Jeg kryber sammen. Trækker mine ben op til mit bryst. Sidder stille og vugger. Jeg er skræmt, bange, angst. Jeg er slet ikke sikker på, hvad jeg skal gøre, eller hvad jeg burde gøre for den sags skyld. Det føles hverken bekvemt eller betrykkende, at sidde her, men det er det eneste sted, jeg kan være alene. Få lov at græde i fred. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne finde ud af at fortælle - til hvem som helst, at jeg havde brug for en, der gav mig et kram. Lod mig græde ud. I stedet søger jeg tilflugt her, hvor ingen kan finde mig, og græder mine håbløse tårer ud.

Denne gang er det blevet mørkt. Jeg sidder helt alene på en kirkegård med snot i hele hovedet og tårevædede øjne. Hvis jeg kunne se mig selv, ville jeg se angsten malet i øjnene. De matte, trætte, grå øjne, der ikke har fået lov at hvile i dagevis. Det er næsten som at være på flugt, men det er bare angst. Ikke angst for kirkegården, da den næsten er blevet som mit andet hjem, nej angst for noget meget værre end mørke.

Jeg lukker mine øjne i; så trætte, de skriger efter søvn. Men jeg kan ikke opfylde deres hungrig. Et kort øjeblik går min verden i stå. Jeg kan ikke se noget, ikke føle noget - det hele er et skønt, grønt paradis: Jeg svømmer rundt i et eventyr. Indtil det går op for mig at jeg drømmer. Mine fingre griber fat om min hud, niver til, og lidt efter vågner jeg i et skrig med et rødt mærke på armen. Denne gang var det tæt på.
   Mit ur viser at klokken er ved at nærme sig ti, og først nu mærker jeg, at kulden har indfundet sig i min krop. De små, normalt næsten usynlige, blonde hår rejser sig fra mine bare ben, og jeg presser dem febrilsk hårdere ind mod brystet. Jeg stirrer tomt på mine negle, der er blevet blålige, og overvejer hvor længe jeg kan blive siddende herude.

Dage er gået siden sidst. Jeg lader fingrene glide op og ned langs undersiden af min arm. Føler den kildrende fornemmelse. Trækker så et knivsblad frem, og lader dets fase berøre min arm uden at skære; pirrer mine nerver inden jeg begynder. Jeg ved godt, jeg lovede hende aldrig at gøre det igen. Det er derfor, jeg har holdt mig selv fra det i dagevis. Men nu kan jeg ikke mere. Det her er nødvendigt. Skaftet ligger godt i min hånd, medens jeg borer spidsen ned i huden for at lave en ridse. Æggen tager over, og jeg trykker let. Den er skarp, laver en smuk revne og deler huden. Jeg kører igen æggen gennem revnen. Presser denne gang hårdere. En tynd stribe af blod lægger sig i revnen, og de nederste sider af æggen er dækket af et tyndt lag, rent, rødt blod.

Jeg mærker den kolde vind ramme mit ansigt, og føler hårene rejse sig på benene endnu engang. Jeg vil glemme det. Glemme det hele.
   Jeg følger de automatiske bevægelser min hånd gør. Presser endnu engang æggen igennem revnen. En millimeter. Huden er svagt lyserød på hver side nede i revnen, men det bliver dækket af det mørkerøde blod. Der er ikke nok endnu. Jeg kører forsigtigt en finger over, klemmer revnen sammen og får blodet til at løbe ud. Der er ikke nok til, at det løber ned ad armen endnu.

Æggen presses igen ned i revnen, og jeg mærker hvordan kniven skærer i mit kød. En slags rusten fornemmelse. Smerten lægger sig i mit håndled, fokus er rettet mod det. To millimeter. Jeg skærer igennem. Det er først nu, man rigtig kan mærke det. Nerverne skriger for at få mig til at stoppe, men min angst løber ud med blodet. Jeg er i en helt anden verden nu. Alting flyder ud af mig - håb, drømme, smerte, angst. Tre millimeter.