delte floden sig i mindre bække, og andre steder mundede den ud i søer af forskellig størrelse. Her samledes alle slags dyr. Han kunne høre haletudser og se sommerfugle, der bevægede sig over vandet. Mest spektakulært var synet af en hare, der drak fra floden. Han observerede dyret, indtil det fik øje på ham og spænede væk.
   Selv hvis han vidste, hvad han følte, kunne han ikke beskrive det med ord. Det han så, ruskede hans grundvold. Han vidste ikke længere til eller fra. Han havde jagtet en fjende, der ikke fandtes. Han havde narret sig selv, og nu hvor hans øjne var åbne, var virkeligheden for meget. I en blanding af frustration og rastløsheden vendte han sig om og rendte som en vanvittig. Han rendte mod et skinnende æbletræ, som stod i midten af området. Dette æbletræ var det eneste, han følte et vist slægtskab med i dette øjeblik. Han vidste ikke hvorfor, men de andre omgivelser skræmte ham. Floden løb, som den skulle. Træerne var modne og frodige. Dyrene virkede fredelige og godmodige. Der var intet i vejen med de enkelte brikker, men måden de var sat sammen på var forkert. Puslespillets symmetri var helt forkert. Men æbletræet var ligesom ham. Han kommunikerede med det, og minder fra en svunden tid syntes pludselig at komme til ham. Han havde slumret under dette træ før og smagt på dets frugter.
   Han tumlede ind i æbletræet og omfavnede det. Med hele sin kraft knugede han det til sig. Han vidste ikke, hvorfor han gjorde, som han gjorde, men han var ligeglad. Han ønskede kun at være her i al evighed. Men træet ville ikke. Træet skubbede ham væk. Han gav slip og faldt tilbage. Han så på træet, uforstående og halvt såret, og undrede sig over, hvorfor han pludselig ikke følte sig velkommen. Til sin overraskelse reagerede træet. Det var som om barken pludselig begyndte at bevæge sig. Langsomt lænede han sig ind for at undersøge det nærmere. Hvad han så nu var forbløffende. I takt med at træet vred sig kom mærkværdige symboler til syne. De var uendeligt små og utydelige. Så utydelige, at de kunne være ren indbildning. Ikke desto mindre var han i stand til at aflæse dem. Intuitivt ordnede han de enkelte symboler i ord og de enkelte ord i sætninger, indtil han stod overfor et klart billede i sit hoved:
   Her ligger Njósnavѐlin
   Hvor de evige sjæle sejler uden bekymring
   I denne sø er vi foruden frygt
   Her rejste I gennem lys
   I kyssede solen og var ét
   I kendte ingen tid
   Her skulle de første gå til grunde
   For intet var for meget
   Kun jagten var værd at leve for
   Her har mange mødt livets skæbne
   Og alle har måttet give op
   Årene har vist mennesket svagt
   Her står kun vi tilbage
   Os, der forstår at leve i uforanderlighed
   Koncentreret essens er alt vi er
   Hertil er du kommet
   Og du har nu lært paradiset at kende
   Et liv i Njósnavѐlin er alt der er.
   Han forstod fuldstændigt. Han forstod alt han var gået igennem og hvorfor. Han forstod livet og den skæbne, der er tildelt alle, om de vil det eller ej. Livet var endeløse grønne bakker, og han kunne ikke klare det. Han faldt sammen på jorden og græd. Det begyndte at regne.
   Da hans forældre ankom, var han gennemblødt. Æblerne var faldet fra træet og lå rundt om ham som besejrede soldater. De sidste dyr havde søgt læ for stormen, og landskabet stod nu tomt og livløst. Vinden var det eneste, der gjorde sig bemærket. Den peb og skræk, mens forældrene kæmpede sig igennem den oversvømmede jordbund. Hans mor var hysterisk. Hun overdøvede næsten vinden. Hans far kom sjaskende bagved og prøvede forgæves at berolige hende. Det var først, da hun havde Jacob i sine arme, at hun kunne slappe af. Mens han lå der i fosterstilling og rokkede frem og tilbage, var det eneste, der undslap hans mund, de hulkende ord:
   "Ingenting. Der er ingenting. Du må ikke efterlade mig. Der er ingenting!"