Det isner igennem mig. Mine hænder er så følelsesløse, at jeg knap kan bevæge dem. Når jeg rører mine fingerspidser, på en gang smerter det igennem dem, og på en gang kan jeg slet ikke mærke jeg berører dem. Jeg ved, at hvis jeg holdt dem under koldt vand, indtil de ville genvinde deres liv, ville der komme ulidelig smerte. Jeg står og tripper, bare for at foretage mig noget; måske et håb om at få mere varme i min forfrosne krop. Den kolde vind blæser utrolig kraftigt, og leder alt sneen ind under halvtaget. De mange snefnug rammer mig i ansigtet, og på mit tøj - uden at temperaturen egentlig er tilstrækkelig lav til at snefnuggene kan blive liggende, bliver de bare til vand, der går igennem min beklædning. Om lidt vil selv snefnuggene gå over i regn.
   Jeg bliver mere og mere våd, og sammen med blæsten går kulden ind til benet. Og man skulle endda tro det nærmede sig sommer; og så dukker sådan et vejr op. Jeg føler det, som skulle jeg aldrig blive varm igen, som om jeg bare vil dø herude i den frygtelige kulde.
   Jeg har lyst til at trække varme klæder omkring mig, længtes tilbage til minderne om dengang jeg faldt i søvn i min bedstemors trygge arme, foran den store pejs der udstrålede en brændende varme. Det varmer omkring mit hjerte i et kort øjeblik, inden jeg bliver tvunget tilbage til virkeligheden og må åbne øjnene, bare for at skulle læne hovedet mod jorden for ikke at få regndråber i ansigtet. Jeg skal bare stå her og vente på det tog der ser ud til aldrig at nå frem, imens blæsten forværres. Jeg vender mit hoved mod syd, og i et kort øjeblik føles det som om mine øjne er frosset til og jeg ser syner, men isen slås i stykker, og jeg ser klart at det er toget der kører hen under halvtaget. Tiden mens det kører ind på perronen, og alle dets passagerer stiger ud af toget så man selv kan bevæge sig ind i varmen, er nærmest ulidelig. Jeg føler mig ikke helt i live, men ej heller helt død. Som om en spinkel gnist stadig flakker viljeløst omkring inde i mig, mens den forgæves prøver at finde noget den kan leve videre på.
   Folk træder ud ad toget, det går så ubeskrivelig langsomt, og folk masser på bagfra, vil ind, ind i varmen og synes ikke at lade folk komme ud. De har som forvandlet sig til vilde dyr uden en eneste følelse tilbage.
   Endelig. Endelig kommer jeg ind. Bevæger mig stakåndet op forrest i toget, falder ned på et sæde, og læner hovedet tilbage mod nakkestøtten. Varmen begynder langsomt at brede sig i min krop.