Når begyndelsen bliver enden
   Jeg elsker ham. Jeg elsker ham. Jeg elsker ham. Jeg blev ved med at tænke på den samme klynge af ord, imens jeg pustede efter vejret, og brugte alle mine kræfter på at holde mig selv oprejst. Jeg svajede let frem og tilbage på mine spinkle ben, og væltede næsten omkuld bare af ren svimmelhed. Det var som om jeg kun kunne se tåger, der bare blev ved med at svække mit syn. Mit ben gjorde forfærdelig ondt, og mit hoved dunkede af smerte. Og så kom det igen. Min arm begyndte at brænde. Den var højst sandsynligt rød, og ville blive ved med at smerte i mange måneder. Jeg var sensibel. Men alligevel, var det nok mest af alt fordi han blev ved med det.
   Så kom der et slag mere. Denne gang fik han mig til at vakle, og med endnu et slag faldt jeg om, og lande på det hårde gulv; nåede lige at bruge mine sidste kræfter til at løfte mit hoved så højt at det ikke ramte gulvet.
   Jeg fokuserede kun på at huske at jeg virkelig så inderligt elskede ham. Et slag mere. Jeg elsker ham. Endnu et. Jeg elsker ham. Et slag til. Jeg mærkede mit hjerte briste, og alt blev sort.


At interpretere andres bekymringer
   Jeg hørte bip-lyde, og forsøgte derefter langsomt at åbne mine øjne. Klædt i hvid natkjole, fik jeg kæmpet mig selv op i en siddende stilling, hvor jeg kunne mærke min krop brænde af smerte. Det var som om jeg sad i en sauna, som om jeg var ved at dø af hedeslag. Alligevel stod et vindue i det hvide lokale åbent, og førte en frisk vind ind til mig. Men jeg ænsede den knapt.
   Ude fra gangen kunne jeg høre lavmælte stemmer, og lidt efter bevægede to lyshårede læger sig ind ad døren. De nikkede forsigtigt til hinanden da de så mig.
   "Har du ondt?" spurgte den ene, med en stemme der var noget nær lydløs. Jeg bøjede hovedet ned i mine hænder, så mit røde hår faldt i lange, let krøllede totter, ned over mine kinder. Med mine grønne øjne, kunne jeg se dem mellem sprækkerne, der blev dannet imellem mine tynde, og ikke mindst kridhvide fingre.
   Jeg græd lydløst, men var stadig sikker på at de fornemmede min uro, så jeg forsøgte at bevæge mit hoved som for at røste det blidt, til et - løgnagtigt, men dog et svar - nej. Så kunne jeg mærke smerten styrt dykke igennem min nakke og helt op til min pande. Det gav et helt ryk i min krop så jeg automatisk satte mig ret op, ligbleg i ansigtet. Jeg begyndte at røste over det hele, sveden løb ned ad mine kinder, og klistrede mine røde lokker fast.
   Lægerne var hurtigt ved min side, og fik mig lagt ned, men ud fra øjenkrogene kunne jeg se dem kikke højst bekymret på mig, da de små hviskende gik ud på gangen, og lukkede den tunge dør efter sig. Jeg vidste der var noget alvorlig galt.


En indre kamp
   Mine øjne gled langsomt op. Mine øjenlåg var tunge, og blodsprængninger måtte være synlige på mit øjeæble. Jeg huskede ikke meget. Kun smerten der havde som grebet mig bagfra, overrasket mig, og svækket mig totalt. De to læger måtte være kommet ind efter jeg var faldet i dyb søvn, for jeg sov normalt meget let, men smerten måtte have overdynget mig med træthed, så jeg ikke havde været i stand til at vågne af deres skridt. Men de måtte have givet mig en indsprøjtning med en form for sovemiddel. Jeg kunne genkende følelsen man oplevede så snart man vågnede.
   Jeg forsøgte at åbne mine øjne på klem, og fik et glimt af min placering. Det var først nu det gik op for mig hvor hurtigt jeg bevægede mig af sted. Og først nu trængte al larmen ind gennem mine ører og ind i min reaktion. De havde helt sikkert givet mig et sovemiddel. Som et andet dyr. Som en dukke.
   Jeg åbnede øjnene halvt igen. Jeg lå i hospitalssengen med de hvide lagner og dyner. Den ene af de to læger kom til syne foran mig. Ved siden af hende var en mandlig, meget mørk, læge, og de tydeligvis skubbede min seng. Så smart de var anlagt her; med hjul.

Først nu opdagede jeg, at jeg ikke selv trak vejret. En respirator gjorde arbejdet for mig. Hvad var der sket med mig. Jeg erindrede ikke det her. Kunne det virkelig være så farligt at elske den forkerte?
   Larmen omkring mig begyndte nu igen at blive fjern. Nej, det kunne jeg ikke lade ske. Uden at bevæge så meget som en muskel, brugte jeg alle mine kræfter indefra. Slog og sparkede for ikke at besvime igen. Jeg måtte være ved at dø, ellers ville jeg selv være i stand til at trække vejret. Men hvor meget jeg end prøvede, kunne jeg ikke.


Vil jeg leve eller dø?
   Jeg kunne simpelthen ikke trække vejret. Jeg flåede i mig selv indefra, ville så gerne leve. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, ville så gerne vågne.
   Lyden strømmede igen ind i mine ører. Folk råbte og skreg, talte uroligt sammen. Rødt og blåt lys skinnede igennem mine øjenlåg. Jeg åbnede dem i et kæmpe hiv efter vejret, som når man har dykket under havet - holdt vejret for længe, - og så endelig kommer op og har mulighed for at ånde. Men så gik mit vejr i stå igen, og mit syn flimrede i et regnbue væld af farver. Hvert andet sekund tændtes og slukkedes mit syn, og jeg så lægerne køre hurtigere. Køre mig ind i en operationsstue. Og jeg følte de roterede min respirator, så jeg igen kunne få vejret fra dens styrke.
   Jeg gispede efter vejret, kunne mærke hver enkelt muskel i min krop, arbejde hårdt for at forsøge at bevæge mig. Få mig til at rejse mig op. Men det kunne jeg ikke få dem til. I stedet begyndte jeg at ryste over det hele, og lave små hop og drejninger med mine legemer, af kramperne.
   Lægerne var over mig, prøvede at få mig til at ligge stille. De stak en nål i min arm, og smerten forværredes. Men intet skrig slap ud. Jeg vidste at det var op til mig om jeg ville leve eller dø. Det var op til mig om jeg ville kæmpe for mit liv, eller bare falde hen. Mit hjerte slog endnu, men min tilstand var kritisk. Hvert øjeblik kunne jeg dø. Jeg kunne tydeligt høre deres stemmer, og lige akkurat se måleinstrumenterne, hvor en rød streg bevægede sig op og ned i takt med mit vejr, og mit hjerteslag.


Dødens greb
   Igen begyndte jeg at ryste af kramper, og hive forgæves efter vejret. Jeg så ud fra mine øjenkroge, at en masse læger stod omkring mig, pillede og gjorde ved. Imens kunne jeg bare blive liggende og hive og stønne efter vejret. Jeg ville selv kunne trække vejret, jeg ville ikke have hjælp.
   Bip-lydende fortsatte ufortrødent, alle andre lyde var som fordampet fra en rude. Kun de irriterende bip fra alle deres instrumenter, og de konstante døre der et sted fjernt fra mig, blev lukket og åbnet, kunne høres. Lægerne arbejdede koncentreret omkring mig, men det var mig umuligt i min tilstand at begribe hvad de havde gang i, og hvad der var hændt mig.
   Jeg ville ønske jeg kunne. Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget ved det, men lige nu stod jeg til at opgive det hele. Det ville være så meget nemmere bare at undgå at kæmpe imod dødens hænder. De hænder der havde taget fat i mit ben, mens jeg med et hårdt tag, holdt fast i kanten af en bro med millioner af kilometer ned til afgrunden, og nu hev mig nedad. Prøvede at få mig til at give slip på broens kant. Nej. Det kunne jeg ikke lade ske, der var jo mennesker deroppe der regnede med mig. Og ikke mindst ham. Min kærlighed til ham var uknækkelig. Det faktum at han havde slået mig betød intet. For det her kunne jo ikke være hans skyld. Så hårdt slog intet menneske. Men noget sagde mig at han alligevel havde gjort noget.
   Jeg slog fuldstændig tankerne ud af mit hoved. Jeg ville kæmpe imod dødens greb, ellers ville jeg aldrig finde ud af hvad der var sket. Jeg tog et hårdt tag i mig selv indefra, det føltes stadig som om jeg var spærret inde i en skal. En skal af min egen krop, jeg forgæves forsøgte at komme tilbage i. Jeg skulle bare igennem. Jeg skulle bare flå hul, så min sjæl kunne fare igennem og fylde min krop med styrke igen.


Når tiden er inde
   Mine lange negle borede sig igennem min hud, rev og flænsede. For hver gang jeg flænsede, vågnede jeg mere op. For hver gang jeg kom tættere mit mål, blev mit syn klarere, og for hver gang mine negle risede i det yderste af mit fangenskab, blev mit vejr forøget.
   Jeg tog en sidste gang et fast tag i mig selv indefra, og styrede mine negle op mod skallen. Jeg behøvede kun at flænse en enkelt gang mere, og så var jeg fri. Det var jeg sikker på. Neglene borede sig igennem, og skallen gik i tusinde stykker; fløj rundt for mit indre øje, og fyldte mig med styrke, alt imens min sjæl og mit sind strømmede tilbage i min raske krop.

Flå. Kæmpe. Flænse. Jeg åbnede øjnene som i et enormt chok, og hev efter vejret dybt nede fra mine lunger. Den her følelse havde jeg ikke følt de sidste par timer. Jeg eksisterede stadig - jeg levede, jeg kunne føle, jeg kunne se. Og ikke mindst kunne jeg ånde.
   Mit blik fæstnede sig på lægerne der stod bukkede ned over mig. De så mig hive efter vejret, de så det blev blokeret af respiratoren, og de fjernede den. Jeg indåndede den friske - men alligevel ubehageligt klamme - hospitalsluft gennem min mund. I et kort øjeblik var det, det eneste jeg ænsede. Men så lagde jeg mærke til smerten. Min krop brændte stadig af den. Det gjorde så forfærdelig ondt, og mine legemer lavede stadig små hop af kramper uden at jeg kunne gøre noget ved det. Jeg skar ansigt i et smertens skrig, og en sygeplejerske var hurtigt over mig, og fik stukket en nål igennem min arm.
   Det begyndte langsomt at sejle for mit blik, imens en tilpas ro lagde sig over min krop.


Sandhedens time - eller i hvert fald starten
   Jeg åbnede blidt mine øjne. Indåndede den friske og milde forårsluft, der strømmede ind til mig fra det åbne vindue. Det føltes så godt. Først nu havde jeg lært at sætte pris på det faktum at jeg selv var i stand til at trække vejret.
   Jeg bøjede nakken, så mit hoved blev lænet blidt tilbage i den bløde pude. Jeg lukkede mine øjenlåg, og indåndede glædeligt ilten med dybe åndedrag, alt imens det klare dagslys cylindrene cirkulerede oven på mine øjenlåg, og trængte ned så mit øjeæble kunne se film på undersiden. Jeg løftede mine arme op på den kolde, hvide dyne, så det isnede i hele min krop; på samme måde som det ville have gjort en varm sommerdag, hvor man stak en iskold is i munden.

Det var sådan en dejlig fornemmelse, at jeg helt glemte hvor jeg befandt mig, lige indtil nogle dunk på døren bragte mig tilbage til virkeligheden. Lidt efter kom de to lyshårede læger ind til mig. Den ene fik mig til at sidde op - hvor jeg skar en smertende grimasse, og fik undsluppet et halvkvalt skrig - den anden stak et termometer i min mund, og lagde en hånd på min pande, mens hun ventede på at de to minutter gik. Så slap hun grebet, og tog termometeret ud; stirrede på det, og nikkede så bekræftende til den anden mandlige læge.
   "Har du det bedre, Maddice?" Jeg nikkede bekræftende til deres spørgsmål. Den kvindelige læge spillede øjnene op med et blik af at hun troede jeg løj, og samtidig var der kommet et let mellemrum imellem hendes læber af forbavselse, mens hun stirrede på sin kollega, som dog hurtig genvandt sin selvkontrol, og vendte ansigtet mod mig for at fortsætte. "Maddice, du har været ude for en ret korporlig operation," begyndte han, og tvang sig selv til at smile blidt.


Hvad?!
   "På vegne af din operation, hvor du var meget tæt på at dø, og resultaterne fra vores undersøgelser, vil vi beholde dig på hospitalet i noget tid endnu, så vi har mulighed for at se nærmere på dig." Jeg hvirvlede med øjnene, og vendte hovedet mod dem.
   "Jeg har det fint tak. Jeg skal ikke undersøges." De to læger kikkede igen på hinanden; først nu havde kvinden genvundet fatningen, og løftede nu et øjenbryn.
   "I lyset af vores undersøgelser," startede hun, "er det blevet bekræftet at du skal blive her, til vi er helt sikre. Men nu hvor du er i stand til at tale selv, kan du måske starte med at fortælle os, hvad der skete før du besvimede, og vågnede op her?"
   Jeg rystede på hovedet i forargelse. Det havde jeg bestemt ikke lyst til, men noget sagde at de alligevel nok skulle finde en måde at tvinge det ud af mig. Jeg sukkede opgivende, men startede så; "Jeg var gået over i gymnastiksalen efter skoletid, fordi Lucas spillede fodbold derovre med sine venner. Jeg tror nok han blev overrasket over at jeg vidste det, for det er ikke tilladt at bruge vores gymnastiksal til personligt brug..." Jeg stoppede op, fordi den kvindelige læge - som jeg udover det, fandt yderst irriterende, - løftede sin hånd i vejret, alt imens hun rettede på sin briller, og kikkede stift på mig.
   "Hvem er denne Lucas?" spurgte hun så, og lagde et hårdt tryk på Lucas. Jeg stivnede.
   "Det er min.. ven" sagde jeg tøvende, og løftede hovedet lidt opad, i håb om at de ikke så mine nervøse øjne.
   "Maddice, vi spørger kun en gang mere; Hvem er Lucas?" Nu var det den mandlige læge der talte. Han var efter min mening mere jordbunden, og aldeles nemmere at tale med. Der var noget ved ham der gjorde mig tryk. Jeg sænkede hovedet igen, og kikkede ham ind i øjnene. "Lucas, er en jeg er forelsket i. Men han begyndte at slå mig så snart han havde opdaget mig i gymnastiksalen. Og så, blev alt sort. Jeg kan ikke huske mere, før jeg vågnede op her og havde ondt over det hele. Jeg tror min hud er meget sensibel.." tilføjede jeg hurtigt, da jeg så hans blik.
   "Øh ja. Maddice, der er nok nået du skal se." Den kvindelige læge rakte mig et stykke papir. Jeg stirrede bare på det.
   "Dit hjerte har næsten ikke slået under operationen, du var lige ved at dø, derfor åndede du via en respirator. Vi troede flere gange du gled væk fra os, men der var et eller andet der gjorde at du livede op igen. Desværre er dit hjerteslag stadig langt fra optimalt. Du skal ligge meget stille; hvis du eksempelvis løber vil du ikke kunne få nok ilt, og du vil simpelthen besvime, eller muligvis dø. Dette skyldes at denne Lucas, ikke kun slog dig bevidstløs. Han har slået dig på arme, ben og ryg, og efter du er besvimet, har han sparket dig i hovedet, i maven, og på brystet. Det har ikke givet kroppen ro til at få dig til bevidsthed igen, og i stedet påført din krop stor skade. Du har fået nogle store og smertefulde tryk, på lungerne, ribbenene og hjertet, for ikke at glemme at din hjerne har lidt stor skade."


Slutningen på det hele
   For første gang i mit ophold på hospitalet stivnede jeg af rædsel. Jeg blev bare siddende i sengen, med benene knuget op imod mit bryst. Det smertede, men jeg havde fortjent det. Jeg havde fortjent det fordi jeg var så dum. Jeg blev bare ved med at sidde sådan, og stirre ud i luften, indtil der kom nogen ind ad den tunge dør. Jeg kunne ærlig talt høre skridtende langt før han trådte ind i lokalet, fordi de to læger ikke sagde noget, hvilket fik mig til at lytte koncentreret.
   Jeg hørte en bekendt stemme, "Hej, jeg skal besøge Maddice." sagde han mildt og smilede. Jeg kunne høre lægerne gik ud af lokalet, og lod mig være alene med Lucas. De vidste højst sandsynligt ikke at det var ham.
   Jeg blev bare siddende i samme stilling, alt imens han gik ind foran mig, løftede hovedet lidt på skrå for bedre at kunne iagttage mig, og smilede så hånende tilfreds. Jeg lukkede i et kort øjeblik mine øjne, inden jeg tog mig sammen.
   "Riv mit hjerte ud, Forvis mig, Tramp på det, Og foragt mig, Smid nøglen væk, Frossen det bliver, Vis mig du hader mig, Og jeg vil dø ung" sagde jeg blidt i en let syngende, trance tone. Jeg kunne mærke at han stirrede blindt på mig. Så nikkede han bare, og lagde noget på mit bord inden han gik ud af døren igen. Den lavede en rung lyd der hang i lokalet, da den lukkede i. Først da jeg var sikker på at han var helt uden for hørevidde, så jeg på hvad han havde lagt til mig. Så stivnede jeg igen. For det var piller, der bestod af stoffer. Stoffer man kunne dø af.
   Hurtigt greb jeg dem, og fik dem ned i en lomme i det hvide hospitals tøj. Så lænede jeg mig - med ret ryg - op ad væggen, lænede hovedet bagover til det ramte væggen, og knep så øjnene hårdt sammen. Sådan sad jeg i adskillige minutter, alt imens mine tanker kredsede rundt. Hvad skulle jeg gøre, han havde bare efterladt stoffer til mig. Ville han have at jeg døde? Men sikke et dumt spørgsmål, sagde jeg igen til mig selv. Selvfølgelig vil han da det, ellers havde han nok kommet med chokolade i stedet. Jeg rystede på hovedet for at få tårerne ud af mine øjenkroge. Jeg havde taget min beslutning.

Jeg rejste mig op fra sengen, i stor smerte, og gik langsomt hen mod døren. Ud på gangen, og lod døren smække hårdt i efter mig. Den lyse gang var tom for mennesker. Der kunne kun fjernt fra den anden ende af den lange gang, høres et barn der græd inderligt, og nogle højhælede sko der klaprede af sted på gangen. Hospitalet var ikke noget rart sted.
   Jeg tog mod til mig, og begyndte så at løbe. Jeg løb ned ad den lange gang, og stoppede ikke da sygeplejerskerne råbte efter mig. Fortsatte bare. Forbi de to læger der havde været inde og tale med mig. Ud gennem glasdøren, der førte ud til hospitalshaven. Jeg blev ved med at løbe selvom det smertede så prangende at jeg troede jeg skulle dø. Jeg stoppede ikke op før jeg fjernt fra min bevidsthed hørte kald, og langsomt svajede og mistede besindelsen.